"En forpligtelse for Nordjylland:" Usædvanligt nyt studie åbner
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Forsvaret og Nørresundby Gymnasium samarbejder om særlig studieretning.
Fra august 2024 kan man begynde på 3-årig gymnasieuddannelse, der forbereder unge til en karriere i forsvaret.
Selve uddannelsen ligger på Nørresundby Gymnasium, og den er tilrettelagt sammen med Forsvarsakademiet i København, Flyvevåbnets Air Transport Wing i Aalborg, Flådens 1. Eskadre i Frederikshavn og Hærens Trænregiment i Hvorup ved Nørresundby.
Eleverne vil få undervisning, ikke bare på gymnasiet, men også på Forsvarets kaserner og af forsvarets officerer.
Studenter med fysikken i orden
Den såkaldte F-studieretning med samfundsfag som centralfag kan vælges i en sproglig variant med engelsk i alle tre år og i en matematisk variant med matematik i alle tre år. Derudover er der fællesfag, blandt andet idræt alle tre år, så studenterne er fysisk klar til militærtjeneste.
Alle fag vil tilpasse deres indhold, så det er relevant for en videre uddannelse hos Forsvaret.
F-studieretningens fag overholder samtidig de almindelige regler for en studentereksamen. Derfor vil elever, der måske ændrer deres ønske om en karriere hos Forsvaret, alligevel stå med en studentereksamen, der giver dem adgang til videre uddannelse ligesom alle andre studentereksaminer.
- Vi har en forpligtelse til at få så mange forsvarsrelaterede aktiviteter som muligt til Nordjylland, siger det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V), som har løftet planerne ind på Christiansborg, og fortsætter:
- Etableringen af en ny gymnasial forsvarslinje er en rigtig god begyndelse, som jeg har været glad for at bære gennem det politiske system. For mit vedkommende har det da været en ekstra glæde at kunne få den nye studieretning placeret på det gymnasium, hvorfra jeg selv blev student i 1974, siger han.
En usikker tid og verden
Chefen for Forsvarsakademiet, generalmajor Flemming Mathiasen glæder sig over den nye uddannelsesmulighed:
- Samarbejdet om Forsvarslinjen med Nørresundby Gymnasium og HF er spændende for unge med interesse for Forsvaret. Jeg er sikker på, at den nye studieretning vil medvirke til at skabe interesse for Forsvaret som fremtidig arbejdsplads for de unge, der vælger uddannelsen.
Også hos rektor Søren Hindsholm glæder man over, at gymnasiet i Nørresundby nu har dette tilbud:
- Nørresundby Gymnasium ligger tæt på store enheder i Forsvaret, og det er kun naturligt, at vi dels hjælper unge, der gerne vil videre til forsvaret, dels bidrager til, at Danmark bliver bedre rustet i en usikker tid og verden, siger rektoren.
I Østdanmark tilbyder Baltorp Business College, Ballerup, en særlig forsvarsstudieretning. Med oprettelsen af F-studieretningen i Nørresundby får unge i Vestdanmark altså et lignende tilbud.
Der er ansøgningsfrist til februar 2024.