Elon Musk-raket sender nordjysk satellit i rummet med særlig underskrift fra prins Joachim
Foto: Pressefoto/Space Inventor
Satellitten forventes at komme til at spille en nøglerolle i fremtidens forsvar.
Mandag morgen skrev endnu et nordjysk firma dansk rumhistorie.
Ombord på den Elon Musk-ejede SpaceX-raket Falcon Heaby befinder sig nemlig i dette øjeblik verdens mindste kommunikationssatellit, der er udviklet og produceret af det aalborgensiske rumteknologifirma Space Inventor.
Sendt afsted
Den geostationære satellit blev sendt af sted natten til mandag omkring klokken 02.26 dansk tid og skal op i 36.000 kilometers højde, hvor en normal low-orbit-satellit ellers kun flyver rundt i 500 kilometers højde.
Satellitten er tilmed helt særlig, idet den kan styres og dermed flytte plads i rummet. Det sker fra et døgnbemandet kontrolcenter i Aalborg.
- Satellitten er noget af det mest avancerede, nogen dansk satellitproducent nogensinde har udviklet og produceret. Det kræver noget helt andet af stort set alt i satellitten at være i kredsløb i 36.000 kilometers højde, og at vi er i stand til at styre den fra Jorden, er selvsagt at øge kompleksiteten betragteligt, forklarer CEO og grundlægger af Space Inventor, Karl Kaas.
Se opsendnigen af raketten herunder:
Prinsen med særlig besked
Den 7. februar blev den lille geostationære satellit signeret af selveste prins Joachim, der på det tidspunkt var brigadegeneral og forsvarsattaché for Danmark i Frankrig, da han deltog i den årlige nationale sikkerheds- og forsvarskonference i Aalborg.
For selvom satellitten kommer til at indgå i en nordamerikansk kommerciel konstellation, så forventer CEO for Space Inventor Karl Kaas, at den også vil kunne indgå i nationale forsvarsopgaver på sigt, og derfor gav prinsens besøg god mening.
- At hans kongelige højhed Prins Joachim har valgt at komme forbi og se satellitten, vidner om, at vi her har at gøre med øverste hylde inden for satellitproduktion. Vi er enormt stolte over det ansvar, vi er blevet givet, og samtidig vidner det officielle Danmarks interesse for projektet selvfølgelig også om, at man inden for Forsvaret vurderer, at denne type satellitter bestemt også har sine styrker i forhold til løsningen af vigtige nationale sikkerhedspolitiske opgaver, sagde Karl Kaas dengang.
Space Inventor blev etableret i 2015, men virksomheden har allerede indtaget en national og international position som en af verdens førende satellitproducenter, både til offentlige forsvarsenheder og til kommerciel brug.
Arbejder på satellit til forsvaret
Sideløbende med satelliten arbejder Space Inventor også på en anden avanceret satellit, der ved hjælp af indbyggede sensorer og udstrakt brug af kunstig intelligens skal bidrage til overvågningen af Arktis.
Den indbyggede teknologi gør blandt andet, at satellitten udnytter sin kunstige intelligens til hele tiden at blive dygtigere til at genkende fjendtlig radaraktivitet fra skibe, der opererer mod dansk og nordisk territorium i Arktis med slukkede AIS-systemer.
Satellitten forventes derfor at komme til at spille en nøglerolle i fremtidens forsvar af Arktis.
- Vi forventer, at satellitten, der er sendt afsted 1. maj, får en levetid på cirka fem år, hvorefter den enten løber tør for brændstof eller dør af kosmisk stråling. Vi er dog allerede i gang med udviklingen af de næste lignende bring into use-satellitter, så vi forventer, at de kommer til at udgøre en større del af vores forretning. Også fordi, de vil kunne løse nationale forsvarsopgaver, som der bliver flere og flere af, afslutter Karl Kaas.