Elever savnede at spille fodbold: Idrætslærer fandt en løsning
Foto: Nørholm Skole
4. klasse på Nørholm Skole kunne ikke spille fodbold på multibanen på grund af coronavirus, men så fik idrætslæreren en god idé, der indbefatter snore, overtrækstrøjer og god afstand.
Normalt er fodbold en sport med masser af nærkontakt og fysiske berøringer, men på Nørholm Skole mellem Nibe og Aalborg har en kreativ idrætslærer fundet en løsning, så elever igen kan spille fodbold på multibanen på trods af afstandskrav og risiko for smittespredning. Se bare her:
- Det har været en af de ting vi qua hygiejnereglerne, har haft svært ved at afvikle. Børnene synes, det har været rigtig fedt, at der blev tænkt kreativt, så det kunne lade sig gøre at spille fodbold igen. Det gav samtidig en hel ny dimension til fodbold, siger skoleleder på Nørholm Skole, Henrik Nielsen, til TV2 Nord.
Eleverne påfører sig hver især en overtrækstrøje, der er fastgjort på en snor med fire meters mellemrum. Snoren er spændt henover banen, og på hver snor er to børn fastspændt. Voila. Så er de klar til at spille 'live-bordfodbold', som skolen selv kalder den nye niche-sport.
- Det er jo en ny og spændende oplevelse for eleverne, og vi kan samtidig overholede retningslinjerne. Det går op i en højere enhed og både drenge og piger deltager. Normalt er det mest drengene, der tonser rundt på banen, men præmissen har gjort, at det er ens for alle, så det gjorde det endnu bedre, siger skoleleder på Nørholm Skole, Henrik Nielsen.
Et viralt hit
Videoen med den kreative fodboldløsning blev delt på Nørholm Skoles facebookside 7. maj, og den er siden blevet set mere end 270.000 gange. Og selvom Nørholm Skole med 105 elever beskriver sig selv som en lille skole, har den idrætslærerens kreative løsning fået et internationalt publikum.
- Vi kan se, at den både er blevet delt i Spanien og Italien. Der er mange, der skriver, at de synes det er fantastisk, og de tagger hinanden med det formål, at det skal bruges på andre skoler og i idrætsforeninger. Og så er det fedt med anerkendelsen, når man deler noget, andre kan bruge, siger Henrik Nielsen.
Glæde skaber tryghed for børnene, mener skolelederen. Noget alle børn har ekstra behov for verden over i øjeblikket. Og så er det vigtigt at dele de gode løsninger med hinanden:
- Jeg synes, at det er fedt at inspirere med positive historier i den her virkelighed. Der er mange ting i denne tid, vi bliver klogere på og tænker på en ny måde. Og det skal vi sørge for at få delt. Måden vi driver skoler, børnehaver osv. på, kan vi godt gentænke, slutter Henrik Nielsen.
Kom i gang med 'live-bordfodbold':
Du skal bruge:
- Snor
- Overtrækstrøjer i to forskellige farver
- En fodbold
- En multibane eller et bandesystem til fastgørelse af snorene
Sådan gør du:
- Montér snorene på tværs af banen med god afstand
- Banens størrelse afgør, hvor mange spillere, der kan deltage
- Inden snorene fastgøres, skal der monteres to overtrækstrøjer per snor på snorene.
- Farverne på trøjerne skal skiftevis være det ene og det andet hold
- Husk en snor til keeperen også
- Påfør en trøje per spiller
- Fløøøøøjt spillet i gang