Elever har hjulpet med at gøre skolevej mere sikker
Eleverne fra 6. klasse på Vester Mariendal Skole i Aalborg står bag nye løsninger til sikker skolevej.
På Vester Mariendal Skole i Aalborg forsøger de nu at gøre op med mange års problemer med skolevejen. Både i bil og på cykel. Og det er eleverne selv, der har fundet løsningerne på de fleste udfordringer, så skolevejen i fremtiden kan blive mere sikker.
- Vores ideer er blevet brugt alle sammen, og der er ikke noget, der er ændret. Det er os, der har lavet det hele. Det er ikke bare de voksne, der sagde, i skal bare gøre det og det, fortæller Malou Hellerup, Frida Skov Krüger-Petersen og Karla Egested fra 6.A.
Samarbejde om trafiksikkerhed
Aalborg Kommune har sammen med et privat firma analyseret trafikken omkring Vester Mariendals Skole. Herefter er analyser og 6. klassernes ideer sat sammen til nye tiltag. Projektet koster cirka 625.000 kroner.
- De skal være med, fordi de ved rigtig meget om deres egen skolevej. De ved mere, end vi gør som eksperter. De kender skolevejen på alle årstider, og de kender den gentagne gange, siger Johan Heichelmann fra Trafik i Børnehøjde, der har arbejdet med projektet på Vester Mariendal Skole siden efteråret.
Eleverne har blandt andet opdelt cykelstien mod skolen, så cyklister og børn på gåben bliver adskilt. Desuden er parkeringspladsen gjort ensrettet, og der er lavet en "Kys og kør" bane til bilerne.
- Det har vi oplevet lige siden 0. klasse. Hver gang jeg blev sat af oppe på parkeringspladsen, så kom der biler fra alle vegne, og det var virkelig kaos, og det var i hvert fald ikke en særlig god oplevelse. Især når man var så lille, forklarer Malou Hellerup, Frida Skov Krüger-Petersen og Karla Egested fra 6.A.
Ansvaret ligger hos kommunen
Kun et enkelt af elevernes forslag blev kasseret, fordi politiet mente, at det ikke var færdselsmæssigt forsvarligt. Aalborg Kommune understreger, at selv om, eleverne har fået ideerne, så har kommunen i sidste ende ansvaret.
- Vi kan ikke lægge ansvaret over på dem. Vi har arbejdet meget med dem, og de har virkelig været gode. Det vigtigste med at få børnene med, det er, at det er dem, der løfter projektet og bærer det videre, og går hjem til forældrene, påpeger projektleder i Aalborg Kommune Anne Mette Papendick Andersen.
Den næste halvanden måned bliver de nye trafikforhold afprøvet, inden kegler og spraymaling på fliser bliver rettet til og gjort permanent.
- Jeg tror meget af det får lov til at blive, for jeg tror, at meget af det gør en stor forskel. Især det oppe på parkeringspladsen, siger Malou Hellerup, Frida Skov Krüger-Petersen og Karla Egested fra 6.A.
Aalborg Kommune starter hvert år to nye projekter med sikker skolevej. Næste skole i rækken er Nørre Uttrup Skole. Næste år gælder det Mellervangskolen og Højvangskolen.