Ekspertgruppe ser synkende Limfjordstunnel efter i sømmene
Foto: Johnni Isaksen
Vejdirektoratet henter nu international eksperthjælp ind for at finde en løsning på den synkende Limfjordstunnel ved Aalborg.
Det er vist ingen hemmelighed længere, at Limfjordstunnelen synker en smule for hvert år, der går. Derfor vil den - som det ser ud nu - også kun holde 30-40 år mere, før den må tages ud af brug.
Men det forsøger Vejdirektoratet nu at afværge. Derfor nedsætter det en gruppe af internationale eksperter, der skal se på problemet og forhåbentlig komme med en løsning på, hvordan man kan stabilisere fundamentet under tunnelen.
- Som det er nu, sætter Limfjordstunnelen sig med op til én centimeter om året. Det giver sætningsskader og forkorter tunnelens levetid. Der ligger derfor en stor samfundsmæssig værdi i at finde ud af, hvordan vi bremser tunnelen i at synke mere, siger Niels Chr. Skov Nielsen, chefkonsulent i Vejdirektoratet.
- Det er dog en ingeniørmæssigt enormt kompliceret opgave. Derfor har vi besluttet at søge rådgivning fra nogle af klodens klogeste hoveder på dette felt, fortsætter han.
Gruppen på cirka 10 personer vil komme til at bestå af eksperter inden for betonteknologi, tunnelteknologi, geologi og fundering. Første møde eksperterne imellem forventes at blive afholdt i august eller september i år, inden arbejdet gerne skulle afsluttes i begyndelsen af 2018.
Når ekspertgruppen er klar med et løsningsforslag, overtager Vejdirektoratet opgaven derfra.
- Det er vigtigt form ig at sige, at vi ikke står med nogen akut situation, siger Niels Chr. Skov Nielsen.
- Det er vores vurdering, at tunnelen i hvert fald kan holde mange år endnu, men rettidig omhus skader jo aldrig. Limfjordstunnelen er en stor og betydningsfuld del af den danske infrastruktur. Vi vil meget gerne forlænge dens levetid, og derfor sætter vi nu denne proces i gang, siger Niels Chr. Skov Nielsen.
Limfjordstunnelen blev bygget i 1969 som Danmarks første motorvejstunnel. Dengang mente man, at tunnelen ville kunne holde i 100 år.