Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Eksklusivt interview om livet efter håndbold: - Jeg kan blive frivillig i mine børns klub

Mikkel Hansen glæder sig til at holde weekenderne fri og se mere til familien, når han stopper karrieren til sommer.

- Jeg har lovet mig selv at holde en smule fri sammen med familien. Og tage mig god tid til at finde ud af, hvad næste skridt er.

Beslutningen om at stoppe sin succesfulde håndboldkarriere gennem flere årtier har været længe undervejs.

- Når håndbold har været en kæmpe del af mit liv i snart 20 år, er det ikke en vildt let beslutning, og der er også blevet brugt nogle timer i samtale med mennesker, som kender mig rigtigt godt, fortæller Mikkel Hansen i et eksklusivt interview med TV2 Nord umiddelbart efter onsdagens pressemøde i Aalborg Håndbold, hvor han meddelte sit karrierestop til sommer.

Alligevel var det rigtigt at trække stikket nu.

- Både jeg selv og de mennesker omkring mig kunne mærke, at det var den rigtige beslutning – og stadigvæk er den rigtige beslutning.

Udsigten til aldrig mere at møde op i træningstøj i en håndboldhal er dog en skræmmende tanke.

- Det er spændende, men også en lille smule angstprovokerende at vide, at dét man har lavet de sidste 19 år og opbygget i al den tid, smider man i skraldespanden og skal lave noget helt andet. Og ud at bevise sig selv på ny.

Er det et definitivt farvel til håndbold?

- Man skal aldrig sige aldrig, men jeg glæder mig til at have et almindeligt liv, have fri i weekenderne og deltage i nogle familiære ting, som jeg har måtte give meget afkald på, fortæller den 36-årige venstre back.

Mikkel Hansen er først og fremmest familiefar og overvejer at træne sine sønner, der også spiller håndbold. VIDEO: PHILIP HOLM JOHANSEN

På stående fod har Mikkel Hansen ingen planer om at gå trænervejen rent professionelt. Men han afviser ikke tanken for altid.

- Jeg føler, jeg kan bidrage med nogle ting inden for håndbold. Det kan være, jeg kan starte som frivillig i mine børns håndboldklub, lyder det muntert fra Hansen.

En ny Mikkel

Når det til sommer er slut med ’håndboldspilleren Mikkel’, skal Hansen indfinde sig i en ny hverdag og i en mere anonym rolle.

Og lige dén del glæder han sig til.

- Jeg har aldrig været super tosset med den opmærksomhed, der er omkring mig. I min tid i Paris har jeg været meget glad for, at det var en mere privat tilværelse end i Danmark, hvor der har været en væsentlig større opmærksomhed omkring spillet på banen, men helt sikkert også hvem man er uden for banen, siger Mikkel Hansen.

Den ekstra opmærksom omkring sin person, der følger med livet som international håndboldstjerne, bryder Mikkel Hansen sig ikke synderligt om. VIDEO: PHILIP HOLM JOHANSEN

- Så jeg har det fint med at være noget andet end håndboldspiller, fortæller Hansen, der kan mærke, at hensynet til familien, der tæller hustruen Stephanie Gundelach og deres to børn Eddie Max og Vince, trækker mere end nogensinde før.

- Jeg havde regnet med, jeg skulle spille tre år mere, da jeg underskrev kontrakten (med Aalborg Håndbold, red.). Men der er så småt ved at være andre ting, der trækker i mig. Jeg har altid lovet mig selv at være på forkant og stoppe en lille smule for tidligt. Hellere dét end at spille et år eller to for meget, lyder det fra den knap to meter høje venstre back.

Lysten skal være der

Mikkel Hansen har kontrakt med Aalborg Håndbold frem til sommeren 2025. Alligevel afviser han at snuppe det sidste år med.

- Det kunne være let. Men jeg vil ikke huske tilbage på et sidste år, hvor alt var noget lort, og hvor jeg var træt af det hele. Ikke at det nødvendigvis ville være sådan, men jeg har altid levet efter, at når jeg kunne mærke at andet hev i mig, var det på tide at stoppe, fortæller Hansen.

Man skal give noget af sig selv, og folk vil gerne vide så meget som muligt om én

Mikkel Hansen, Aalborg Håndbold

Faktisk kunne han sagtens havde holdt karrieren kørende i mere end tre år, hvis han ville. Men når lysten mangler, duer det ikke, understreger han.

- Jeg skal have lysten til og sulten efter hele tiden at blive bedre.

Og selv om han ikke er meget for det, så har alderen også spillet ind på beslutningen.

- Jeg spiller ikke, som da jeg var 25 – det ville være synd at sige. Det ville rart, men det gør jeg ikke. Og så finder man jo på andre måder at spille på i stedet for, fortæller 36-årige Mikkel Hansen.

Tanken om at stoppe som professionel håndboldspiller efter knap 20 år skræmmer Aalborg Håndbolds store stjerne. VIDEO: PHILIP HOLM JOHANSEN

Alderen bringer som regel også flere skader med sig. Mikkel Hansen har siden begyndelsen af marts været ude med en lyskeskade. Og så var han sidste år sygemeldt med stress i fem måneder.

De to store udfordringer har også været hårde for Aalborg Håndbolds største stjerne.

- Perioden efter slutrunden betød, at jeg gik glip af en halv sæson og gik igennem nogle hårde ting mentalt og privat.

Overblik over Mikkel Hansens tid i Aalborg Håndbold

  • Februar 2021: Mikkel Hansen bliver offentliggjort i Aalborg Håndbold.

  • Marts 2022: Mikkel Hansen rammes af en blodprop i lungerne efter en operation i højre knæ, mens han stadig spiller i franske Paris Saint Germain.

  • August 2022: Mikkel Hansen ankommer med privatfly til Aalborg til hans første arbejdsdag i det nordjyske.

  • September 2022: 3. september får Mikkel Hansen debut for Aalborg Håndbold. Han scorer fire mål i en 26-31 sejr over GOG i Super Cuppen.

  • December 2022: Problemer i klubben. Mikkel Hansen bliver i flere kampe bænket af cheftræner Stefan Madsen.

  • Januar 2023: Det danske landshold vinder VM for tredje gang i træk. Men Mikkel Hansen har spillet med knæproblemer og er ikke med Aalborg Håndbold, da Herreligaen starter igen.

  • Februar 2023: Mikkel Hansen bliver sygemeldt med stress.

  • Maj 2023: Mikkel Hansen går i gang med genoptræningen.

  • August 2023: Mikkel Hansen gør comeback på håndboldbanen.

  • Februar 2024: En lyskeskade sætter Mikkel Hansen på skånekost og tid på tilskuerpladserne.

  • Marts 2024: På grund af lyskeskaden bliver Mikkel Hansen meldt ude på ubestemt tid.

  • April 2024: Mikkel Hansen meddeler, at han stopper karrieren til sommer.  

Vil spise i fred med familien

Håndboldstjernen har altid været en populær herre, især i Danmark. Men Mikkel Hansen har aldrig brudt sig om den opmærksom, der følger med.

- Alle vil gerne have en del af én, følge med i ens liv og snakke. Det hører til dét at være atlet i dag. Men det har jeg altid sat en stopper for, for jeg har gerne ville holde tingene adskilt. Jeg vil ikke afbrydes af fem mennesker, der vil have et billede, mens jeg sidder og spiser på restaurant med min familie, lyder det kontant.

Fansene er oftest søde og rare, understreger stjernen. Men efter Mikkel Hansen fik Eddie Max og Vince, er behovet for privatliv blevet endnu større.

- Når man er afsted med sine børn som far, bør man som voksent menneske se ud over, at man gerne vil have et billede. Jeg er nogle gange afsted som far, ligesom alle andre mennesker. Og der var der en anderledes respekt for dét i Frankrig end i Danmark.

Men - understreger han – håndbold i dag er ikke bare at spille på banen. Der er også en masse ting udenom.

- Jeg forstår godt gamet. Man skal give noget af sig selv, og folk vil gerne vide så meget som muligt om én, siger han til TV2 Nord.

Hårdt for kroppen at pendle

Med en arbejdsplads i Gigantium i Aalborg og en privatadresse i København har Mikkel Hansen måtte flyve på job.

Pendlingen var da også hård ved ham især det første år.

- Set i bakspejlet var programmet lidt for heftigt. I år har der været væsentlig færre ture, og det er væsentligt bedre for min krop, siger han.

Jeg vil ikke huske tilbage på et sidste år, hvor alt var noget lort, og hvor jeg var træt af det hele

Mikkel Hansen, Aalborg Håndbold

Kroppen har dog endnu ikke leveret titler for Aalborg Håndbold. Men om han alligevel har været en succes i klubben, vil Mikkel Hansen helst ikke selv svare på.

- Det må du spørge nogle andre om. Men vi skulle gerne nå at vinde nogle titler, inden jeg smutter, siger Hansen, der afviser, at han har fortrudt sit skifte til Aalborg Håndbold.

Mikkel Hansen mangler at vinde et Champions League-trofæ i sin karriere.

- Det vil jeg selvfølgelig rigtig gerne vinde, men det danske guld skulle vi også gerne have herop igen.

Mikkel Hansen stopper sin håndboldkarriere til sommer. 


Unges trivsel og mentale sundhed er nøgleord under Idrætsdøgnet.

Fra fredag klokken 16 til lørdag klokken 16 har Gigantium været spækket med alverdens idrætsaktiviteter. I 24 timer har man kunne prøve kræfter med alt lige fra skak til rappelling, og hele molevitten for nul kroner.

- Det er et virkelig godt arrangement. Jeg kunne ikke forestille mig, at man kunne lave sådan noget, der hvor jeg kommer fra, siger Kaat De Groeve fra Belgien.

Hun er flyttet til Aalborg for en måned siden for at studere på UCN. Hun er taget til Idrætsdøgnet sammen med to piger fra sin klasse for at prøve kræfter med rapelling, men også nogle af de andre sportsgrene.

- Det er vigtigt for mig, at jeg har nogle hobbyer, jeg kan tage mig til efter en studiedag. Det er afstressende for mig siger hun, og fortæller, at hun windsurfer hver torsdag.

Se indslaget fra Idrætsdøgnet her:

Idrætsdøgnet er et nyt tiltag fra Aalborg Kommune, der skal få endnu flere til at engagere sig i et positivt fritidsfællesskab. Alle er velkomne under idrætsdøgnet, men det er især unge mennesker, der er i arrangørens kikkert i denne omgang.

 - Vi ved jo desværre, at der er rigtig mange unge mennesker, der lider på forskellig vis. Vi vil gerne bidrage til, at der er færre, der har et dårligt mentalt liv i Aalborg, siger Morten Arvidsson, der er koordinator for Idrætsdøgnet.

Morten Arvidsson var selv tilstede i Gigantium det meste af natten, hvor der blandt mange andre ting blev spillet badminton i mørke med selvlysende bolde.

Idræt som medicin

Mange børnefamilier har været forbi i løbet af idrætsdøgnet, men der har også været en del unge mennesker.

- Det er jo dem, vi gerne vil have fat i, og jeg ville ønske, at der havde været endnu flere forbi, siger Morten Arvidsson.

Mange unge kæmper med ensomhed og mistrivsel.

De seneste målinger viser, at 34 procent af unge kvinder mellem 16 og 24 vurderer deres mentale helbred som dårligt. Men foreningslivet er den bedste medicin mod mistrivsel, lyder det fra arrangøren. Og dermed er målet at få flere til at få øjnene op for Aalborgs mange fritidsmuligheder.

- Det, at man er en del af noget, om det så er den ene eller den anden aktivitet, det er sådan set ligegyldigt. Det vigtige er bare, at vi er en del af noget, for det har vi brug for som mennesker, siger han.

Det er der flere af de unge til idrætsdøgnet, der giver ham ret i.

- Jeg synes, det er vigtigt at vise, at det er let at begynde til en ny sportsgren. Nogle synes nok, det virker som en stor ting at skulle begynde på et nyt hold eller til en nyt sportsgren, men det er en nem måde at møde nye mennesker, siger Melanie Noorlandera fra Holland.

Lars Depuydt fra Belgien læser computerteknologi på Aalborg Universitet. Han har også haft stort held med at stifte nye bekendtskaber gennem sport.

Lars Depuydt havde taget turen til Gigantium for at prøve kræfter med kampsport.

Da han kom til Aalborg for at studere for et år siden, besluttede han sig for at prøve kræfter med Kajak polo.

- Det var en meget ukendt sport for mig, men de var virkelig gode til at tage imod mig. I dag er det mine venner, siger han.

 


Næste uges temperaturer kan give anledning til en tur til stranden. Foto: Viggo Hjort Kohberg / Seerfoto

Sommervarmen gør vildt comeback i næste uge

Det kan ikke udelukkes, at vi kan få flere meteorologiske sommerdage.

September har lagt hårdt fra start med sensommervejret.

I den første tredjedel af måneden har Danmark været præget af stabilt højtryksvejr, som bragte seks meteorologiske sommerdage med sig.

Nu, efter en uge med køligere temperaturer, vender højtryksvejret tilbage for en længere periode — med temperaturer tæt på 25 grader.

Få dryp lurer mandag nat

Højtrykket befinder sig lige nu over det nordlige Frankrig, men det presser allerede på og bidrager til en solrig lørdag.

Søndag får to lavtryksfronter dog lov til at nærme sig fra vest og øst.

Herved venter en mere skyet søndag, som natten til mandag kan sende dryp over Jylland og Bornholm.

Syvdøgnsskema gældende fra søndag 15. september til og med lørdag 21. september. Foto: TV 2 Vejret

Prognoser tæt på 25 grader

Efter mandag vandrer højtrykket mod nordøst og lægger sig til rette over Skandinavien.

Fra tirsdag venter derfor mere solrige dage, som hele landet får glæde af.

Højtrykket sender også en lunere luft over Danmark, så temperaturerne endnu engang kommer ind i en periode med over 20 grader.

Prognose for torsdag. Højtryk sørger for solrigt vejr, mens en lunere luft sendes over landet. Foto: TV 2 Vejret

Nogle prognoser spår endda temperaturer omkring 24 grader, så det kan ikke helt udelukkes, at det kan ende med en meteorologisk sommerdag eller to i næste uge.

En meteorologisk sommerdag er defineret ved, at der måles 25,0 grader mindst ét sted i landet.

Meteorolog Andreas Nyholm vurderer, at chancen for de 25 grader er størst på Sjælland på torsdag.

- Det er stadig usikkert, om temperaturerne vil toppe på 23 eller 25 grader, men det tyder på at blive varmt nok til en tur i vandet, fortæller han.

Sidste uge med flere lyse timer i døgnet

Det kommende stabile sensommervejr giver en særlig anledning til at nyde det, mens det varer.

På søndag i næste uge er det nemlig efterårsjævndøgn, og herefter er der flere mørke end lyse timer i døgnet.

Næste weekend er vejrmodellerne forholdsvis enige om, at tørvejret og de lune temperaturer holder ved.

Det er dog syv til otte dage fremme i prognoserne, så det er lidt tidligt at sige endnu, om næste weekend holder sig helt fri for byger.


Flere udsatte børn og unge i nordjyske kommuner: Organisation ønsker flere mentorer

Andelen af udsatte børn og unge stiger mange steder i det nordjyske.

I Nordjylland er andelen af udsatte børn og unge større end på landsplan, men nu håber Lær for Livet, at en ny undersøgelse kan hjælpe Nordjylland på vej.

En analyse fra Kraka Economics viser nemlig lovende resultater med Lær for Livets program, der har til formål at hjælpe børn og unge med svære livsvilkår til at få det bedre og klare folkeskolens afgangsprøve.

Og med den lovende analyse i ryggen håber Lær for Livet, at flere fagfolk og politikere i kommunerne vil blive opmærksomme på læringsmetodens resultater og potentiale, for der mangler nemlig mentorer flere steder i Nordjylland.

Frivillige mentorer er en vigtig del af Lær for Livets metode.

- Mentorordningen er vigtig, fordi det giver mulighed for, at børn og unge, som lever i vanskelige vilkår, får mulighed for at få en betydningsfuld voksen, en ekstra betydningsfuld voksen, der kan have fokus på læring. Noget af det, de udsatte børn og unge godt kan bøvle lidt med at have plads til at huske på i deres liv, lyder det fra Karen Haumann, der er direktør i Lær for Livet.

Ifølge Danmarks Statistik oplever flere nordjyske kommuner en stigende andel børn og unge med svære livsvilkår.

I 2023 Aalborg Kommune er 4,3 procent af børn og unge mellem 0-22 år udsatte modsat 3,3 procent i 2019. Thisted Kommune oplever en lignende stigning fra 3,4 procent til 4,7 procent, ligesom Brønderslev, Hjørring, Jammerbugt, Læsø, Mariagerfjord og Rebild Kommune har oplevet en stigning i andelen af udsatte børn og unge.

- Det ligger ganske højt i Nordjylland, og det kan vi jo se, at det gør i nogle dele af landet. Men ved den rigtige indsats og det rigtige tilbud, kan du rykke de her børn, for der er et meget, meget stort potentiale. Det er lige så stort hos børn, der lever i vanskelige vilkår som hos deres ikke udsatte kammerater, lyder det fra Karen Haumann.

Hun oplyser yderligere, at det er tydeligt for dem, at de børn og unge, der er en del af deres program, kommer i markant bedre trivsel, og at analysen også belyser, at langt flere af dem faktisk lykkes med at bestå folkeskolens afgangsprøve.

Det er ellers et problem, de udsatte børn og unge ofte har, hvor det er under halvdelen, der består folkeskolens afgangsprøve ifølge direktøren for Lær for Livet.

- Det forpligter os som organisation og samfund at blive ved med at række ud og få flere børn med i programmet, fordi vi kan se, at det kan lykkes med at hjælpe børn til at bestå. Så mindsker vi den sociale slagside, der helt klart er i vores skole og uddannelsessystem, slutter Karen Haumann.


Foto:

Preben overlevede mordbrand, der kostede 159 menneskeliv: - Ingen vil tage ansvar

Der er aldrig blevet placeret et ansvar, efter flere påsatte brande forårsagede katastrofe på Scandinavian Star i 1990.

Der er gået 34 år, men Preben Bislev fra Fjerritslev husker stadig mordbranden på passagerfærgen Scandinavian Star fra 1990, som skete det i går.

Og fredag blev der rippet op i hukommelsen igen, da en redegørelse, der har været tre år undervejs, fra en såkaldt taskforce så dagens lys.

- Den sidder hele tiden i mig. Du glemmer aldrig sådan noget, fortæller Preben Bislev, der var med på færgen, da 159 mennesker mistede livet.

- Nu kommer man jo igen til at tænke på det i flere dage.

Taskforcen retter en alvorlig kritik mod Søfartsstyrelsen i redegørelsen. En grundigere kontrol af skibet kunne med sandsynlighed have reddet menneskeliv, konkluderes det.

- De fejl og mangler vedrørende skibets certifikater og fysiske tilstand, der mest sandsynligt ville være blevet opdaget ved en udvidet havnestatskontrol efter konstatering af 'clear ground', havde kunnet udbedres forholdsvis hurtigt. I bedste fald i løbet af nogle timer, i værste fald i løbet af et par dage, skriver taskforcen blandt andet.

Der står også i redegørelsen, at en udvidet kontrol ikke ville have forhindret ildspåsættelserne.

- Men det ville med stor sandsynlighed have reduceret katastrofens omfang og givet passagererne bedre overlevelseschancer.

TV2 Nord har tidligere lavet dokumentaren 'Mysteriet om Scandinavian Star'. Den kan du se herunder:

Ingen tager ansvar

159 af 359 passagerer mistede livet, og Preben Bislev var en af dem, der slap med livet i behold på færgen, som 7. april 1990 drog fra Oslo mod Frederikshavn.

Og han regner med, at der sker noget efter redegørelsen har set dagens lys.

- Vi kører en sag mod staten, og den får da i hvert fald et pift op efter den redegørelse her, siger han og fortsætter.

- 450.000 skal vi hver have i sagen mod staten, men det kan jo tage mange år, og så er vi nok døde alle sammen. Der er jo gået 34 år.

Sagen, Preben omtaler, er en sag, advokat Mads Pramming kører for 45 overlevende og pårørende. De har fået bevilget fri proces i sagen, hvorfor staten altså skal betale omkostningerne i retssagen.

Han savner dog, at der er nogen, der tager ansvar for mordbranden på Scandinavian Star.

- Der er ingen, der vil tage ansvaret. Alle vil være frie. Søfartsstyrelsen, brandmyndighederne, ditten og datten. Det er dem, der har skylden i min verden, men alle vil vaske sine fingre.

- Sådan en båd skulle aldrig have været ude at sejle, slutter Preben Bislev.

I 2022 fortalte Preben Bislev sin historie i programmet 'Indblik', som du kan se herunder:


AaB-stjerne afbryder interview og hylder ung matchvinder

18-årig AaB'er sørgede for en yderst vigtig og dramatisk sejr fredag aften.

Det var en sidste øjebliksscoring, der skulle til, da AaB fredag aften besejrede Lyngby med 2-1 på Aalborg Portland Park i 3F Superligaen.

Og så kom det fra uventet kant. En 18-årig midtbanespiller.

- At score foran alle de fans er en drengedrøm. Jeg har ikke ord for det lige nu, sagde matchvinderen Mads Bomholt om sin 2-1-scoring dybt inde i dommerens tillægstid.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Han var naturligvis utroligt glad, og det samme var den svenske AaB-profil Melker Widell.

- Det er en god følelse. Det er en hård kamp, og der er mange ting i anden halvleg, som vi gerne vil gøre anderledes, men som du kan se på mit ansigt, er jeg meget glad, lyder det fra Melker Widell.

Under interviewet kunne svenskeren ikke undlade at hylde den 18-årige Mads Bomholt.

Melker Widell valgte således at pege på Mads Bomholt og råbe: - Det er ham, det er ham, det handler om!

- At afgøre en kamp i 93. minut. Det er derfor, vi spiller fodbold. Det er bare ekstase lige nu, siger han yderligere i interviewet, der foregik kort efter slutfløjt.

AaB's cheftræner valgte også at sætte fokus på Mads Bomholt, som du kan se i videoen herunder:

Og selvom svenskeren var ydmyg og gav meget af kreditten til Mads Bomholt, så havde han også selv en stor andel i sejren.

Han lavede oplægget til Mathias Jørgensens føringsmål, og derudover spillede han så god en kamp, at han blev kåret til kampens spiller af TV 2-eksperten Morten Bruun, der gav karakterer til spillerne efter opgøret.