Fra stortalent til landsholdsstjerne: Ehlers vil indfri OL-drøm i hjembyen
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Nikolaj Ehlers skal de kommende dage være med til at sikre Danmark en billet til OL i 2026.
Selvom han tjener rigtigt godt på de allerstørste ishockeyarenaer i verden, så er det alligevel en olympisk deltagelse med det danske ishockeylandshold, der står øverst på ønskelisten for nordjyske Nikolaj Ehlers.
Den 28-årige forward er i disse dage hjemme i Aalborg, hvor han sammen med andre professionelle og godt betalte danske ishockeyspillere at spille tre afgørende OL-kvalifikationskampe i Sparekassen Danmark Arena i Aalborg.
- Det er altså fedt, at vi skal spille de her kvalkampe i Aalborg, smiler Nikolaj Ehlers og siger, at det højst sandsynlig ikke kommer til at ske igen.
Tror på OL-deltagelse
Nikolaj Ehlers bor det meste af året i canadiske Winnipeg og spiller i NHL for Winnipeg Jets. Sådan har det været siden 2015, men det var i Aalborg, at de første skøjter blev spændt på.
Og når ishockeysæsonen i Nordamerika holder pause, er Nikolaj hurtig til at finde et fly og sætte kursen mod Aalborg, hvor han har købt hus og besøger sine mange danske venner og ikke mindst familien.
Se indslag med klip fra arkivet her:
Derfor lyser det ud af den altid sympatiske Ehlers, at han nyder at skøjte rundt tæt på familie og venner i Aalborg og så endda få lov at spille betydningsfulde landskampe i rødt og hvidt. Han tror på, at OL-billetten bliver sikret.
- Vi har gjort det én gang, så vi tror på, at vi kan gøre det igen, siger Nikolaj Ehlers.
Mange nordjyder med
Nikolaj Ehlers er ikke eneste nordjyde på det danske ishockeylandshold. Det vrimler nærmest med spillere, der har været omkring de to nordjyske ishockeyklubber Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks, og foruden Ehlers har også Oliver Joakim Larsen og Mads Søgaard indledt ishockeykarrieren i Aalborg.
Derudover har Joachim Blichfeldt, Oscar Fisker Mølgaard, Mathias From, Nick Olesen og Mikkel Aagaard alle fået deres ishockeyopdragelse i Frederikshavn IK.
Ehlers og kompagni spiller første kamp torsdag klokken 19.30 mod Storbritannien, fredag aften står Danmark over for Japan og så slutter man søndag med kamp mod Norge klokken 16.30.
Alle kampe kan ses direkte på Viaplay.
Ishockeykampene ved vinter-OL i 2026 spilles i Milano. Danmark skal vinde de kommende dages kvalifikationsturnering for at komme med.