Eftersøger mand for voldtægt: Politi offentliggør video af ny mistænkt
Foto: Nordjyllands Politi
Nordjyllands Politi havde først anholdt en 29-årig hovedmistænkt, som nu er løsladt.
Fredag den 20. oktober blev to kvinder, uafhængigt af hinanden, overfaldet og voldtaget eller forsøgt voldtaget i Østerådalen i Aalborg.
Her blev en 29-årig formodet gerningsmand anholdt, som blev varetægtsfængslet søndag. Den 29-årige er dog blevet løsladt igen, og Nordjyllands Politi beder derfor offentligheden om hjælp til at identificere en anden mistænkt, som der nu offentliggøres videoovervågning af.
- Den 29-årige blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet, da vi på daværende tidspunkt havde et reelt mistankegrundlag. I efterforskningen arbejder vi med hypoteser, netop for ikke at lukke nogen døre, og vi har hele tiden også efterforsket ud fra en hypotese om, at gerningsmanden kunne være en anden. På baggrund af nye oplysninger i sagen, er mistankegrundlaget mod den 29-årige ikke længere tilstede, hvorfor han nu løslades, forklarer efterforskningsleder fra Nordjyllands Politi, politikommissær Carsten Straszek.
Ny mistænkt
Politiet har derfor nu efterforskningen skarpt rettet mod en ny mistænkt i sagen, som nu efterlyses med offentliggørelse af to videosekvenser, samt billedemateriale, som kan ses herunder:
Der er tale om en mand, som fredag eftermiddag, i blæsende og koldt vejr, har bevæget sig rundt i Østerådalen og Aalborg SØ - noget af tiden i bare fødder.
Ifølge politiet har den mistænkte været til stede i området omkring Østerådal i perioden fra klokken 15 til 16.50, hvor manden var iført en mørkeblå langærmet trøje og brune sandaler, samt en hvid kasket inden klokken 16.30. Efter klokken 16.30 havde manden kun bare tæer og t-shirt, da han efterlod den mørkeblå trøje og de brune sandaler på gerningsstedet i forbindelse med flugten.
Opfordrer til at melde sig
Efterforskningsleder Carsten Straszek opfordrer den mistænkte til at melde sig.
- Det er en yderst alvorlig sag, vi står med her, og vi har fra første færd efterforsket intenst. Den mistænkte skal vide, at vi leder efter ham og har til hensigt at stille ham til regnskab for sine handlinger. Vi opfordrer ham til omgående at rette henvendelse til os, understreger han.
At denne sag skaber utryghed i lokalområdet er ifølge Carsten Straszek også fuldt forståeligt.
- Som vi tidligere har understreget, så er denne slags overfald uhyre sjældne, men når det sker, skaber det forståeligt nok en enorm utryghed. Jeg vil gerne betone, at vi har fuldt fokus på denne sag og efterforsker intenst for at pågribe gerningsmanden. Nordjyllands Politi vil i den kommende tid udføre tryghedsskabende indsats i området, i form af blandt andet øget patruljering, ligesom den mobile politistation på udvalgte tidspunkter vil stille op og tage imod henvendelser fra borgere, der gerne vil høre mere om politiets indsats og stille de spørgsmål, man måtte have.
Den mistænktes færden
Fra klokken 16.40 til 17.10 modtager Nordjyllands Politi henvendelser fra en lang række borgere om, at de har observeret en person med bare fødder og t-shirt, som svarer til signalementet af gerningsmanden. Ud fra observationerne er det politiets opfattelse, at denne person har bevæget sig fra gerningsstedet via Landlystvej mod sydøst, hvorefter han er gået mod nord af enten Solhøjsvej, Christmas Møllers Vej/C.th. Zahlesvej eller Apollonvej.
Herefter går den mistænkte ad Byplanvejen mod nordvest, Solvangen mod nordøst og Hellevangen mod nordvest. Den sidste observation finder sted cirka klokken 17.10 på Hellevangen ved Sohngårdsholmsvej.
Ifølge politiet har flere Vidner berettet, at den barfodede, formodede gerningsmand har fuldskæg, hvilket muligvis ikke ses tydeligt på videosekvenserne.
- Men vær opmærksom på dette, skriver man.
Nordjyllands Politi arbejder nu ud fra en hypotese om, at den mistænke bor eller opholder sig omkring Hellevangen, Beatesmindevej eller på øvrige veje i nærområdet.
- Borgere, der måtte genkende manden eller have en mistanke om, hvem det kunne være, bedes omgående rette henvendelse til Nordjyllands Politi på telefon 114.
Kontakt politiet med relevant videoovervågning
Politiet har været i kontakt med mange beboere i postnummer 9210 i forhold til videoovervågning.
Dog beder politiet borgere og virksomheder med videoovervågning i området, som endnu ikke har været i kontakt med politiet, at gennemgå deres videoovervågning og kontakte politiet, hvis der på overvågningen ses en person, som har lighed med den mistænkte fra det offentliggjorte videomateriale.
- Det gælder også såfremt man skulle ligge inde med billeder eller video af manden, mens han stadig er iført sandaler og mørkeblå langærmet trøje. Selv de mindste spor og oplysninger kan være værdifulde for at klarlægge den formodede gerningsmands færden og hjælpe til at stykke en samlet historik sammen.