Efterlyst 83-årig med begyndende Alzheimers er fundet
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen (Arkivfoto)
En patrulje fik standset den 83-årige mand.
Nordjyllands Politi måtte tirsdag aften efterlyse en mand med begyndende Alzheimers.
Den 83-årige var ikke kommet hjem som planlagt efter en køretur, og det fik den bekymrede kone til at kontakte politiet. Formodningen var, at manden ikke kunne finde hjem igen.
Ved 23-tiden var der godt nyt. Her fik en betjent med et skarpt syn øje på mandens metalgrå Suzuki SX4, som var efterlyst.
- Han blev standset ved Nyhavnsgade i Aalborg og blev derefter kørt hjem til sin bopæl, så det var godt, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard.
Forvirret, men i god behold
Den 83-årige mand var ikke set, siden han klokken 17:00 kørte gennem Limfjordstunnelen i nordgående retning. Selvom han nåede at være væk i flere timer, har han ikke pådraget sig alvorlige skader.
- Han har det godt efter omstændighederne, men han var selvfølgelig lidt forvirret, fordi han ikke kunne finde hjem, siger Poul Fastergaard.
Manden havde kørt sin kone ind til byen omkring klokken 17:00 for selv at køre hjem umiddelbart derefter. Da konen kom hjem med bussen hen på aftenen, opdagede hun, at han ikke var kommet hjem, og derefter kontaktede hun politiet, som så igangsatte deres eftersøgning.