Efter voldsomt bodegaoverfald: Nu reagerer AaB-direktør
Foto: Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Fra officielt hold fordømmer AaB en episode, der fandt sted i timerne efter lørdagens 3F Superligakamp mod FC Midtjylland på et værtshus i Herning.
Fodboldfans havde forladt stadion og var på vej hjem, men 50 personer endte alligevel med at slå løs på hinanden.
En gruppe af AaB-fans returnerede målrettet til Herning, hvor der blev udrettet skade på både mennesker og en beværtning.
Nu reagerer AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll på episoden i en pressemeddelelse.
- Desværre er vi blevet bekendt med en episode i lørdags, hvor en minoritetsgruppe har udvist grov og utilstedelig fremfærd, hvilket vi som klub fordømmer på det kraftigste, siger han og tilføjer:
- Vi er chokerede over hændelsen og ærgerlige over, at vi overhovedet skal bruge tid på en så misforstået og uacceptabel opførsel af så relativt få mennesker, men som klub nægter vi at stå model til sådanne værdier, udtaler han.
Sanktioner på vej
Tilmed udtrykker direktøren, at klubben generelt er stolte af deres fans, og de er meget taknemmelige for støtten, de får - både på udebane og hjemmebane.
- Den udvikling ønsker vi kun at fortsætte i tæt dialog med vores fans, mens vi i det specifikke tilfælde fra Herning i lørdags naturligvis omvendt er parate til at uddele de sanktioner, som er nødvendige for, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem en så skændig adfærd og så dét at være AaB-fan, siger Michael Tuxen Boll.
AaB samarbejder fuldt ud med politiet og støtter deres arbejde for at bringe de skyldige til ansvar, lyder det videre i pressemeddelelsen.