Efter TV2 Nord-afsløring fik Judy seniorpension: - Dér gav jeg mig til at vræle
Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord
Efter en lang kamp har Judy Blindbæk Christensen fået tildelt seniorpension.
- Da jeg fik den, der gav jeg mig simpelthen til at vræle.
Sådan siger Judy Blindbæk Christensen, efter hun har fået tildelt seniorpension.
For Judy lider af både slidgigt og stærke smerter, fordi hendes lever er ved at give op.
Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke skulle have lov til at få ro
Judy Blindbæk Christensen
Og selvom lægen havde vurderet, at hun ikke kunne arbejde mere end 15 timer om ugen, så fik hun alligevel afslag på seniorpension. For hos ATP mente man godt, at hun kunne passe et arbejde på mere end 15 timer om ugen - hvis bare hun fik sin levertransplantation.
- Der har været sådan et pres, og nu har jeg ro til det jeg skal igennem. Det er en stor operation, og så samtidigt være presset på ikke at vide, hvor jeg står henne, har været forfærdeligt.
For Ankestyrelsen omgjorde afgørelsen fra ATP, og så fik Judy Blindbæk Christensen tildelt seniorpension.
- Jeg troede helt ærligt ikke, jeg ville få seniorpension. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke skulle have lov til at få ro til at komme mig over det med den sygdom, jeg render rundt med.
Judy Blindbæk Christensen anede faktisk ikke, hun var syg, før hun en dag kollapsede, mens hun gjorde rent på en skole. Og da hun blev indlagt var beskeden fra lægerne klar - Judy skulle have en ny lever.
Nu sidder hun bare og venter på det opkald, der skal give hende en ny lever uden at skulle tænke på en masse krav fra jobcentret, som hun skal møde.
- Nu skal jeg ikke tænke på andet end den operation, som jo er en stor operation, jeg skal igennem, siger Judy Blindbæk Christensen og fortsætter:
- Bare det at få noget ro på, er meget vigtigt. For jeg har spekuleret på, hvordan jeg skulle møde og huske jobcentrets krav, hvis jeg skulle ryge afsted på Rigshospitalet. Nu har jeg fået ro, og jeg ved, jeg ikke skal huske noget som helst.