Efter længere tids efterforskning: Fire mænd anholdt for indbrud
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Politiet foretog ransagninger på flere adresser i aftes. Det førte til anholdelse af fire mænd.
De fire mænd i alderen 25 til 38 år er under mistanke for at stå bag flere indbrud i private boliger i området omkring Aalborg.
Nordjyllands politi har i aftes anholdt fire mænd efter længere tids indbrudsefterforskning. Det sker som en forlængelse af de anholdelser, der fandt sted i sidste uge, hvor politiet anholdt to mænd på 25 og 26 år, som også er under mistanke for at stå bag indbrudskriminalitet.
- Ved aktionen i går foretog vi samtidig ransagning af flere adresser, siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Mikkel Brügmann fra Nordjyllands Politi.
Her fandt man blandt andet en række tyvekoster, som politiet mener stammer fra flere tilfælde af indbrud. Politikommissæren oplyser, at det under aktionen lykkedes for en af de anholdte mænd at stikke af fra politiet.
- Vi indledte dog straks en eftersøgning efter pågældende, og efter et par timer fik vi ham lokaliseret i området og pågrebet ham, siger Mikkel Brügmann, og han tilføjer, at i den forbindelse blev i alt fire personer sigtet for at hjælpe en anholdt under flugt.
To af de anholdte fra aktionen fremstilles senere i dag i grundlovsforhør, sigtet for indbrud, mens de øvrige anholdte er løsladt efter endt afhøring. Politiet opretholder sigtelserne mod alle mændene.