Efter blot seks måneder stopper teaterdirektør på grund af uenigheder
Thomas Bjørnager stopper som teaterdirektør på Aalborg Teater efter en gensidig aftale.
Det oplyser Aalborg Teater i en pressemeddelelse.
Beslutningen sker ifølge Aalborg Teater efter uenigheder i forbindelse med teatrets ønske om ændringer i den fremtidige ledelsesstruktur.
- Vi har erkendt, at teaterdirektøren og bestyrelsen har forskellige tilgange til, hvordan der skal drives ledelse på teateret. Derfor har vi nu valgt at gå hver til sit, udtaler bestyrelsesformand Tina Fredensborg.
Thomas Bjørnager havde sin første arbejdsdag 25. juli 2023. Dermed stopper han som direktør efter blot seks måneder.
De nærmere forhold om den fremtidige ledelsesstruktur skal nu ifølge teatret afklares.
Dramaturg og repertoireplanlægningschef Kjersti Hustvedt konstitueres som kunstnerisk direktør, indtil en permanent organisation er på plads.