E45 spærres fire nætter i september
Foto: Axel Schütt, Scanpix.
I september vil den nordjyske motorvej E45 være spærret to nætter i den nordgående retning og to nætter i den sydgående retning.
Aalborg Kommune er i øjeblikket ved at etablere Egnsplanvej, en omfartsvej der fører sydøst om Aalborg til Hadsund Landevej. Vejen vil også være den primære adgangsvej til det kommende supersygehus i Aalborg.
Kommunens anlægsarbejde er nu nået til den fase, hvor brodækket til den nye bro skal på plads. Af sikkerhedsmæssige hensyn og for at gøre plads til maskiner og broarbejdere vil Nordjyske Motorvej E45 blive spærret ved frakørsel 28 Aalborg S fire aftener i september.
Motorvejen vil først blive spærret i nordgående retning den 9. og 10. september mellem klokken 20:00 til 08.00. I denne periode skal bilisterne forlade motorvejen ved frakørsel 28 Aalborg S og køre ad Mariendals Mølle Motorvejen - Over Kæret - TH. Sauers Vej - Universitetsboulevarden.
Motorvejen bliver igen spærret i sydgående retning den 16. og 17. september mellem klokken 20:00 til 08:00. I denne periode skal bilisterne forlade motorvejen ved frakørsel 28 Aalborg S og køre ad Mariendals Mølle Motorvejen – Indkildevej - Mariendals Mølle Motorvejen.
Før frakørsel 28 og på selve frakørslen vil der i nordgående retning være hastighedsbegrænsning på 80 km i timen. Når arbejdet foregår i sydgående retning, vil hastigheden på motorvejen lige før frakørsel 28 gradvist blive nedsat til 50 km i timen, og den samme hastighedsbegrænsning vil gælde på frakørslen.
Information om, hvor der arbejdes og konkrete restriktioner for trafikken, kan ses på www.trafikinfo.dk sammen med øvrige relevante vej- og trafikmeldinger.