Dyreste billetter til Obama-besøg revet væk
Foto: John MacDougall / Ritzau Scanpix
Tidligere amerikansk præsident Barack Obama besøger Danmark den 28. september til et arrangement i Musikkens Hus.
Der er stadig billetter til salg i den midterste kategori til Barack Obamas besøg i Musikkens Hus i Aalborg sent i september.
Det udløste stor begejstring, da Musikkens Hus i Aalborg tidligere i august pludselig kunne præsentere et nyt besøg i Danmark fra den tidligere amerikanske præsident Barack Obama.
Ligesom Obamas forrige besøg i Danmark, der foregik i Kolding, er det en særlig skare af folk fra erhvervslivet samt et nærliggende universitet, der i dette tilfælde er Aalborg Universitet, der får lov at købe billetterne.
Indtil videre er de dyreste og de billigste billetter til Obamas besøg nået at blive udsolgt. De koster henholdsvis 8.500 og 3.500 kroner.
- Salget er indtil videre gået planmæssigt. Vi startede med et forsalg til vores sponsorer, og derefter er vi gået til Erhverv Norddanmarks medlemmer med tilbud om billetter. Det hele er gået, som vi havde håbet på, siger Lasse Rich Henningsen, adm. direktør i Musikkens Hus.
- Vi vil gerne sikre, at alle virksomheder i Nordjylland får mulighed for at købe billetter til arrangementet, når nu foredraget handler om lederskab og entreprenørskab. Hvis der er nogen virksomheder i Nordjylland, der er blevet forbigået, er de også velkomne til at henvende sig til os for at få mulighed for at købe billetter.
AAU brugte 850.000 kroner på billetter
Lasse Rich Henningsen oplyser, at der stadig er billetter til salg i kategori B og kategori C, som koster henholdsvis 7.500 og 5.500 kroner. Direktøren vil ikke komme ind på, hvor mange billetter, der er i hver kategori, men fortæller, at kategorierne er inddelt efter, hvor tæt man sidder på scenen til arrangementet.
Der er også blevet udlovet 260 billetter til Aalborg Universitet, som bruger 850.000 kroner på billetterne. Billetterne skal fordeles ud til en række studerende samt enkelte forskere.
- Vi regner med, at der bliver udsolgt i alle kategorierne snart, men det skal heller ikke gå for stærkt. De bedste arrangementer er dem, der bliver udsolgt lige op til premiere, for så er prisen sat rigtigt, siger Lasse Rich Henningsen.
Arrangementet i Musikkens Hus har titlen "A Conversation with President Barack Obama", og Lasse Rich Henningsen vil være moderator for samtalen med Barack Obama.