"Dum tøs" og "smatso": Medarbejdere tilsvines på borgerservice
Verbale overgreb og sårende bemærkninger er hverdag for medarbejderne på borgerservice i Aalborg, lyder det fra stedets øverste chef.
Tonen kan være hård og ubarmhjertig på borgerservice i Aalborg. Når borgere er inde for at få hjælp til pasfornyelser, digital Post og ikke mindst overflytningen til MitID, kan bølgerne nemlig gå højt.
Det mærker medarbejderne dagligt, lyder det fra kontorchef Dorthe Jespersgaard, som af den grund har følt sig nødsaget til at sende en opfordring til Aalborg Kommunes borgere i et læserbrev.
I brevet skriver hun, at det ikke er usædvanligt, at medarbejdere eksempelvis kaldes for "smatso" eller "racist".
Udvis respekt
Hele 5,2 millioner borgere er i færd med at blive overflyttet fra NemID til MitID, og det giver øget travlhed. I det første halvår af 2022 har Aalborg Borgerservice betjent mere end 70.000 borgere, som er mødt fysisk op. Normalvis betjener de 100.000 borgere på et helt år, og langt de fleste af disse ekspeditioner ender ifølge Dorthe Jespersgaard med, at borgernes opgaver løses, og både medarbejder og borger skilles med en positiv oplevelse.
Alligevel er hun forundret over, hvad medarbejdere til tider skal lægge øre til, og derfor føler hun sig nødsaget til at komme med en opfordring til borgerne i kommunen.
- Vi vil gerne opfordre alle jer, der skal i Borgerservice til at udvise respekt for det menneske, der ønsker at hjælpe jer bedst muligt inden for lovens rammer. Og det er meget nemmere at hjælpe jer, når vi taler pænt til hinanden, skriver lederen af borgerservice i Aalborg og fortsætter:
- Medarbejderne er uddannet til opgaven og vil meget gerne yde den service, som I fortjener. Så kan vi alle få en god sommer og sammen med alle andre Borgerservice’r i landet være med til at nå i mål med MitID til den 31. oktober 2022.