Drømmen om det store lærred: Besættelsesfilm skal skyde filmkarrieren i gang
Foto: Tommy Hald
En film om modstandsfolk under 2. verdenskrig bliver optaget i Aalborg af frivillige, der håber på, at filmen kan blive begyndelsen på noget større.
Kom med bag produktionen af ”Partisanen” nederst i artiklen. Husk, at du altid kan finde flere spændende programmer på tv2nord.dk/tv.
Veteranbiler, naziflag og de helt rigtige kostumer. Peter Barkes Gade midt i Aalborg er for en stund omdannet til en scene under 2. verdenskrig, og Nordjyllands Politi må underrettes, inden der bliver affyret høje skudlyde på lokationen.
Skuespillere og filmfolk arbejder på filmen ”Partisanen”, som foregår i den sidste del af besættelsen.
Filmen handler om to modstandsfolk, der står i et dilemma. Under en aktion, hvor en stikker skal skydes, går det op for den ene modstandsmand, at stikkeren er hans kone.
Det er Daniel Dahl Jensen fra Aalborg, der har skrevet manuskriptet, som tvinger hovedpersonerne til at vælge mellem to onder.
- Jeg har altid godt kunnet lide at fortælle en historie, og så har jeg altid været fascineret af historie og krig, så det gav god mening at blande de to ting sammen, siger han.
Frivillighed er afgørende
”Partisanen” bliver optaget på et meget skrabet budget. Filmen har fået 10.000 kroner i støtte fra ”Unges møde med kunsten” samt et par mindre private donationer.
Derfor er det altafgørende, at de medvirkende i filmen er frivillige, og at de kan låne filmudstyr, veteranbiler og uniformer gratis.
Emma Bjørnstrup er en af dem, der har meldt sig frivilligt. Hun har den kvindelige hovedrolle i filmen.
- Jeg har altid været superinspireret af de her periodefilm. Særligt den historiske tid med besættelsen. Min rolle har været vildt interessant og meget kompleks, fortæller hun om rollen som Marie.
Drømmer om at leve af film
Daniel Dahl Jensen har gået på den nordjyske filmskole ”Filmmaskinen” i Frederikshavn. Her har han lært om branchen og om at instruere film.
Det gav ham blod på tanden, og efter endt skoleophold rykkede han ind på hovedbiblioteket i Aalborg for at skrive manuskriptet til ”Partisanen”. På biblioteket er kilderne lige indenfor rækkevidde.
Produktionen af ”Partisanen” har ikke mættet sulten efter at producere film – tværtimod har den blot givet Daniel Dahl Jensen mod på mere.
Filmen skal vises på filmfestivaler i Danmark og udlandet og forhåbentlig åbne dørene til nye projekter.
- Vi er blevet så betagede af den her tidsperiode, og vi vil gerne lave noget igen. Jeg håber, at vi kan vise folk, at vi har gjort det her for nærmest ingen penge, og at det kan føre til noget større, siger han.
For Emma Bjørnstrup er hendes medvirken i filmen også kun begyndelsen. Hun drømmer om en karriere som skuespiller.
- Målet er, at jeg forhåbentlig en dag kan leve af det. Det er min drøm og min passion, siger hun.
Kom med bag produktionen af ”Partisanen” lige her. Husk, at du altid kan finde flere spændende programmer på tv2nord.dk/tv.