Drikkevand kan være i fare: Nu erkender kommune manglende handling
Foto: Julie Schou Nielsen, TV2 Nord
Om bare 15-20 år kan der være stor mangel på rent drikkevand i Aalborg Kommune. Først nu går det op for politiker, hvor akut det er.
Der er udsigt til vandet. Der er udsigt til havnefronten i Aalborg. Og der er udsigt til fred og ro.
For mange er de nye lejligheder på Stigsborg Brygge i Nørresundby billedet på et drømmehjem.
Men de er også billedet på de udfordringer, som Aalborg Kommune står overfor.
For når byggeprojektet står færdigt, vil drikkevandet i området være brugt, og så kan der ikke blive bygget nyt, før nye vandboringer er godkendt.
Her kan vi ikke bygge, fordi her skal vi sikre grundvand til fremtiden
Per Clausen, formand, Klima- og Miljøudvalget, Aalborg Kommune, Enhedslisten
Manglen på drikkevand er et større problem i Aalborg Kommune. De seneste år er det ene lejlighedskompleks efter det andet blevet bygget, men drikkevandet kan ikke følge med udviklingen.
- Det har ikke indgået i planlægningen - ret centralt i hvert fald - at der også skal være drikkevand, når vi bygger nye boliger. Det har vi anset for at være en selvfølge, siger Enhedslistens Per Clausen, der er formand for Klima- og Miljøudvalget ved Aalborg Kommune.
Tvunget til at rense vandet
Nu erkender Per Clausen, at kommunen ikke har handlet i tide. For selvom Aalborg Kommune har kendt problemet i flere år, er det først nu, det går op for dem hvor akut, det er.
Manglen på drikkevand kan betyde, at kommunen vil blive nødt til at rense vandet i fremtiden.
- Det giver nogle problemer, fordi der er nogle ting, som man ikke kan rense drikkevandet ordentligt for, og det vil også give dårligere kvalitet af drikkevandet, siger Per Clausen, der også er formand for Aalborg Forsyning.
Nej til nye byggerier - ja til grundvand
Ifølge Danmarks største formidler for byudvikling – Byens Ejendom – er der opført cirka 13.000 boliger i Aalborg Kommune på bare ni år, mens indbyggertallet er steget med over 18.000 personer.
Er der blevet bygget uden at tage hensyn til, om der er drikkevand nok?
- Erkendelsen af at det kan blive en udfordring, er nok først kommet til os de senere år. Man har også bygget steder oven på grundvandsreserver, hvor man nok - med den viden vi har i dag - ikke ville have gjort det, siger Per Clausen.
Nu vil Aalborg Kommune sætte en række initiativer i gang for at redde drikkevandet. Et af dem er ifølge Per Clausen at sige nej til nogle byggerier for at prioritere vandet i hanerne.
- Der bliver dele af kommunen, hvor man siger, at her kan vi ikke byudvikle. Her kan vi ikke bygge, fordi her skal vi sikre grundvand til fremtiden, siger Per Clausen.
Se hele TV2 Nords historie her: