Drabsmand stak af fra sikret afdeling 11 gange
Drabsmand stak af fra sikret afdeling 11 gange. Nu skal forholdene undersøges.
De ansvarlige fra psykiatrien i Nordjylland beklager nu sagen. De har straks igangsat en undersøgelse af forløbet.
Den 18-årige mand, der onsdag drabte sin far i Nørresundby, har de seneste tre måneder været indlagt på det sikrede afsnit på Aalborg Psykiatriske Sygehus. I dag står klinikchef Carsten Møller Bech frem og beklager sagen. De vil nu undersøge forløbet nærmere:
- Det er en alvorlig sag, der er kommet frem gennem medierne. Vi tænker meget over, hvad vi kan lære af det, og om vi kunne have gjort noget anderledes. Derfor undersøger vi forløbet nærmere, siger Carsten Møller Bech, der er klinikchef på Aalborg Psykiatriske Sygehus.
Men hvordan kan det ske, at den 18-årige mand stikker af fra den sikrede afdeling 11 gange siden september?
- Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag. Men generelt kan jeg sige, at det sikrede afsnit på sygehuset ikke er et fængsel men en behandlingsafdeling. Patienterne har rammer, der skal hjælpe dem, men det er altså ikke et fængsel.
Men hvor er tryghed og tillid henne, når både familie og patient ikke kan være sikre på den sikrede afdeling?
- Jeg mener de kan være sikre på den sikrede. Det er et lukket afsnit som yder god behandling.
Men hvorfor griber i så ikke anderledes ind overfor den 18-årige, når han gang på gang stikker af, og familien gentagne gange tager kontakt til jer og fortæller, hvor dårligt han har det?
- Jeg kan ikke kommentere på den konkrete sag, men vi gør alt hvad vi kan for at yde den bedste indsats.
Sygehusets interne undersøgelse af forløbet er allerede igang. Nordjyllands Politi har også igangsat en undersøgelse af deres arbejde med den 18-årige.