Drabsforsøg i Aalborg: Politiet efterlyser formodet gerningsmand
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi efterlyser mistænkt i sag om drabsforsøg.
Nordjyllands Politi efterlyser fortsat 19-årig formodet gerningsmand fra et drabsforsøg, der skete 10. januar i det sydlige Aalborg.
Den formodede gerningsmand er irakiske statsborger. Han er 19 år, 188 cm, almindelig af bygning med kort og sort hår.
En 21-årig mand blev ramt af knivstik, og han var først i kritisk tilstand, hans tilstand er nu alvorlig men stabil.
Det skriver efterforskningsleder og politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det er en dybt alvorlig sag ifølge efterforskningslederen.
- Drabsforsøg og knivstik i det offentlige rum: Det er fuldstændig uacceptabelt. Så jeg vil gerne opfordre alle med oplysninger om hans opholdssted om at ringe til os med det samme på telefon 114.
Man skal som borger ikke selv forsøge at pågribe den formode gerningsmand.
- Det tager politiet sig af. Men ring straks, lyder det fra Carstens Straszek.
For tidligt at udtale sig om motiv
På trods af, at den 19-årige ikke er i politiets varetægt, blev han fredag 12. januar varetægtsfængslet in absentia. Det blev han i tilfælde af, at han rejser til udlandet.
Politiet tager ingen chancer, og derfor er han også blevet efterlyst i udlandet.
Nordjyllands Politi er i gang med en intens efterforskning af de nærmere omstændigheder omkring drabsforsøget.
- Det er stadig for tidligt at udtale sig om motiv. Jeg kan godt forstå, at det har offentlighedens interesse at kende baggrunden for så alvorlig sag, lyder det fra efterforskningslederen.
Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummeret 114, hvis du ligger inde med oplysninger i sagen.