Dorte og Flemming styrker ægteskabet med fælles hobby
Parret fra Mou har brugt uendeligt mange timer sammen i Lille Vildmose.
Ægteparret Dorte og Flemming Sørensen kommer i Lille Vildmose næsten hver dag for at fotografere dyrelivet. Det har hjulpet dem gennem svære tider.
- Det har da givet en masse til vores ægteskab, at vi har den fælles interesse.
Året rundt pakker Dorte og Flemming Sørensen kaffe, kage og kameraudstyr og drager fra hjemmet i Mou ud i Lille Vildmose.
At fotografere dyrene i mosen er deres helt store passion, og de nyder at bruge tiden i naturen med hinanden.
- Det er et privilegie, at vi begge interesserer os for det, siger Dorte Sørensen, og Flemming supplerer:
- Ja, selvom man snakker om, at ægtefolk skal gøre noget hver for sig, så har vi aldrig haft brug for det. Vi har altid haft fælles oplevelser og kunnet snakke om dem bagefter.
Begyndte med fugle
Det er især insekter, der får Dorte og Flemming Sørensen til at spærre øjnene op og gribe kameraet.
Glæden er stor, når de pludselig spotter en stribet tæge eller en flagermus-vandnymfe.
- De sidder simpelthen oven på bladene og hviler sig, så det er bare om at have øjnene med sig, siger Dorte Sørensen entusiastisk.
Hun begyndte at kigge på fugle for 20 år siden sammen med en veninde, men nu er Dorte og Flemming et fast makkerpar i Lille Vildmose.
Flemming så for alvor lyset ved mødet med en vandrefalk ved Tofte Sø.
- Så tænkte jeg ”vandrefalk – det kan sgu da ikke passe”. Lige fra den tid var jeg grebet af det, siger han.
Fotobog om dyrelivet
Sidst Flemming Sørensen talte efter, havde han 35.000 billeder fra Lille Vildmose. Dorte ved ikke, hvor mange, hun har gemt på sin harddisk – men det er mange, understreger hun.
Faktisk er det blevet til så mange billeder, at parret i 2020 udgav bogen ”Magiske oplevelser i Lille Vildmose” med 536 udvalgte fotos.
De første 100 eksemplarer blev hurtigt revet væk, og parret har flere gange måttet trykke nye oplag.
Noget at leve for
Kort inden Dorte og Flemming udgav bogen, blev Dorte Sørensen syg.
Hun fik brystkræft og blev desuden ramt af en alvorlig tarminfektion.
- Jeg tabte 10 kilo på 10 dage. Jeg kunne ikke gå, og jeg tabte hår, negle og hud. Det var uhyggeligt, og det havde nær taget livet af mig, siger Dorte Sørensen, mens Flemming nikker og kigger ned i jorden.
Under det hårde sygdomsforløb, hvor Dorte følte, at kroppen gav op, var det oplevelserne i naturen med Flemming og fotografering, der fik hende til at holde modet oppe.
- Det var lidt svært at komme igennem, så det blev en form for terapi. Jeg kunne se, at der var noget at leve for, selvom det var træls, siger Dorte Sørensen, og Flemming istemmer:
- Hvis man har det psykisk træls, så kan sådan en tur ud i skoven gøre, at man får det bedre.
Kom med Dorte og Flemming ud i Lille Vildmose i andet afsnit af ”Naturfotograferne” her. Find første afsnit lige her.