Kort Nyt

Dømte straffespark og blev udsat for vold: Dommer melder fodboldspiller til politiet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et straffespark fik en afgørende betydning i søndagens kamp mellem de to serie 5-klubber IF Haabet og Øster Sundby B52. 

Her blev en spiller fra IF Haabet nemlig stærkt utilfreds med dommerens kendelse, hvilket resulterede i, at han væltede den 66-årige dommer omkuld. 

Episoden var så voldsom, at dommeren med støtte fra både DBU og Vendsyssel Fodbolddommerklub, har valgt at anmelde fodboldspilleren for vold. 

- Han har stadig gener i form af ondt i hoften og brystkassen, og han søgte læge dagen efter kampen, fortæller Michael Kristensen, der er formand for Vendsyssel Fodbolddommerklub, som også bekræfter anmeldelsen.

Vi vil ikke finde os i vold

Michael Kristensen, formand, Vendsyssel Fodbolddommerklub

Aldrig oplevet lignende 

Den 66-årige dommer har ikke oplevet noget lignende i sine 40 år i faget.

Det samme gør sig gældende for formanden for Vendsyssel Fodbolddommerklub, der heller ikke har haft en lignende sag for hånden i sine fem år på posten. 

- Vi kommer for at gøre et ærinde præcis lige som spillerne, og selvom vi kan dømme forkert, eller man er uenig i vores kendelse, så er det helt uacceptabelt, at lægge hånd på os, understreger Michael Kristensen, der er meget forarget over episoden. 

- Jeg har selv spillet fodbold, så jeg ved udmærket godt, at adrenalinen kan koge, og følelserne er i spil, men vi vil ikke finde os i vold, og vi er glade for, at DBU har lavet den her disciplinærstraf, der giver spilleren minimum seks måneders karantæne. 

Formanden er desuden glad for, at episoden ikke skete for en ung dommer. 

- Det skal jo aldrig ske, men var det sket for en 17-årig dommer, så havde vi nok mistet ham, og det skal ikke ske, understreger Michael Kristensen. 

Tager afstand 

Formand i IF Haabet, Robin Gandrup, tager stærk afstand fra episoden, som fandt sted søndag. 

- Vi er rigtig kede af det, der er sket, og det er klart, at det giver et dårligt image, konstaterer formanden. 

Det er dog ikke første gang, at klubben har stået i denne situation. Sidste år skete der nemlig en lignende situation. 

- Vi er selvfølgelig kede af det, og vi har i bestyrelsen diskuteret, om man skulle indføre, at spillerne skal begynde at betale bøden, så det måske gør sådan, at klokkerne vil ringe en ekstra gang inden, forklarer Robin Gandrup. 

Formanden er selv uddannet dommer, og tænker derfor på sin "kollega." 

Dommeren skal dømme den første kamp siden episoden i aften, og det er til glæde for formanden for Vendsyssel Fodbolddommerklub. 

- Det er dejligt, at han kommer hurtigt ud igen, konstaterer Michael Kristensen. 

Flere turister i oktober

Det har været et godt efterår i Nordjylland.

I hvert fald hvis man arbejder med turisme. For der har nemlig været en del flere overnatninger i Nordjylland på både hoteller, vandrehjem, campingpladser og sommerhuse med videre i løbet af oktober.

Faktisk har der været knap 7 procent flere overnatninger i Nordjylland i oktober i år sammenlignet med sidste år. I år har der været 320.495 overnatninger i Nordjylland i oktober. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Tre nordjyske adresser spillede en rolle i to mænds hvidvask af 167 millioner

NSK har onsdag sigtet to mænd på 38 og 41 år for hvidvask af 167 millioner kroner gennem en såkaldt fakturafabrik.

Det skriver NSK i en pressemeddelelse.

Ved aktionen blev tre adresser i Nordjylland og Østjylland ransaget, og her blev 35.000 kroner i kontanter og kryptovaluta til en værdi af omkring 178.000 kroner beslaglagt.

Sagen har været efterforsket siden februar 2024 i samarbejde med Skattestyrelsen, som også deltog i dagens aktion.

De sigtede vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.

Musejagt slut - butik genåbner

Dagli' Brugsen i Strandby har siden mandag eftermiddag været nødsaget til at holde lukket, efter en ubuden gæst - nærmere bestemt en mus - rendte rundt i butikken.

Onsdag kunne butikken atter slå dørene op.

For tirsdag eftermiddag blev musen fanget med hjælp fra en skadedyrsbekæmper, og efterfølgende skulle man sikre sig, at musen var alene. Det viste den sig at være, og derfor kunne butikken onsdag klokken 12 genåbne efter en grundig rengøring.

- Både vi og borgerne har været rigtig trætte af det, så det er dejligt, at vi kan åbne igen, lyder det fra Uffe Christiansen, der er uddeler i Dagli' Brugsen Strandby.

Selvom butikken har tabt noget omsætning grundet lukningen, er Uffe Christiansen fortrøstningsfuld.

- Vi har noget forsikring, som kan hjælpe os, når vi er helt færdige med processen. Så vi skal nok klare os.

Hadsund-firma solgt for trecifret millionbeløb

Gulvvirksomheden Timberman, som har hovedsæde i Hadsund, er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned.

Ifølge Mogens Fisker, der er administrerende direktør i Timberman, ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Læs mere herunder:

Gavmild millionvinder deler ud af gevinsten

En nordjysk pensionist har i år valgt at give sine børn og børnebørn et ekstra stor julegave.

Pensionisten vandt for nylig gennem sit Lotto PLUS-abonnement en million kroner, og da han og konen er oppe i årene, har børn og børnebørn fået en bid af kagen.

- Både børn og børnebørn har fået 25.000 kroner hver, og de var alle sammen helt ovenud glade. Der er allerede nogle af dem, der har taget en ferietur sydpå – men det havde de vist nok bestemt sig for allerede inden gevinsten, lyder det fra den heldige vinder.

Selv vil manden bruge pengene på at få malet huset, men ellers er der ikke planlagt den helt store indkøbstur.

- Vi er gode, gamle jyder, og den slags smider ikke rundt om sig med pengene. Men hvis vi lige mangler noget, så kan vi jo forsøde vores tilværelse ved bare at købe det, lyder det fra vinderen.