DM i Skills: Lav en scoremiddag
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Lav en scoremiddag på tre retter. Sådan lyder en af opgaverne for 22-årige Joakim Høj fra Aalborg, der i weekenden deltager i DM i Skills i København.
Joakim Høj bliver udlært gourmetslagter til november.
Han har i tre år været i lære i slagterafdelingen hos Meny i Skalborg.
Mens Joakim Høj gik på Tech College i Aalborg, deltog han i skolemesterskabet og blev nummer to.
Det betød, at han blev udtaget til at repræsentere Tech College til DM i Skills der afvikles fredag samt lørdag og søndag i Bella Center i København.
Slagtermester hos Meny i Skalborg, Thor Bak har været Joakim Højs mentor og træner op til konkurrencen.
Det er ikke helt tilfældigt, at det netop er Joakim der er blevet udtaget, Thor Bak går nemlig meget op i udviklingen af sine elever, derfor er der ansat hele ni af slagsen hos Meny i Skalborg.
- Joakim er meget moden, og enorm kreativ, så han kommer helt sikkert til at klare sig godt ved mesterskaberne, siger en synlig stolt læremester.
Joakim Høj pakker onsdag morgen bilen med lokale råvarer, som han tager med hjemmefra butikken i Skalborg.
Med sig har han blandt andet, en hjemmelavet rødbedesaft, hjemmelavede ristede løg, og andre lokale ingredienser, som Joakim Høj skal bruge til de mange forskellige retter, som han skal fremvise for dommerne i København.
Mest af alt glæder Joakim Høj sig dog til at lave den treretters "scoremiddag" som en af opgaverne lyder på.
Han har øvet sig hjemme hos kæresten i Aalborg, der er blevet forkælet lidt ekstra den seneste tid.
Joakim Højs bud på en scoremiddag anno 2020:
Forret: Laksetatar på færøsk laks med citronpeber og frisk fennikel salat - toppet med ærteskud og estragonolie.
Hovedret: Årstidens grøntsager, rødbede, kartoffel, løg og rosenkål ovnstegt med timian, serveret på en jordskokkepuré med svampe. Hertil en krogmodnet skaftkotelet fra Friland og en skarp portvinsglace.
Dessert: Klassisk Créme Brulée serveret med rørsukker og friske bær.