Mistede sit arbejde: Ditte får selvtillid og fællesskab med Startblokken
Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord
Nyt initiativ mellem kommuner og sportsforeninger skal hjælpe unge med at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Da 27-årige Ditte Glitfeldt Hjørringgaard mistede sit arbejde hos en bager, fordi den lukkede, stod hun uden noget at lave.
I samråd med sin rådgiver blev de enige om, at det var en god idé for hende at komme ud til det nye initiativ, Startblokken i AaB.
Initiativet skal hjælpe unge med at finde styrke i fællesskabet og få en større tro på sig selv og egne evner. Blandt andet med forskellige arbejdsopgaver i klubben. I øjeblikket er 15 unge med.
For Ditte Glitfeldt Hjørringgaard betyder det, at hun nu hjælper til i AaBs køkken.
- Det er rigtig fedt. Det er dejligt at have en god chef, der hjælper én med ting og sager, man ellers ikke kunne have styr på, fortæller hun.
Du kan se hele indslaget her:
Meget mere end en støvet boldklub
Søren Søndergaard Jacobsen er brobygger på Startblokken, der sammen med de unge skal skabe de bedste rammer for at hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet.
- Derfor laver vi individuelle planer sammen med de unge samtidig med, at de bliver en del af et fællesskab, fortæller han.
For fællesskabet kan skabe flere muligheder, end man lige går og tror. Det overraskede i hvert fald Nicklas Bailey Lundenstuffregen, der også er en del af Startblokken.
- Jeg havde bare troet, at jeg skulle ud til en støvet boldklub. Jeg tænkte bare, "hvad er det her for noget?". Der fandt jeg så ud af, at der var helt støvet af. Der sker mange ting, og det bliver bare ved med at åbne sig op, konstaterer han.
Resultater uden for banen
Ifølge Søren Søndergaard Jacobsen kan sportsklubber noget helt særligt, fordi de har erfaring med at flytte og motivere mennesker.
- Det er vigtigt for os. Fodbold, det er her og nu. Og det er videre til næste kamp. Det er også rigtig fedt. Vi er også interesseret i at skabe resultater uden for banen, siger han.
På den korte tid praktikforløbet har varet, har Ditte Glitfeldt Hjørringgaard mærket en udvikling, og hendes øjne er også begyndt at være rettet mod fremtiden.
- Jeg er ikke helt målrettet eller sikker på det endnu. Men noget med økonomi kunne jeg godt tænke mig, slutter hun.