Direktørens store beslutning: Henrik Sørensen sælger livsværk til amerikansk kapitalfond
Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord
Direktør for Desmi, Henrik Sørensen, sælger nu virksomheden efter at have ejet størstedelen af den i 17 år.
Henrik Sørensen skiller sig af med Nørresundby-virksomheden på Desmi, som han har ejet størstedelen af siden 2003.
I 2003 købte den succesrige nordjyske erhvervsmand Henrik Sørensen sig ind i pumpevirksomheden Desmi og gjorde virksomheden til både en millionforretning og sit livsværk.
Nu giver han nøglerne videre.
- En virksomhed som Desmi har man jo kun til låns, sagde Henrik Sørensen til TV2 Nord tilbage i februar, hvor han for første gang overvejede at overdrage forretningen.
En af landets ældste
Desmi er en af Danmarks ældste virksomheder med næsten 190 år på bagen. Dengang hed det Henning Smiths Jernstøveri og solgte blandt andet kirkeklokker og kakkelovne.
I dag udvikler, fremstiller, sælger og servicerer Desmi pumper, pumpesystemer og miljøudstyr til hele verden, og den er blevet til en kæmpe aktiemajoritet med hovedsæde i Nørresundby.
I 2021 omsatte Desmi for rundt regnet 1,3 milliarder kronger og tjente næsten 100 millioner kroner efter skat. Under Henrik Sørensens ejer- og lederskab har indtjeningen flere år været endnu højere.
Det er den amerikanske kapitalfond One Equity Partners (OEP), der overtager 75 procent af Desmi, mens Henrik Sørensen og finansdirektør Jan Thaarup beholder de resterende 25 procent.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelse onsdag.
OM DESMI A/S
- Pumpeleverandør med hovedsæde i Nørresundby.
- Sælger pumpeløsninger til skibs- og offshoreindustrien på de globale markeder.
- Desmi har 1.000 medarbejdere på verdensplan.
- Der findes afdelinger på alle kontinenter - undtagen Australien.
- Ifølge Børsen vil Desmis regnskab for 2019 ende på en omsætning på 1,6 milliarder kroner og et overskud efter skat på over 200 millioner kroner.
- Virksomheden blev stiftet i 1834 i Aalborg af Henning Smith under navnet De Smithske.
- Det er selskabets mission at udvikle, fremstille, sælge og servicere pumper og pumpesystemer, miljøudstyr og løsninger, som er relateret til disse områder.
- I DESMI er de mest væsentlige forretningssegmenter Marine & Offshore, Industri, Olieopsamling, Forsvar, og Forsyning.
Kilde: Desmi
Gør det ikke for pengene
- Der er mange følelser involveret i det her, men jeg har overvejet det længe og finder det rigtigt - både for virksomheden, for medarbejderne og for at sikre en fremtidigt godt ejerskab, som kan videreudvikle selskabet, lød det fra Henrik Sørensen, der i dag ejer 80 procrent af Desmi.
Salgsprisen offentliggøres ikke, men det er tidligere blevet anslået, at Desmi er op mod tre milliarder kroner værd. Det betyder, at salget af livshandlen sandsynligvis gør Henrik Sørensen til en af Nordjyllands rigeste.
Men selv om de økonomiske rygter er astronomisk store - at Henrik Sørensen står til at blive milliardær på salget - så er det ikke pengene, der fylder for nordjyden.
- Jeg ser meget gerne Desmi som en platform, der bliver bygget videre på - for at sikre selskabets selvstændige fremtid, siger han - og udpensler sine visioner for sit livsværk.
- Den skal gerne leve videre i mange generationer.
Selv om Henrik Sørensen om kort tid skal give 'sin baby' videre, betyder det langt fra, at han kommer til at kede sig.
Den succesfulde erhvervsmand har både forskellige bestyrelsesposter og nye spirrende idéer til projekter om maritime pumpeanlæg, samtidig med at han er i færd med at opkøbe ny jord for at skabe et endnu større landbrug end det, han allerede driver.
Se interviewet med Henrik Sørensen tilbage fra februar 2020, hvor han første gang luftede idéen om at sælge hans livsværk: