Direktør forsvarer fyring af piloter i konflikt - kalder krav "urealistiske"
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Piloternes fagforening, FPU, kalder North Flyings fyring af deres ni lovligt strejkende piloter for "uanstændig" og "respektløs".
Siden 16. august har piloterne nedlagt arbejdet og nægtet at flyve firmaets otte fly, for at kæmpe for bedre løn -og arbejdsvilkår.
- Da der ikke er sket nogle tilnærmelser eller indikationer på tilnærmelser, har vi valgt at bruge rettigheden til at fraskrive os overeenkomsten, siger Bjarne Jakobsen, administrerende direktør i North Flying.
Det betyder, at piloterne er afskediget fra torsdag morgen. Direktøren skal dog konferere med "nogle jurister", før han kan gå nærmere ind i, hvordan det konkret kommer til at foregå.
Forbundssekretær fra FPU, Kasper Svendsen, kalder det "respektløst, at selskabet kvitterer ved at undergrave den danske model og flygte fra en overenskomst på den her måde."
Men det er slet ikke tilfældet, lyder det fra Bjarne Jakobsen.
- Nej, vi flygter ikke fra overenskomsten. Men vi er nødt til at frigøre os for, at selskabet kan komme videre. Vi har tilbudt piloterne samme lønstigning som vores øvrige personalegrupper (administration og flyteknikere rec.), men vi bliver mødt med krav, der er så urealistiske, at selskabet ikke på nogen måde kan honorere dem, siger han og fortsætter:
- De piloter, der er utilfredse med at være i North Flying, må vi sige farvel til, og så må vi finde nogle nye, der gerne vil være her. Vi har heldigvis en håndfuld loyale piloter, der fortsætter med at flyve.
North Flying, der tilbyder udlejning af privatfly, ambulancefly og fragtflyvning, har stadig fløjet hver dag, men med "reduceret produktion".
Fra FPUs side lyder der også en kritik af, at North Flying hele tiden har ønsket dette udfald. Men det afviser direktøren også:
- Det har været vores ønske hele tiden at få en overenskomst. Men jeg kan ikke give mere løn, end selskabet kan bære. Jeg er ikke sat ind som direktør for at afvikle selskabet. Så kan man diskutere, hvem det er, der er uanstændige.