Direkte teater fra nordjysk højhus
Alle har en historie. Både højhus og beboere.
Lørdag har Aalborg Teater premiere på endnu et nyt stykke. Det har teatret haft tusindvis af gange gennem årene, men denne gang sker der noget nyt.
Stykket "Livet" foregår i en boligblok i Aalborg, bliver streamet direkte på nettet og eneste medvirkende er en enkelt skuespiller og seks helt almindelige nordjyder.
- Jeg har sindssygt mange forventninger. Først og fremmest glæder jeg mig vildt meget til at se det, siger Kristoffer Lundberg til TV2 Nord, mens han er på besøg i en af de fem lejligheder, hvor stykket skal foregå.
- Det er jo ikke uvant for mig, at noget er live, men der er ekstremt mange tilfældigheder og ting, jeg ikke kan styre i den her forestilling, som jeg glæder mig vildt meget til at opdage.
- Man får mulighed for at se, hvad der udspiller sig sådan en helt almindelig lørdag aften i en bygning
Kristoffer Lundberg, instruktør, "Livet"
Teaterstykket hedder "Livet", og det foregår i højhuset i Magisterparken i Aalborg. Handlingen foregår i seks lejligheder, og Aalborg Teaters Lars Topp Thomsen er eneste skuespiller sammen med beboerne i de seks lejligheder, der alle har meldt sig frivilligt til at deltage.
Unikt indblik
- Vi er jo ekstremt optaget af almindeligheder, vi er ekstremt optaget af reality-tv, vi er ekstremt optaget af hverdagen, og her får man et ret unikt indblik, forklarer Kristoffer Lundberg og fortsætter:
- Man får lige mulighed for at se, hvad der udspiller sig sådan en helt almindelig lørdag aften i en bygning.
På 12. sal er Kirsten og Ole Jacobsen nogle af dem, der har sagt ja til at gøre deres lejlighed til scene for et teaterstykke.
- Det er jo altid spændende og noget nyt. Man skal jo prøve noget nyt, eller så ved man jo ikke, hvad det er, smiler Kirsten Jacobsen.
Oplevelse fra 2. verdenskrig
Hendes mand Ole Jacobsen er en af dem, der skal fortælle om en oplevelse, han havde, da han var barn. Han var nemlig som 10-årig passager i et tog fra Randers til Aalborg, som blev bombesprængt af terrororganisationen Petergruppen under 2. Verdenskrig.
- Der var anbragt to bomber, og i den ene vogn, blev der dræbt ti mennesker og såret 50 ret alvorligt. Den bombe vi sad oven på eller ved siden af, den sprang ikke, fordi Ib Nedermark Hansen (medlem af Petergruppen. red.) havde trukket tændsatsen ud af bomben, fordi han havde set, der var nogle børn i toget, så kunne han ikke få sig til at udløse bomben, fortæller Ole Jacobsen og fortsætter:
- Det var sådan en oplevelse, hvor man med årene på runde dage har tænkt, at den ville man ikke have fået, hvis bomben var blevet sprængt, siger Ole Jacobsen.
Se med på teatrets hjemmeside
Livet har premiere i morgen aften klokken 20.00 på Aalborg Teaters hjemmeside. Det er gratis at se med, og stykket spiller fire gange i løbet af den næste uge.
- Jeg håber, at man ser den her forestilling, og kan gå ud i sin egen verden og se på de bygninger, der omkranser det sted, man nu engang bor. Få en fornemmelse af, at der befinder sig ekstremt meget liv bag alle de her mursten, i stedet for at se dem som de her hårde skaller, slutter instruktør Kristoffer Lundberg.