Diannie går kun i bad to gange om ugen for at spare på elregningen
Der bliver ikke tændt for varmen hos Diannie.
Diannie er chokeret over torsdagens elpriser. Og hun er ikke den eneste.
Hvis nogle vil have aftensmad efter 17, så hedder det rugbrød. Sådan er én af de drastiske metoder, Diannie Tekin har indført i lejligheden i Nørresundby for at spare på strømmen.
Her bor hun med sine to voksne børn. Og da hun så torsdagens elpriser på op til 10,34 kroner per kilowattime i sin app, blev hun noget chokeret.
- Det er helt ude af proportioner, siger hun og fortsætter:
- Jeg er på variabel el og bruger slet ikke strømmen, når den er dyr.
Etagevask og tidlig aftensmad
Det er muligt, fordi alt i hjemmet indrettes efter elpriserne. Diannie har ikke opvaskemaskine, hun vasker kun tøj om lørdagen og laver aftensmad mellem klokken 15. og 15.30. Allersenest 17.
Og så går hun kun i bad to gange om ugen - ellers hedder det etagevask resten af tiden. Det kræver nemlig el at varme vandet op.
- Det gælder ikke børnene. De er vokset op i en anden tid, så det ville tage livet af dem, griner Diannie Tekin, der er på førtidspension og derfor har lettere ved at flytte sit elforbrug til de billige timer.
El-tips
Hold snor i dine opladninger.
Trådløs opladning kræver op til 50 procent mere strøm end opladning med et kabel.Fnug i filteret øger forbruget.
Hvis dit filter i tørretumbleren er fyldt med fnug, kan det øge forbruget med over 10 procent på grund af den forlængede tørretid. En anden vane er at centrifugere tøjet først. Tørrer du tøj ved 1.600 omdrejninger frem for 1.000 omdrejninger tre gange om ugen, kan du årligt spare 140 kWh. Det svarer til cirka 770 kroner.Overvej hvordan du streamer film og serier.
Du kan spare helt op til 95 procent strøm, hvis du streamer via et Chromecast eller Apple TV i stedet for PlayStation eller Xbox.Tjek fryser og køleskab.
Dit strømforbrug stiger med 5 procent for hver grad, temperaturen falder i dit køleskab eller fryser. Den helt balance mellem holdbar mad og et fornuftigt strømforbrug er 5°C i køleskabet og -18°C i fryseren.Mindre kogevand
Skal du spare ekstra, når du koger vand, kan et låg på gryden desuden strømforbruget. Og ved at bruge mindre vand at koge i, kan du spare hele 30 procent hver gang, du forbereder dine måltider på et elektrisk komfur.
Flytter forbruget
Men Diannie er langt fra den eneste. Susan Knøs fra Aalborg er også på en variabel elaftale og forsøger desperat at skære helt ned på elforbruget.
- Vi har råd til det nu, men hvis priserne bliver ved med at være så høje, bliver økonomien ikke ved med at være god, siger hun og fortsætter:
- Vi tænker i forvejen meget over vores forbrug og sidder hjemme i en mørklagt lejlighed med stearinlys tændt. Det er jo også begrænset, hvor meget man kan spare. Vi skal jo også leve og være til.
Susan Knøs bliver derfor vred over elpriserne.
- Det kan ikke være rigtigt, at prisen skal være så høj. Det lugter af grådighed!
Hun og hendes partner har dog ingen børn og kan derfor ligesom førtidspensionist Diannie Tekin sætte forbruget ned i den dyre time mellem 17 og 18.
Men det kan Anja Guldbæk fra Vadum ikke. Her bor de to voksne og deres 12-årige datter i et rækkehus. De har også valgt en timeafregnet elaftale.
- Jeg tjekker hver dag, hvordan strømmen er, og planlægger, hvad vi skal derefter.
Familien har elbil, som lader om natten, når strømmen er billig. Ellers kan gasgrillen også tages i brug.
Men der er stadig vaskemaskine, tørretumbler, komfur og ovn, der sluger strøm.
Dog er der allerede udsigt til bedring i de kommende dage. Det lover Mads Brøgger, direktør for Norlys Energi:
- Jo mere af forbruget man kan skubbe til i nat eller i morgen, des bedre. I løbet af natten falder elprisen, og også i de kommende dage, siger han.