Nordjyske Frida nåede helt til Nato: - Det var surrealistisk

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det var en konkurrence om at få et kunstværk opført i anledningen af fredsalliancens 75-årige jubilæum, der tog Frida Stiil Viums kunst til nye højder.

Frida Stiil Vium.

Måske kender du allerede den 27-årige kunstner fra Aalborg, der har lavet talrige værker rundt om i hele Nordjylland. Men nu kan hun altså også skrive 'fremvist kunstværk hos verdens stærkeste fredsalliance' på sit allerede store CV.

- Jeg opdagede konkurrencen i en af de mange fora, som jeg er en del af. Der var mange, der skrev, at de synes, jeg skulle stille op med et værk, fortæller Frida Stiil Vium.

Frida Stiil Vium måtte indsætte skitsen på en gavl via et redigeringsprogram, så jurien kunne se det i sin helhed. Foto: Frida Stiil Vium

Selvom det kunne være en stor mulighed, så brugte hun lang tid på at overveje, om det mon var noget, hun skulle. Men da hun havde mærket efter længe nok (frem til dagen før deadline), fik hun produceret en masse skitser, som ikke føltes helt rigtige.

- Jeg havde en idé om, at jeg ville lave noget, som jeg troede, de ville have. Men da jeg mærkede efter, skrottede jeg det hele og fik produceret noget, der mindede mere om mig, lyder det.

Se hele indslaget med Frida Stiil Vium her:

Set af Det Hvide Hus

Frida Stiil Vium turde ikke tro på, at hun faktisk ville nå langt i konkurrencen, og da slet ikke blive en finalist, men sådan skulle det alligevel gå.

- Det ender faktisk med, at jeg først bliver gjort opmærksom på, at jeg var i top ti og det, synes jeg, var surrealistisk, lyder det.

Der gik ikke længe, før hun fik at vide, at hendes kunstværk skulle forbi Det Hvide Hus under voteringen, og her fik hun så svar tilbage, at hun var kommet i top fem.

- Ligemeget om jeg så vandt eller ej, ville jeg blive udstillet hos Nato til ferniseringen af det vindende kunstværk, fortæller hun og fortsætter:

- Så det er jeg selvfølgelig meget stolt af.

Se Fridas værk, 'Allied Wings', udstillet hos Nato her:

Frida Stiil Viums værk udstillet i NATO. Langt størstedelen af Fridas værker bliver skabt med grafiti. Video: Frida Stiil Vium

Frida Stiil Vium endte i top fem, men det var et andet kunstværk, der løb med sejren.

Fra Nato til Nørresundby

Selvom det er fedt at blive set ude i den store verden, sætter Frida Stiil Vium pris på, at hun får mulighed for at lave så meget, som hun gør i det nordjyske. Senest har hun produceret et kæmpe vægmaleri i Skansen i Nørresundby.

- Det hedder 'Guardian of the Ocean' (Havets Beskytter, red.), og er inspireret af alt det plastik, der desværre ender i havene, lyder det fra den unge kunstner.

Frida Stiil Vium har også lavet endnu et værk i Skansen, hvor der ses fisk og andre havdyr.

Om lidt skal spraydåserne også frem igen. For Frida Stiil Viums næste projekt tager hende til Støvring, hvor hun skal udsmykke en ny børnehave.

- Det glæder jeg mig rigtig meget til, slutter kunstneren.


Voldsomme prisstigninger vækker harme: - Kan ikke acceptere det

Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det bliver væsentlig dyrere at holde varmen i Brovst næste år.

- Alt i alt 45 procent i 2025. Det er lige rigeligt, synes jeg.

Sådan lyder det fra Palle Winther, der er vicevært hos Herremagasinet i Brovst.

- På nuværende tidspunkt betaler vi 42.000 kroner for hele bygningen og så med 45 procent, kommer vi op på cirka 60.000 kroner, forklarer viceværten.

Det forventes, at den årlige varmeregning stiger med lidt mere end 5.500 kroner, og det var ikke ligefrem den julenyhed, befolkningen i Brovst havde set frem til.

- Det var ikke lige den bedste julehilsen, siger Susanne Philipsen.

- Jeg tænker, at det er frygtelig mange penge, vi skal stige. I hvert fald for en pensionist, tilføjer Kirja Jensen.

Brovst Fjernvarme skrev 16. december på sin hjemmeside, at prisstigningerne skyldes underskud gennem flere år.

Se indslaget herunder:

- Ingen har hørt noget

De borgere, TV2 Nord har talt med, har ikke fået personlig besked om prisstigningerne, men opdagede det i stedet på Facebook 1. juledag.

- Det er meget mærkeligt. Mystisk. Det burde de jo informere om. Det er trods alt en meget høj prisstigning, lyder det fra Susanne Philipsen.

- Jeg synes, det er sådan lidt bondefangeri. Det er sådan, at det skulle ties i ihjel, og at man ikke måtte se den her prisstigning, kommer kritikken fra Palle Winther.

Allerede 1. januar vil der være en stigning på 10 procent, og de sidste 35 procent bliver fra 1. april.

En væsentlig prisstigning er på 10 procent eller derover, og sådanne prisstigninger skal varsles senest tre måneder før prisstigningens ikrafttræden, fremgår det af vejledningen i varmeforsyningsloven.

- Det er ikke fordi, jeg ikke har tjekket min e-boks. Der er ikke kommet noget som helst. Så sent som for en halv time siden snakkede jeg med vores lokale ejendomsmægler, og han havde heller ikke hørt noget. Der er ikke nogen, der har hørt noget, forklarer viceværten Palle Winther.

- At der er en prisstigning på 45 procent, kan jeg nok ikke gøre noget ved uanset hvad, men måden, de gør det på, kan jeg ikke acceptere, slutter han.

Formand: Kan kun beklage

Den nyvalgte formand for Brovst Fjernvarme, Jens L. Rasmussen, skriver blandt andet i et svar til TV2 Nord:

'Brovst Fjernvarmes aktuelle situation kræver handling. Gennem flere år med underdækning har vi været for optimistiske ifm. budgetlægningen for de efterfølgende år, hvor det ikke er lykkedes at indhente tidligere års underdækning.'

 Hvordan kan et underskud for 2024 først blive opdaget sidst på året?

'2024 startede med en overført underdækning på ca. DKK 4 mio. fra 2023, hvorfor udfordringen var bekendt. Denne udfordring medførte en prisstigning pr. 2024 fra kr. 600,00 til kr. 725,00 inkl. moms pr. MWh. Ønsket om yderligere overblik og en optimisme omkring, at 2024 kunne bidrage i en positiv retning, fik os til at vente med at reagere  fm. budgetlægningen for 2025.'

Hvorfor først meldt ud til brugerne d. 16. december?

'Den 16. december ’24 blev varsling om prisstigningerne lagt op på Brovst Fjernvarmes hjemmeside. For at sikre samme information til ALLE forbrugere, blev informationen samtidigt formidlet via e-Boks, hvilken information der var forbrugerne i hænde tirsdag den 24. december ’24.'

Der kommer så yderligere en stigning på ca. 35 procent per 1. april (her er varslingen overholdt). Kan I forstå at forbrugerne undrer sig over, at I ikke bare sender dem en mail med informationen? 

'Vi er af den opfattelse, - at varslingen ER overholdt i begge tilfælde. Ingen i regi af Brovst Fjernvarme er stolte over situationen. Vi har været for optimistiske og nogen kan med rette sige naive. Ønsket og troen på, at prisudviklingen havde udviklet sig i en gunstig retning har hidtil vægtet mere end konsekvensen der nu er iværksat gennem den store prisstigning, - hvilket vi alle med ansvar for Brovst Fjernvarme skal beklage.'


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Sebastiaans varmeregning er steget med 60 procent på grund af boligforeningens nye løsning.

Det er i disse tider, at varmeregninger for mange brager afsted, og det havde Sebastiaan Schlappi fra Aalborg ellers forsøgt at imødekomme.

- Jeg har investeret i sådan nogle termostater. Hvis jeg skruer op for varmen, så er der en timer på, så den automatisk skruer ned, når temperaturen er, som den skal være, siger Sebastiaan Schlappi.

Men den løsning har vist sig at være penge lige ud ad vinduet.

For det boligselskab, som hans lejlighed tilhører, Plusbolig, har valgt at koble opgangen, som han bor i, sammen med naboejendommen, som Plusbolig også ejer. Det betyder, at han nu er med til at betale naboernes regning.

- Jeg føler mig dum, fordi jeg har gjort mig så umage med at prøve at gøre noget ved det her. Det er jo meningen, vi skal omstille os og blive grønnere. Alt det jeg har sparet, bliver udvisket med én varmeopgørelse, fortæller han.

Ifølge hans egne beregninger har det betydet en merudgift på varmeregningen på hele 2500 kroner det seneste år.

Se indslaget her:

En dyr omgang

Det er knap 75 øre mere per enhed, som beboere i Sebastiaan Schlappis opgang nu skal betale, men praksissen med at lave et fælles varmeregnskab for en boligafdeling, er ikke ulovlig.

'Det er helt almindelig procedure at lave et samlet forbrugsregnskab for en boligafdeling, og så giver det samtidig en administrationsmæssig tidsbesparelse', lyder det i et skriftligt svar fra PlusBoligs direktør, Mette Bach Kjær.

Stigningen svarer til knap 60 procent af den vante regning for Sebastian Schlappi, men for naboblokken sparer de rent faktisk penge ved Plusboligs nye ordning - og det burde være ulovligt, mener Sebastiaan Schlappi.

- Man mister gennemsigtigheden i, hvad ens eget forbrug har været, fordi man er med til at betale for andre, der bruger mere. Så enhver gevinst, man måtte have lavet ved selv at tage en ekstra trøje på, kan være ligegyldigt, slutter han.


Helle har skaffet millioner: Nu kan kongevilla i Skagen blive renoveret

Helle Stenbakken står i spidsen for renoveringsprojektet af den gamle kongevilla i Skagen.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Helle Stenbakken er forstander på Klitgården Refugium og står I spidsen for den store restaureringsplan for den gamle kongevilla.

Klitgården Refugium var Kong Christian X’s gamle sommerbolig i Skagen og dermed en vigtig kulturarv for Skagen.

Stedet kan nu fremtidssikres takket være donationer fra fonde på I alt 13,5 millioner kroner.

Den store renovering sættes i gang i Skagen til april.

- Her kan du også se, hvordan vinduerne trænger, siger Helle Stenbakken, som viser nogle af de steder på den mere end 100 år gamle bygning, hvor den hårde vejr ved Skagen har sat sine aftryk på huset.

Klitgården er tegnet af den kendte arkitekt Ulrik Plesner og opført i 1914. Den mere end 100 år gamle gule villa i første klitrække fungerede i mange år som privat feriebolig for Kong Christian X og Dronning Alexandrine.

- Sådan en væg får en masse vind og vand, siger Helle Stenbakken som står ved væggen, som ligger få meter fra havet.

En del af Skagens DNA

Det store projekt med at skaffe fondsmidler til restaureringsarbejdet startede for mere end 2 år siden.

- Det er en del af Skagens DNA at kongevilla er placeret her og det er også vigtigt for Danmark, fordi vi har så mange gæster fra hele Danmark som kommer og har mulighed for at opleve det her unikke sted, siger Helle Stenbakken.

Intet er overladt til tilfældighederne i det store projekt.

- Vi har farvekonservator til at hjælpe med at finde ud af, hvad var de oprindelige farver var både ude og inde, for der er ingen tvivl om, at de farver der er malet nu ikke nødvendigvis, er de rigtige farver, siger Helle Stenbakken.

Kongens soveværelse er nu arbejdsværelse

Den gamle villa fungerer i dag som refugium og giver arbejdsro til kunstnere, forskere, forfattere og andre, der har brug for fokuseret tid til at arbejde på et projekt.

- Det her er Kongens sovegemak, forklarer Helle Stenbakken.

Værelset som hun viser frem er placeret på 1. sal i villa med altan direkte ud til havet.

- Jeg forstiller mig at der her stod en stor kongelig seng. Nu er det arbejdsværelse og mødelokale, siger hun.

Kongens altan er mærket af alderen og ikke mindst det barske klima ved havet. Jernet som bærer altanen, er under nedbrydning, og skal derfor renoveres og sikres.

- Det er meget tydeligt, at der simpelthen er rust, og der er jo nedbrydelse i gang her. Især i det ene hjørne ruster det. Det er graverende og arkitekten har også set rust i armeringen, siger hun.

Kongens sommerhus solgt i 1997

Stedet var indtil 1997 I kongefamiliens eje. Her solgte arveprins Knud og prinsesse Caroline Mathilde ejendommen til Klitgården Fonden, som stod bag den seneste restaurering for 25 år siden.

- Nogle af klinkerne er begyndt at forvitrer. Det er sandsynligvis fugt, som gør at de forvitrer og de drysser af, siger Helle Stenbakken.

Kongevillaen er I dag fredet kulturarv og ligger på en 18 hektar stor og fredet grund med udsigt til på den ene side den tilsandede kirke og havet på den anden side.

Derfor skal alt restaureringsarbejdet også nøje godkendes.

- Bygningsfredningsloven siger, at det skal gøres på en bestemt made. Det er bestemt håndværker, man skal bruge, og man skal genbruge alt hvad man overhovedet kan i sådan en restaurering, siger hun.

Det er kun anden gang på mere end 100 år at kongevillaen skal gennemgå i så omfattende restaurering.

- Det er meget vigtigt, for Klitgården er en kulturarv for os alle sammen og de mange gæster som besøger Klitgården, og jeg er bare så glad for, at vi sikrer så vigtig en kulturarv her i Skagen, siger hun.

Restaureringen begynder 1. april og vil strække sig over 7 måneder, og i den periode vil stedet være lukket.


Påvirket i retten: 22-årig varetægtsfængslet for manddrab efter knivstik i halsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det var en tydeligt påvirket 22-årig mand, der fredag sad til Grundlovsforhør i retten i Aalborg, efter han torsdag aften blev anholdt for et blodigt knivstikkeri på Langelandsgade i Aalborg.

Her fandt politiet en 30-årig mand, der måtte hastes til sygehuset, hvor han senere blev erklæret død.

Tre mænd blev efterfølgende anholdt i forbindelse med efterforskningen, og nu er den 22-årige mand sigtet for manddrab efter straffelovens §237.

TV2 Nord har været til stede i retten i Aalborg, hvor Grundlovsforhøret er afsluttet.

Her blev den 22-årige mand ført ind i retten iført mørkt tøj, kinasko og et fikseringsbælte. Han har under grundlovsforhøret virket påvirket. Han har både væltet et glas vand ud over det hele, ligesom han har virket rundt på gulvet, fortæller TV2 Nords journalist.

Stukket adskillige gange

I retten er det kommet frem, at ofret blev stukket i halsen, ryggen og i maverregionen med adskillige knivstik. Ofrets far har desuden ønsket navneforbud af hans søn, men det blev ikke imødekommet.

TV2 Nord nævner dog hverken navnet på ofret eller den sigtede.

Den 22-årig mand nægter sig skyldig. Efter den indledende del af grundlovsforhøret er dørene blevet lukket af hensyn til den videre efterforskning.

Retten har afgjort, at den sigtede varetægtsfængsles i fire uger.


Det er Scooby-Doo på steroider: Nordjyske spøgelser jages af teenagere

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Med inspiration fra blandt andet 'Stranger Things' er en ny spøgelsesjæger-gruppe i Nordjylland snart på vej ud i nordjydernes bogreoler.

Er der nogen?

Det har du måske selv sagt på vej ind i et mørkt lokale om natten.

Men det er også titlen på TV2 Nords populære spøgelsesjæger-program med spøgelsesjægeren Mikkel Egelund i front - og det program får snart en "forløber".

En ny bogserie med titlen Nøjeren er nemlig på vej, som fortæller den fiktive historie om en ung spøgelsesjæger-gruppe. Den 14-årige teenager Mikkel Egelund møder et tvillingepar på en umiddelbart kedelig sommerferie til historiske steder, men udvikler sig til spøgelseseventyr og løsning af mysterier på blandt Børglum og Bratskov. Sammen vil de finde det endegyldige bevis på, at der findes spøgelser.

- Det er Scooby-Doo på steroider, lyder det fra Mikkel Egelund, som sammen med LG Jensen har skrevet bøgerne.

Det univers bøgerne finder sted i er inspireret af blandt andet de klassiske ungdomseventyr Stranger Things, E.T., The Goonies og De 5.

- Man kan forvente mystik, gys og grin, siger Mikkel Egelund.

Alle de spøgelser, du møder i Nøjeren-bøgeren, findes i virkeligheden. Vi giver dem bare ekstra liv.

Mikkel Egelund, medforfatter, Nøjeren-bogserien.

Mikkel Egelund har haft mange gæster med på spøgelsesjagt i serien "Er der nogen?". Jesper Sørensen fik her en dosis uhygge.

Gør det kedelige spændende

I bøgerne fokuseres der også på historieformidling, men med kreativ frihed.

- Der er masser af historie gemt i de her bøger. Det er fiktion, men spøgelserne og mysterierne er som udgangspunkt bygget på rigtige historier fra forskellige tidspunkter i danmarkshistorien, fortæller medforfatteren Mikkel Egelund.

Ifølge Mikkel Egelund har netop spøgelseshistorier en fantastisk evne til at virkeliggøre historien for en målgruppe, som måske ikke synes historie er så spændende, idet historien herved personificeres.

- For eksempel er Børglum Kloster et gammelt munkekloster. Hvis du er tolv år, lyder det virkelig kedeligt. Men når man så får at vide, at der er et spøgelse, der hedder "Den løbende munk", så er det med til at gøre historien levende og virkelig. Hvorfor løber munken, og hvad er det han løber fra? Og bum, så har vi lige pludseligt et mysterium, som gør det spændende, lyder det fra Mikkel Egelund.

Foto: LG Jensen

En af bøgerne finde sted på Børglum Kloster og omhandler mystik i kælderen.

- Der er en masse myter om kælderen. Man ved, hvor indgangen til den har været, men man har aldrig rigtigt været dernede i moderne tid. Vi ved ikke, hvad den indeholder i dag. Det giver mig og medforfatteren LG Jensen en kæmpe kreative frihed, fordi så kan vi jo få lov at finde på, hvad der foregår dernede, udtrykker han.

En bog kan andet end en skærm

- Når man sidder med en bog, så sker der noget andet. Ikke at TV er dårligt, TV er fantastisk, men der sker noget andet. Man bliver opslugt og forsvinder ind i anden verden på en anden måde, end man gør på en skærm, mener Mikkel Egelund.

Med bøgerne vil Mikkel Egelund prøve at give sit indspark til at skabe noget læseglæde og læselyst for børn, der måske ikke finder det spændende, ligesom han selv ikke gjorde som barn.

- Jeg var selv en af de knejter i klassen, som havde meget svært ved at komme i gang med at læse, fordi jeg ikke syntes, jeg kunne finde noget, der var spændende nok, fortæller han.

Udover de fysiske bøger vil der også udkomme lydbøger og undervisningsmateriale dertil til brug på skoler i dansk og historie.

To års arbejde kulminerer til foråret og i løbet af 2025 udkommer i alt tre bøger. Afhængigt af salget er der planer om i alt ni bøger i serien.