Stjernekoks kæmpe projekt: - Det hidtil største
Gourmetrestauratøren Michael 'Miv' Pedersen har kastet sig ud i sit livs største projekt.
30 overnatningshytter og 500 kvadratmeter restaurant. Det er, hvad den michelin-anbefalede kok og restauratør Michael 'Miv' Pedersen har kastet sig ud i.
- Det er vores største projekt hidtil, forklarer Michael Pedersen.
Målet er, at restauranten og de 30 hytter ved Aalborg Lystbådehavn skal danne rammen om alt fra private fester til fællesspisning, musikevents og weekendophold.
- Vi har omkring 100 ideer på tegnebrættet lige nu. Nogle kommer vi til at føre ud i livet allerede næste år, og nogle har lidt længere udsigter. Det er vildt spændende, og jeg tror virkelig på, at det her kan noget, siger kokken.
Allerede i begyndelsen af det nye år forventer han at have en køreplan klar for 2025. En plan, der byder på et væld af forskellige arrangementer.
- Drømmen er at lave alt fra kokkeskoler for børn til grillaftener, fællesspisning for ældre, gastronomiske weekendophold og små koncerter. Og så selvfølgelig private arrangementer som bryllupper, komfirmationer og private-dining events, forklarer Michael Pedersen.
Men inden drømmene kan blive til virkelighed, skal der styr på det praktiske.
Trækket i arbejdstøjet
Både restauranten og overnatningshytterne på Skydebanevej 50 står der allerede. Men begge dele trænger til en kærlig hand for at leve op til Michael Pedersens ambitioner og standard.
- Hytterne blev bygget dengang, man stadig måtte side derinde og ryge, og de har ikke ændret sig meget siden dengang. Lidt det same kan man sige med restauranten. Den fungerer, men den skal opdateres for at passe til vores visioner.
Så kokken er i den grad trukket i arbejdstøjet. Henover efteråret har han sammen med andre gode krafter været i gang med at vaske de første hitter rene, grunde dem og male dem. Snart kommer de nye gulve, og så er hytterne klar til at blive indrettet. I hvert fald de første af dem.
- Vi tager det i etaper. Vi har snart været igennem de første fem. Så er der bare 25 tilbage, siger Michael Pedersen og fortsætter:
- Men jeg synes, det er en fed proces. Ellers havde jeg ikke gjort det. Så selvom det er hårdt arbejde, og vi skal gøre meget af det selv, tror jeg på, at det bliver det værd.
Målet er, at hytterne er klar til at modtage gæster i foråret næste år.
Plan for fremtiden
Udover det store istandsættelsesprojekt i Aalborg Vestby driver Michael Pedersen den michelin-anbefalede restaurant Tabu i byens midte, Restaurant Glashuset i Lønstrup og i sensommeren i år sagde han ja til at drive Restaurant Kallehavegaard også.
Men det var tilsyneladende ikke projekter nok. Kokken og familiefaren mente, at der var plads til lidt flere. Og der er en mening med galskaben.
- Jeg tænker, at det nye projekt symboliserer fremtiden for mig. Jeg bliver nok ikke ved med at stå i et servicekøkken og være væk seks aftener om ugen. Men her kan jeg i højere grad selv bestemme, hvad og hvornår, siger Michael Pedersen.
Og det er der brug for, hvis livet skal gå op - også udenfor arbejdet.
- Vi har små børn derhjemme. Det betyder, at jeg er nødt til at tænke anderledes, og der tror jeg, at det her er en måde at få det hele til at spille sammen.