Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Hel by vågnede op uden strøm – dét var årsagen

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

De sidste kunder fik strømmen tilbage efter to timer.

Slukkede lygtepæle, lyssignaler – og ingen strøm i hjemmene. Det var, hvad borgerne i Hjørring i morges kunne stå op til.

For Nord Energi, der forsyner byen med strøm, var ramt af et nedbrud.

- Det er jo bare rigtig træls. Og så lige i myldretiden. Det er virkelig ikke noget, vi bryder os om, lyder det fra Magnus Hansen, der er direktør i Nord Energi.

Ifølge direktøren var der sket en kabelfejl i Hjørring midtby tidligt i morges. 745 husstande var ramt. Årsagen til fejlen er endnu ikke fundet.

Men det kan skyldes et gravearbejde i nærheden, fortæller han.

- Højspændingsfejl kommer som regel, hvis nogle graver tæt på. Men kablet er cirka en kilometer langt, så derfor er det lidt svært at finde ud af, præcist hvad der er sket, fortæller Magnus Hansen.

Strømmen forsvandt torsdag morgen klokken 6.22. De første kunder fik strømmen tilbage efter en halv time. De sidste måtte dog vente lidt længere og fik først strøm igen to timer efter.

Ifølge Magnus Hansen skulle fejlen nu være bragt i orden. Men han opfordrer kunder til at tilmelde sig deres sms-service.

- Folk bør gå ind og tilmelde sig på vores hjemmeside, for når der sker noget som det her, så kan de hurtigt finde ud af hvad, hvornår og hvordan. Og det kan forhåbentlig give lidt ro i maven, siger han.


Borgmestre i opråb: Skolerne skal være mobilfri

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Telefonerne og sociale medier skal være fortid i folkeskolerne, hvis det står til Socialdemokratiske Borgmestre.

Flere og flere unge bliver afhængige af telefonerne, og det har en række negative konskvenser til følge. Derfor vil fire Socialdemokratiske borgmestre samt en kandidat nu tage tyren ved hornene og gøre folkeskolerne til et fristed.

Det gjorde de klart i en kronik, der blev bragt i Politiken. Her opridsede de en række anbefalinger, som skal hjælpe med netop dette.

En af initiativtagerne er Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen.

- Vi håber på at rejse en debat om, hvordan vores unge mennesker og vores børn bruger deres skærm, siger han.

Flere folkeskoler har dog allerede på eget initiativ lavet regler på området. De er så at sige på forkant med politikerne. En af de skoler, der allerede har indført restriktioner for skærmforbruget, er Gl. Lindholm Skole i Nørresundby.

- Der er ingen tvivl om, at ved at de ikke har mobiltelefonerne, så er der grobund for at de lærer mere i timen, fortæller afdelingsleder på Gl. Lindholm Skole Paw Jensen.

Fakta om anbefalingerne fra borgmestrene

De fire borgmestre der er afsender på kroniken er:

  • Anders Winnerskjold, Borgmeser i Aarhus.

  • Peter Rahbæk Juhl, Borgmester i Odense.

  • Lasse Frimand-Jensen, Borgmester i Aalborg.

  • Michael Vindfelt, Borgmester på Frederiksberg.

Pernille rosenkrantz-Theil er som overborgmesterkandidat i København også medunderskriver.

Anbefalingerne er følgende:

  • Mobilfri skoler, SFO´er og fritidsklubber.

  • Firewalls, så der er begrænset søgemulighed på skolernes internet.

  • Skærmfri rum.

  • Faste drøftelser om børnenes skærmbrug til forældremøderne.

Ingen skærm, fuld forståelse

På Lindholm skole er reglerne forskellige alt efter, hvilket klassetrin man er på. Fra syvende klasse og ned er skolen totalt mobilfri, mens det for ottende- og niendeklasserne kun er forbeholdt undervisningen at være mobilfri.

- Unge i vores alder bruger deres telefoner meget, måske også for meget. Jeg prøver selv at begrænse det lidt, så jeg synes, det er fint, sådan lyder det fra niendeklasse eleven Luis Jensen.

Skolekameraten Rafael er enig.

- Det har den fordel, at man faktisk prøver at lære noget. For der er mange, der kigger på deres telefon i timerne.

Rafel og Luis går i hver deres niende klasse på Lindholm Skole

Anbefalingerne fra borgmestrene møder altså opbakning fra både afdelingleder og eleverne på Gl. Lindholm Skole.

Men det er ikke meningen, at det skal trækkes ned over hovedet på nogen. Anbefalingerne skal tage udgangspunkt i ´følg-eller-forklar` princippet. Det betyder, at man kan undlade at følge anbefalingerne, hvis man som skole kan forklare, hvorfor man ikke ønsker det.

Paw Jensen er ellers ikke negativt indstillet overfor nye krav.

- Vi vil arbejde ind i det. Er der nogen, der siger, vi skal gøre det, så gør vi det også, fortæller Paw Jensen.

Afdelingsleder på Gl. Lindholm Skole.

Det er dog ikke lang tid siden, en anden Socialdemokrat raslede med sablen overfor unges skærmbrug i folkeskolen. Det var i start-2024, da Børne- og Undervisningsministeren Mathias Tesfaye opfrodrede de danske unge til at kysse mere med hinanden fremfor at være på telefonerne. Nu prøver Socialdemokraterne så igen.

Anbefalingerne bliver først implementeret i landets fire største kommuner, hendholdsvis København, Aarhus, Aalborg og Odense. Men målet er, at anbefalingerne skal gælde i hele Danmark. Frederiksberg Kommune har allerede implementeret anbefalingerne.


GoCollective får uventet hjælp: Midtjyske Jernbaner skal køre på Thybanen

Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Midtjyske Jernbaner lejer tre togsæt ud til CoCollective, der er udfordret på materielsiden.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Tre togsæt fra Midtjyske Jernbaner skal fra 1. marts køre for GoCollective på strækningen fra Struer og Thisted.

Materielproblemer har længe været en udfordring for GoCollective. Men nu får selskabet hjælp fra en uventet kant.

Midtjyske Jernbaner lejer, foreløbig, tre togsæt ud til GoCollective på Thybanen, når der fra 1. marts skal laves sporarbejde på strækningen mellem Holstebro og Skjern.

- Vi har arbejdet i nogle måneder på en løsning, hvor vi stiller tre af vores Desiro-tog til rådighed for GoCollective. Aftalen omfatter også de lokomotivførere, som skal køre togene, fortæller driftschef Steven Diemar fra Midtjyske Jernbaner.

Ifølge driftschefen har Midtjyske Jernbaner i forvejen et godt samarbejde med GoCollective, og det er blandt andet den relation, der har dannet grundlag for aftalen.

- Vi må jo konstatere, at GoCollective er udfordret på materiel-siden. I den situation er det ikke uvæsentlig, at vi kan stille med tre togsæt, der kan løse opgaven med at køre mellem Struer og Thisted, fortsætter Steven Diemar.

Teknisk og sikkerhedsmæssigt er der ingen problemer i, at lade Midtjyske Jernbaners tog køre på strækningen. Dog har der været praktiske udfordringer, som nu er blevet løst.

- Blandt andet er vores lokomotivførere blevet uddannet til at køre på strækningen, som er anderledes end det de er vant til, siger Steven Diemar videre.

Sporarbejdet mellem Holstebro og Skjern forventes at være færdigt omkring 15. juli. Til den tid har Midtjyske Jernbaner fået batteritog, som skal afløse de dieseldrevne Desiro-tog.

- Vi vil dog ikke skille os af med Desiro-togene før vi er sikre på, at batteritogene kører som de skal, slutter driftschefen.

En del af den økonomiske aftale er, at salget af Midtjyske Jernbaners dieseltog skal finansiere driften af de nye batteritog. Og ifølge TV MIDTVESTS oplysninger står flere selskaber på spring for at købe togene, når de sættes til salg. 


Sagosen skifter til Aalborg med øjeblikkelig virkning

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Bagspilleren har tidligere repræsenteret Aalborg.

Aalborg Håndbold har købt den norske stjerne Sander Sagosen fri af Kolstad med øjeblikkelig virkning. Det skriver svenske Aftonbladet, og oplysningerne stemmer overens med dem, som TV 2 Sport er i besiddelse af.

Sagosen er således Aalborg-spiller fra dags dato og kan komme i aktion allerede lørdag, når Sønderjyske er modstanderen i Final4.

Rygterne om en mulig genforening mellem de to parter, som havde papirer på hinanden fra 2014 til 2017, har floreret længe.

Handlen skal ses i lyset af Aalborgs skadessituation. Venstrebacken Lukas Nilsson er skadet, mens bagspilleren Miguel Martins er suspenderet på grund af en igangværende dopingsag.

Aalborg Håndbold har offentliggjort, at de melder noget ud om en spillertilføjelse klokken 11.30 torsdag. Inden da har de ikke yderligere kommentarer.


Stak mand i brystet: Nu begynder opsigtvækkende drabssag

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

En 34-årig mand fra Frederikshavn er tiltalt for manddrab.

Torsdag begynder retssagen mod en 34-årig mand, der er tiltalt for at have slået en 36-årig mand ihjel i en lejlighed i Frederikshavn 22. april sidste år.

Den 34-årige er tiltalt for, med stor kraft, at have stukket manden i brystet med en stor kniv.

Det fremgår af anklageskriftet mod ham.

Læsionen som knivstikket efterlod, var så dyb, at den forårsagede skade på både hjerte, spiserør og en lunge, og dermed stod offerets liv ikke til at redde.

Foromtale af retssag

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Den eller de tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Erklæret død på stedet

Den 36-årige blev erklæret død på stedet, og politiet skred til anholdelse af den tiltalte, der befandt sig på adressen ved politiets ankomst.

Da efterforskningen stod på sidste forår, fortalte politiet, at de to mænd havde en relation til hinanden. De kendte hinanden, men de var ikke i familie, lød det.

Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvorledes den 34-årige forholder sig til tiltalen mod ham.