Dårligt arbejdsmiljø? Nej da, Kathrine må skam være ond helt indtil jul
Foto: Pressefoto Aalborg Teater
Den onde skurk giver den fuld gas i årets juleforestilling.
Chefen har sagt god for, at hun gør livet surt for kollegaerne.
Fru Buttenschøn hedder skurken. Den onde rige dame, der vil spolere børnenes jul.
Kvinden bag rollen i Aalborg Teaters nye juleforestilling, Det magiske tivoliteater, er skuespiller Kathrine Høj Andersen. Og det var måske ikke givet på forhånd.
I hvert fald sagde hendes chef følgende, da hun blev tilbudt rollen:
- Kan du spille ond, Kathrine?
Spørgsmålet var måske mest alt stillet for sjov. Selv er skuespilleren dog på ingen måde i tvivl. For svaret lød prompte:
- Ja det kan jeg. Det er faktisk det, jeg er bedst til, fortæller en grinende Kathrine Høj Andersen, skuespiller på Aalborg Teater.
Overfor den onde Fru Buttenchøn har vi drengen Luca, som spilles af Magnus Bruno. Han er den gode. Helten i stykket, der skal redde julen.
- Generelt så er min rolle Luca bare rigtig glad og sød, siger Magnus Bruno til TV2 Nord, da vi møder de to hovedrolleindehavere inden premieren på Aalborg Teater.
Se indslaget herunder:
En god og en ond. Skurken mod helten og ikke mindst børnenes kamp for ikke at få ødelagt julen. Alt er, som det plejer i årets juleforestilling med titlen Det magiske tivoliteater. Et stykke bygget på en norsk succesjulekalender af samme navn fra 2021. Sendt på dansk tv i 2023.
- Selvfølgelig ender det godt. Alle er glade, og julen kommer til Det magiske tivoliteater. Det tør vi godt sige her, smiler Magnus Bro.
Ikke bange for at ende som skurk
På scenen medvirker skuespillere, der er fra syv år og op til 70 år. Lige som alle andre juleforestillinger så skal man gerne gå fra forestillingen med en dejlig følelse i maven. Sådan skal det nemlig være på teatret op til jul.
- Julen er noget, vi fejrer sammen. Det er hjerternes tid. Det er en tid, hvor vi ser hinanden ind i øjnene og er glade for hinanden. Vi gør det så godt, vi kan for at andre mennesker også kan blive glade, forklarer instruktør Geir Sveaass.
Det hele ender selvfølgelig med, at helten hjulpet af både børn og voksne på scenen redder julen.
- Jeg vil godt love, at det bliver en god jul i år. Det bliver simpelthen bare fedt, siger skuespiller Kathrine Høj Andersen, inden hendes kollega følger op:
- Det bliver magisk, påpeger Magnus Bruno.
Stykkets skurk Kathrine Høj Andersen er ikke bange for at ende som andre skurke i danske julekalendere, der for altid bliver husket som den onde, der vil ødelægge julen.
- Det er jo det sjove ved børn. De kan som regel godt lide de onde. Så det er jeg ikke bange for, lyder det fra skuespilleren.
Det magiske tivoliteater har premiere lørdag 16. november. Forestillingen vises til og med 23. december på Aalborg Teater.