- Det er aldrig god timing: Sportchef reagerer på chokfyring
Beslutningen om fyringen blev truffet tirsdag morgen. Få timer inden næste opgør.
- Vores spillere er stagneret. Vi udvikler os ikke som hold i øjeblikket, og enkelte spillere har ikke præsteret som forventet.
Så klar er meldingen fra manden, der i dag trykkede på den røde knap og udløste chokket i den danske ishockeyverden:
Garth Murray, der har ført Aalborg Pirates til to mesterskaber og én pokaltitel, er blevet fyret som cheftræner.
- Det er altid trist at træffe sådan en beslutning, men nogle gange er det nødvendigt, uddyber Ronny Larsen, der er sportschef i Aalborg Pirates.
Den canadiske ishockeytræner har stået i spidsen for holdet siden 2019. Ifølge sportschefen kommer fyringen efter et tilbageblik på de seneste måneders præstation.
Aalborg Pirates er lige nu forsvarende mester, og fører aktuelt grundspillet i Metal Ligaen med otte point ned til Herning Blue Fox.
Men i weekenden led de et knæk. Topholdet røg ud af årets Final 4 efter et klart 3-0 nederlag til Rungsted Seier Capital.
- Det har intet med nederlaget i weekenden at gøre. Det er bare blevet tid til noget nyt luft, og timingen er aldrig god, fortæller Ronny Larsen.
Ikke godt nok
Det er især de seneste måneders spil, der har været grund til fyringen.
Sportschefen mener ikke, holdet har leveret godt nok.
- Vores spillere er stagneret. Vi udvikler os ikke som hold i øjeblikket, og enkelte spillere har ikke præsteret som forventet, forklarer han.
Der er omkring to måneder til slutspillet, men hvem der bliver den næste træner for piraterne, er stadig ikke helt på plads.
- Jeg håber ikke, der går længe, før vi kan melde noget ud. Jeg har en forventning om, at det bliver snart.
Men spillerne skal om få timer på isen igen.
For tirsdag aften møder de Odense Bulldogs på hjemmebane. Og her bliver det de to assistentrænere, Santeri Heiskanen og Kasper Knudsen, der skal lede holdet til sejr.