- Det bliver godt for alle, siger AaB-træner om sin afgang
Martí Cifuentes har valgt at takke ja til et nyt cheftrænerjob for den svenske klub Hammarby IF, og det, tror han, bliver det bedste for alle parter.
AaB-cheftræner Martí Cifuentes’ kontrakt stod egentlig først til at udløbe i juni 2023, men Hammarby IF fra Sverige har valgt at udløse en klausul i kontrakten og henter træneren til allerede 1. marts.
- Der kom en god mulighed for mig både professionelt og personligt, siger Martí Cifuentes til TV2 Nord.
- Det er en god afslutning - klubben får en solid pose penge til at blive ved med at udvikle, hvad vi har lavet det sidste år.
Havde en god tid
Den nu afgående træner i AaB lægger ikke skjul på, at han har haft en rigtig god tid i klubben.
Hele forløbet med klubskiftet har ifølge Martí Cifuentes været en ærlig proces, og han er taknemmelig for AaB’s forståelse for hans personlige situation.
- Jeg ekstremt taknemmelig og glad for spillerne, staben og bestyrelsen, og måske bliver der et kapitel to en dag, siger han.
Timing er svært i fodbold
AaB tager på træningslejr om et par dage med henblik på at forberede sig på første turneringskamp i det nye år, når de gæster FC Midtjylland.
Derfor skal der inden da findes en ny træner til mandskabet, og timingen kunne have været bedre.
- Det er altid svært at kontrollere timing i fodbold, men vi havde en ærlig proces om interesse fra andre klubber, siger Martí Cifuentes til TV2 Nord.
- Jeg er sikker på, at Inge André Olsen er en kompetent sportschef, og der er masser af kompentece i klubben til at tage sig situationen, så jeg er sikker på, at holdet vil blive ved med at præstere, og at det bliver godt for alle.
Sportschefen i AaB, Inge André Olsen, er også godt klar over, at timing er en svær størrelse i professionel fodbold.
- Timing er altid svær at styre i fodbold. Hvis der kommer en klub med mange penge på bordet, så forsvinder spilleren, og sådan er det også med trænere, siger Inge André Olsen til TV2 Nord.
Spillertruppen var glad for Martí
Det er ikke kun fans og ledelse i AaB, der snart skal vænne sig til en ny mand på sidelinjen. Også spillerne i AaB skal tage afsked med en træner, de har været glade for.
- Umiddelbart er jeg ærgerlig over det, siger AaB-vicekaptajn Rasmus Thelander til TV2 Nord.
- Spillertruppen har været glad for Martí. Vi har taget nogle gode skridt under ham, og vi havde set frem til den sidste halvsæson under ham.
Rasmus Thelander har tiltro til, at klubben nu finder en ny, dygtig afløser til jobbet, og så skal der ellers bygges videre på det fundament, der er blevet skabt det sidste års tid under Martí Cifuentes.
- Er det ikke altid dårlig timing i fodbold, omvendt kan man sige, at vi er i pre-season, hvor klubben har tid til at finde en afløser, siger Rasmus Thelander.
Randers-træner nævnes
Benarbejdet til en ny træner er gjort i AaB. Da man skulle afløse Jacob Friis, lavede klubben et stort arbejde, som de nu har tænkt sig at tage et kig på igen.
Ifølge sportschef Inge André Olsen er der lige nu fire-fem kandidater i spil til jobbet som cheftræner for AaB.
- Først og fremmest vil vi hyre en dansk træner, hvis vi finder en, som, vi tror på, kan tage det videre. Det ville være det bedste, siger Inge André Olsen til TV2 Nord.
- Det ville være det nemmeste for os, for holdet og kendskab til Superligaen.
Randers FC's sportsdirektør Søren Pedersen bekræftede tidligere i januar over for Randers Amtsavis, at AaB viser interesse for klubbens træner Thomas Thomasberg
- Jeg ved, at der er interesse fra AaB for Thomasberg, men derudover er der ikke så meget, jeg kan tilføje på nuværende tidspunkt. Der er ingen forhandlinger med AaB, sagde Søren Pedersen til Randers Amtsavis.