Derfor dukkede Mette Frederiksen pludselig op midt i kolonihave-drama

Mette Frederiksen svarer på, hvorfor hun valgte at besøge den berygtede haveforening i Aalborg, og hvem hun selv holder med i programmerne.

Hvorfor skal hun ud i sådan en bette kolonihave, når hele verden venter på hende?

Jens B. Jensen, haveejer i Jørgen Bertelsens Minde

Der blev både pudset vinduer, arrangeret citronvand og hejst dannebrog, da statsminister Mette Frederiksen i september sidste år valgte at aflægge den berømte haveforeningen fra ‘Balladen om kolonihaven’ et besøg.  

- Det skal jo se lidt pænt ud, når grevinden kommer, fortalte Kjeld Sørensen, der normalt går under navnet ‘Fjolle’, mens han pudsede husets vinduer i sin sædvanlige mundering.  

- Hvad skal hun herude? 

Haveforeningens omdiskuterede formand, Finn Lund Nyby, var også spændt på at møde dagens gæst.  

Tre kvarter før statsministerens ankomst sad han parat ved havebordet med citrusvand og vandglas på bordet.

Finn Lund Nyby sidder klar til Mette Frederiksens besøg i sin kolonihave i Jørgen Bertelsens Minde. Foto: TV 2

- Det er ikke hver dag, at man sidder sammen med statsministeren, sagde han forventningsfuldt inden besøget, og da to sorte BMW'er rullede ind mellem de lige høje hække, kunne han da også godt “mærke sommerfuglene i maven”.  

Det var dog ikke alle haveejerne, der var lige imponerede over det fornemme visit fra Christiansborg. 

Haveejeren Jens B. Jensen kunne absolut ikke se nogen grund til alt det ståhej.  

- Jeg kan ikke se, hvad hun skal herude. Jeg troede, at hun havde meget andet at lave. Hvorfor skal hun herud i sådan en bette kolonihave, når hele verden venter på hende? 

Hvis idé var besøget?

Det har TV 2 spurgt statsministeren om i anledningen af, at besøget i dag bliver vist i dokumentarserien ‘Balladen om kolonihaven’. 

Statsminister Mette Frederiksen svarede i Spejlsalen på, hvorfor hun valgte at besøge kolonihaven i Aalborg. Foto: Kasper Søby

Hvorfor valgte du at besøge Haveforeningen Jørgen Bertelsens Minde sidste sommer?

- Først og fremmest fordi, at jeg synes, det er godt fjernsyn. Kolonihaverne har en særlig betydning for rigtig mange danskere. Men programmerne viser jo også noget om konflikter mellem mennesker, tendenser i tiden, og nogle situationer, som de fleste af os kan genkende. Så da jeg fik muligheden for at besøge dem, tænkte jeg – det bliver jeg nødt til.   

Hvis idé var det at besøge kolonihaven? 

- Det kan jeg simpelthen ikke huske. 

Et surrealistisk opkald 

Finn Lund Nyby er til gengæld ikke i tvivl om, hvem der tog initiativ til besøget.

Han forklarer i dokumentaren, at han pludselig modtog “et vigtigt opkald fra den øverste myndighed i Danmark”.  

- Det var jo så surrealistisk, at der er nogen, der ringer på vegne af en statsminister. Jeg kan ikke beskrive det faktisk. Hvem får lige en lille halv time med statsministeren? sagde formanden med stolthed i stemmen.  

- Jeg kan ikke beskrive, hvor stort det er, sagde Finn Lund Nyby efter opkaldet fra Statsministeriet. Foto: TV 2

Hvis man har set TV 2-dokumentaren, ved man, at der ikke skal ret meget til at skabe røre i kolonihaven, og statsministerens besøg var ingen undtagelse.  

- Der er jo nok nogen, der bliver lidt misundelige, sagde Finn Lund Nyby inden besøget.  

Timet og tilrettelagt

Formanden var på forhånd blevet bedt om at planlægge en tur rundt i foreningen, hvor Mette Frederiksen kunne hilse på nogle af de mest markante personligheder i programmerne. 

- Statsministeren har jo en bagkant, så der er ikke tid til at stoppe ved alle husene, forklarede Finn Lund Nyby.  

Den stramt tilrettelagte tur blev dog afbrudt flere gange undervejs af nysgerrige kolonister, der gerne lige ville have en snak og en selfie med statsministeren. 

Selfies til Mettes Instagram

Men det var ikke kun haveejerne, der skulle have selfies.  

Statsministeren fik også selv taget et billede sammen med Susanne og Kjeld Sørensen, som hun lagde ud på sin Instagram med ordene: Ingen ballade i kolonihaven i dag.  

Susanne Sørensen fik også flere skulderklap og krammere af statsministeren under det korte besøg, og det første Mette Frederiksen sagde til hende var:  

- Hold kæft, hvor er du god.  

Statsministerens heltinde 

Var der nogen i foreningen, som det var særligt vigtigt for dig at møde?

Det ved jeg ikke, om jeg vil sige. Det er klart, der er nogle personer, der fylder lidt mere, som jeg tænkte, at det kunne være sjovt at møde i virkeligheden.  

Hvordan var det at møde Susanne?

- Jeg synes jo lidt, at Susanne er helten i de her programmer. Mon ikke, at de fleste har haft en, de har heppet lidt ekstra på, og der er Susanne en af dem, jeg har heppet lidt ekstra på.  

Hvad er det, hun kan?

- Hun er en af de her lidt stille slidere, der forsøger at få alle brikkerne til at passe sammen på en lidt vanskelig spilleplade. Jeg har været med i utallige foreninger i mit liv og uden en Susanne, så kan tingene ikke fungere.   

Et velfortjent skulderklap

Kjeld ‘Fjolle’ Sørensen lagde godt mærke til, at statsministerens havde et godt øje til hans kone.  

Susanne og Kjeld Sørensen fik en smøg og en kop kaffe på terrassen ovenpå besøget. Foto: TV 2

- Hun var vild med dig, sagde han som det første til Susanne, da Mette Frederiksen havde forladt haven, og de to sammen fik sig en smøg på terrassen.  

- Ja, jeg fik mange krammere, mens hun var derinde. Det gjorde jeg, svarede Susanne Sørensen sin mand.   

Rystelser i statsministeriet

Finn Lund Nyby var også tilfreds med besøget. Han havde brugt tiden fornuftigt og udnyttet muligheden til at få talt med statsministeren om noget, der længe havde naget ham.  

Nemlig helårsbeboelse i kolonihaverne.  

Finn Lund Nyby så under rundvisningen sit snit til at forklare Mette Frederiksen, at det ikke burde være haveforeningernes ansvar at forhindre helårsbeboelse. Foto: TV 2

Han forklarede Mette Frederiksen, at de i bestyrelsen ikke har kunnet forhindre helårsbeboelse, selvom det er ulovligt, og Mette Frederiksen lovede ham at kigge på det.   

- Jeg er virkelig glad og stolt. At man kan frembringe noget, der giver rystelser selv hos en statsminister. Det, tror jeg, de fleste ville synes, var vigtigt, sagde formanden efter besøget.  

Du lover under dit besøg Finn Lund Nyby at kigge på haveforeningernes udfordringer med helårsbeboelse. Har du gjort det?

- Der er faktisk et arbejde i gang internt i regeringen. Reglerne skal jo overholdes, men om vi har ramt den rigtige balance i forhold til, hvor meget ansvar man pålægger bestyrelsen – det ved jeg ikke.

En generationskløft

Dagen efter besøget sagde du i din tale til Socialdemokratiets årsmøde at: “Haveforeningen fortæller mere om Danmark lige nu, end vi har lyst til.” Hvad mente du med det?

- I dokumentaren ser vi jo nogle af de konflikter, vi kender fra andre situationer: Hvor meget skal man bidrage til fællesskabet, før man kan få lov til trække på fællesskabets konto? Hvordan taler man om og til hinanden. Og så er der jo noget med generationerne. Jeg tror, at mange af dem, der har set programmerne, enten har holdt med de unge eller de gamle. 

Statsministeren havde håbet, at hun ikke skulle svare på, hvem hun holdt med i programmerne. Foto: Kasper Søby

Hvem holdt du selv med?

- Åh, jeg håbede ikke at få det spørgsmål. Men jeg vil sige, at i begyndelsen var jeg nok mest på nogle af de gamles side. Men som tingene udvikler sig, så bliver det jo lidt mere kompliceret. Ens fordomme bliver udfordret lidt undervejs, så dem, man holdt med i starten – dem kommer der lidt flere nuancer på. 

Hvis du selv havde en have i foreningen, hvordan ville den så se ud? 

- Jeg kan godt lide, at man gør sig umage med sin have, så den ville nok være lidt mere planlagt end vild med vilje.  

Og hvad med hækken? Ville du gerne kunne tale over hækken, eller ville du helst være i fred?

- Det kommer an på naboen.  


Families kat var væk i fem år, men så ringede et ukendt nummer

Foto: (Privatfoto)

Familien har aldrig glemt katten i alle de år, så lykken var stor ved genforeningen.

Tina Nyeland Hjorth var på arbejde torsdag, da et ukendt nummer ringede.

- Jeg tager den normalt ikke, når jeg ikke kender nummeret, forklarer hun.

Det samme nummer ringede dog igen to minutter efter, hvilket fik Tina Nyeland Hjorth til at tænke, at det nok var vigtigt. Derfor googlede hun nummeret, som viste, at det tilhørte Kattens Værn i Aalborg.

- Så kunne jeg bare mærke, at der var noget, så jeg skyndte mig at ringe tilbage, men telefonen var lukket, så jeg sendte en mail, forklarer hun.

I det samme, hun sendte mailen, kom der en mail fra Kattens Værn med teksten 'mangler du Tiger?'

- Så tænkte jeg bare: 'Ej det er ikke rigtigt'.

Forsvandt for over fem år siden

Tiger er nemlig familiens kat, som forsvandt tilbage i august 2019.

- Jeg havde Tigers mor, så hun er født hjemme ved os, forklarer Tina Nyeland Hjorth.

Tiger forsvandt fra familiens nye adresse i Jerslev, efter Tina og hendes søn havde været i sommerhus.

- Hun havde nået at være i det nye hus i en måneds tid, inden vi tog afsted. Naboerne passede hende, men hun forsvandt, forklarer Tina Nyeland Hjorth.

Siden har familien savnet og tænkt meget på deres elskede kat.

- Hver gang vi så opslag på Facebook og så videre, har vi skrevet og holdt øje, så hun har aldrig været glemt, forsikrer Tina Nyeland Hjorth.

Sådan så Tiger ud kort før, hun forvsnadt, tilbage i 2019.
Sådan så Tiger ud, da Tina hentede hende torsdag.

Tiger huskede godt Tina

Da Tina Nyeland Hjorth fik fri fra arbejde torsdag drønede hun afsted mod Kattens Værns internat.

- I telefonen havde de fortalt, at øremærket mindede om Tigers, og at hun var indleveret fra Jerslev, så jeg var næsten ikke i tvivl, selvom de næsten ikke troede på mig, da jeg sagde, det var fem år siden, vi mistede hende, griner hun.

Da Tina Nyeland Hjorth ankom og så Tiger var alt tvivl forduftet.

- Det var bare min kat, konstaterer hun.

- Jeg er heller ikke i tvivl om, at hun kunne kende mig, for hun spinnede, da jeg stak hånden ind til hende, og hun har altid været en lidt reserveret kat, tilføjer hun.

Så tænkte jeg bare; 'Ej det er ikke rigtigt'.

Tina Nyeland Hjorth

'Det er løgn'

Også Tinas søn kunne næste ikke tro, det var sandt, da hans mor ringede.

- Jeg spurgte, om han skulle have en god nyhed, hvilket han gerne ville. Så sagde jeg, at Tiger var kommet hjem, og så sagde han: 'Det er løgn', forklarer Tina Nyeland Hjorth.

- Det er så surrealistisk, og jeg har slet ikke kunnet være i mig selv hele dagen i dag (fredag, red.), tilføjer den lykkelige katteejer.

Hjemme i huset var der flere, der var nysgerrige på den nye beboer.

- Vi har to nye katte nu, som er meget nysgerrige, så de står og kigger på hende gennem glasdøren. De får ikke lov til at møde hende endnu, for hun skal først lige falde på plads og have ro, forklarer hun.


Hemmelighedsfuld melding fra Aalborg Karneval efter underskud

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Udgifterne er blevet større, og det kan ses på årsresultatet.

5000 færre solgte armbånd sammenlignet med året før.

Netop dét er en af grundene til, at Aalborg Karneval står med et underskud på 259.000 kroner for det seneste regnskabsår.

Prisen på armbåndene steg fra 2023 til 2024 med 65 kroner for at dække de øgede udgifter, som karnevallet har fået.

- Det er under halvdelen af vores gæster, som køber et armbånd, og derfor arbejder vi også på en ny armbåndsmodel, så der bliver skabt en anden forretning på det. Det er en fest i gaderne, og det skal det også være i Kildeparken, siger Jeanett Kaare, talsperson for Aalborg Karneval, som dog ikke vil ud med, hvad den nye armbåndsmodel skal indeholde.

Trods det svigtende armbåndssalg - og at karnevallet ikke længere får støtte fra Aalborg Kommune - havde karnevallet en rekordomsætning på 16,6 millioner kroner, hvilket altså ikke var helt nok til at dække udgifterne.

- Der er kommet større krav til sikkerhed, oprydning og bæredygtighed, som koster mange penge. Samtidig havde vi også børnekarnevallet, hvor 10.300 børn og forældre deltog, men det har påvirket resultatet. Vi er dog tilfredse med den fest, vi skabte, og det, som vi opnåede for børnene og de unge, siger Jeanett Kaare.

Usikker fremtid i Kildeparken

For Aalborg Karneval er underskuddet ikke tilfredsstillende, og derfor er der også fokus på at få etableret flere partnerskaber, som skal skabe en robust økonomi. Egenkapitalen er dog solid på nuværende tidspunkt, da den lyder på 7,7 millioner kroner.

- Hvis vi skal kunne fortsætte med at investere i og udvikle karnevallet, skal vi blive ved med at skabe partnerskaber. Vi tiltrækker mange studerende til Aalborg, og vil fortsætte med at holde en fest i gaderne og i Kildeparken, fortæller Jeanett Kaare.

Netop Kildeparken har der været en del debat om i forbindelse med Aalborg Karneval i et stykke tid. Der har i byrådet i Aalborg Kommune været snak om at frede parken og de store træer. Men en fredning vil sætte en stopper for karnevallet på pladsen.

- Vi har fået lovning på, at vi igen i 2025 kan afholde karnevallet med Kildeparken i brug, men ellers afventer vi lokalplanen hos kommunen nu. Kildeparken er selvfølgelig utrolig vigtig for os, og det vil da være den bedste julegave, at vi kan få en permanent aftale om brug af parken, slutter Jeanett Kaare.


Slog udenlandske kandidater: Ny direktør for Musikkens Hus

Foto: Pressefoto

Det er et velkendt ansigt, der bliver permanent direktør i Musikkens Hus.

Siden juni har Musikkens Hus været på jagt efter en ny permanent direktør, efter Lasse Rich Henningsen opsagde sin stilling efter 12 år på posten.

Dengang tog Rikke Mølgaard over som konstitueret chef, og her har hun tilsyneladende gjort det så godt, at hun nu bliver Lasse Rich Henningsens permanente afløser.

Det skriver Musikkens Hus i en pressemeddelelse.

- Vi har modtaget stor interesse for stillingen fra både ind- og udland, hvilket bekræfter os i, at Musikkens Hus er et anerkendt hus med international gennemslagskraft. Efter en grundig proces er det med stor glæde, at bestyrelserne i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester nu har indgået en aftale med Rikke Mølgaard som ny administrerende direktør, lyder det fra bestyrelsesformand i Musikkens Hus, Michael Slavensky Dahl.

Musikkens Hus tæller også Aalborg Symfoniorkester og Restaurant Fauna. Rikke Mølgaard har tidligere været produkt- og analysechef i Tivoli, har i en mangeårig periode arbejdet med udviklingen af Aalborg Lufthavn, været selvstændig konsulent og professionelt bestyrelsesmedlem, og siden november 2023 har hun været markering- og kommunikationsdirektør hos Musikkens Hus.

- Kunst og kultur er essentiel og skaber sammenhængskraft på tværs af hele samfundet. Det fællesskab, man oplever her, er livgivende. Sammen med mine dygtige kolleger i Musikkens Hus, Aalborg Symfoniorkester og Restaurant Fauna ser jeg meget frem til at berige vores gæster med nærværende oplevelser, som både kan underholde og bringe os tættere sammen i en travl hverdag, fortæller hun i pressemeddelelsen.

Da den daværende direktør Lasse Rich Henningsen stoppede, ville bestyrelsesformanden dog ikke snakke om den afgående direktør, som blandt andet 'ikke ønskede en afskedscermoni'.


Blodrøde tal hos skandalehavn: Minus på 340 millioner kroner

Stena Oil terminalen har mistet en kvart million i værdi

Efter flere måneders forsinkelse er regnskabet for den kriseramte havn i Frederikshavn Havn nu landet på politikernes bord.

Frederikshavn Havns gæld er galoperet i vejret med hele 283 millioner kroner i 2023, og på bundlinjen er der et minus på hele 340 millioner kroner.

Resultatet for 2023 betragtes som utilfredsstillende, og af regnskabet fremgår det, at havnens revisor Deloitte på baggrund af havnens økonomiske udfordringer har forestået en nedskrivning af værdierne for en række af havnens aktiver på i alt 330 millioner kroner.

Efter flere måneders forsinkelse er regnskabet for den kriseramte havn i Frederikshavn Havn nu landet på politikernes bord. Og det er med blodrøde tal på bundlinjen. Årets resultat er et minus på hele 340 millioner kroner.

Det drejer sig konkret om tre af Frederikshavn Havns store projekter, som revisoren ikke mener, har den værdi, som det har kostet at opføre dem.

- Olieterminalen er nedskrevet med 276,7 millioner kroner.

- Silohallerne er nedskrevet med 2,5 millioner kroner.

- M.A.R.S.-arealerne er nedskrevet med 50,8 millioner kroner.

Frederikshavn Kommunes borgmester Karsten Thomsen vil ikke kommentere regnskabet og det store underskud.

- Jeg har ingen kommentarer før efter økonomiudvalgsmødet, siger borgmesteren.

De blodrøde tal kan for en stor del henføres til olieterminalanlægget til Stena Oil, som i 2024 endelig blev taget i brug efter mere end tre års forsinkelse og et byggeprojekt, som løb løbsk. Det oprindelig budget var på 225 millioner kroner, men i august 2024 måtte politikerne i Frederikshavn Kommune godkende en endelig låneoptagelse på 493,5 millioner kroner og dermed en enorm overbelåning i forhold til det, som revisoren, med en nedskrivning af værdien på hele 276,7 millioner kroner, fastslår at anlægget er værd.

- Der er ingen tvivl om, at olieterminalen er overbelånt, men hvad ville alternativet være. Nu er den i gang, siger Peter Sørensen (UP), medlem af økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune.

Regnskabet bliver i næste uge forelagt økonomiudvalget. Peter Sørensen fortæller, at han allerede nu har en række afklarende spørgsmål til regnskabet, men han mener, at de store nedskrivninger er nødvendige.

- Umiddelbart tænker jeg, at det er fornuftigt at nedskrive værdien af de forskellige ting, så det afspejler den reelle værdi, siger han.

Regnskabet for 2023 er det sidste regnskab, som Frederikshavn Havn aflægger som kommunal selvstyrehavn. På grund af den hårdt pressede økonomi blev havnen 15. maj i år til en kommunal havn, og gælden på 1,732 milliarder kroner endte i kommunekassen, og i regnskabet fastslås det også, at havnens omsætning ikke er stor nok til at kunne servicere den store gæld.

Egenkapitalen i Frederikshavn Havn er reelt også væk. Den er i 2023 faldet med knap 400 millioner kroner og står opført til 55,8 millioner kroner, men den er reelt på minus 9,4 millioner kroner, da der er urealiserede sikringsinstrumenter på 65,2 millioner kroner.

Likviditeten i Frederikshavn Havn, det vil sige penge i kassen til at betale de daglige regninger, er i 2023 faldet med knap 36 millioner til at være på 2,5 millioner kroner, og det var netop den pressede likviditet, som har været årsag til, at Frederikshavn Havn og Frederikshavn Kommune gennem længere tid har forsøgt at finde kapitaltilførsel til havnen.


Airbnb-mareridt: Louises lejlighed rippet for op mod 250.000

Foto: (Privatfoto)

Louise Sloth Frandsens designermøbler er nu pist væk.

Louise Sloth Frandsen kom torsdag hjem til et vaskeægte mareridt.

- Jeg føler mig chokeret, knust og bange, konstaterer hun.

Hun havde udlejet sin lejlighed i Aalborg gennem Airbnb til et dansk par. Noget hun har gjort mange gange uden problemer. Torsdag blev hun dog mødt af en næsten tom lejlighed.

- De har stjålet for en værdi af omkring 250.000 kroner, forklarer Louise Sloth Frandsen.

Blandt andet havde det danske par taget Hans Wegner-spisebordsstole, designerlamper, tasker, alt køkken-service, sko, jakker, smykker, højtalere, og meget mere.

- Det er jo heldigvis døde ting, men det er jo ting, man har bygget op, pointerer hun.

Louise Sloth Frandsen elsker at rejse, og i den forbindelse lejer hun ofte sin lejlighed ud gennem Airbnb.

Den nylige oplevelse har dog sat dybe spor i hende.

Jeg havde snakket i telefon med dem inden, hvor de ringede fra et dansk nummer. Det nummer kan man dog ikke ringe til mere, og deres profil er slettet nu.

Louise Sloth Frandsen

'Jeg føler mig faktisk lidt hjemløs'

For ét er de mistede ting. Noget andet er oplevelsen.

- Jeg føler mig meget utryg, og jeg ved faktisk ikke, om jeg vil være tryg ved at være alene i boligen igen, konstaterer hun.

- Der er jo nogle mennesker, der har nøglen til min lejlighed, og selvom jeg har fået skiftet nøglen med det samme, så er det virkelig ubehageligt, for det kan jo være, de gerne vil komme igen og blive 'færdige', tilføjer hun og forklarer, at parret gerne ville have booket to nætter i lejligheden.

I øjeblikket bor Louise i et sommerhus, som hun har lejet resten af året, mens lejligheden i Aalborg er til salg.

- Men hvad der skal ske derefter, ved jeg jo ikke, og jeg frygter, at det her kan påvirke mit salg, siger Louise Sloth Frandsen.

- Jeg føler mig faktisk lidt hjemløs, tilføjer hun.

'Forstår ikke, det kan ske'

Louise Sloth Frandsen er i kontakt med Airbnb, som har sagt, de vil gøre alt for at hjælpe hende. Hun er dog uforstående overfor, hvordan sådan noget kan ske.

- Man skal oprette en profil på Airbnb, hvor jeg er ret sikker på, at man skal bruge id, og så skal de jo godkende en, så de har jo på en eller anden måde udgivet sig for at være nogle andre, konstaterer hun og tilføjer.

- Jeg havde snakket i telefon med dem inden, hvor de ringede fra et dansk nummer. Det nummer kan man dog ikke ringe til mere, og deres profil er nu slettet.

Efter hun havde låst sig ind i sin lejlighed igen med ekstranøglen og opdaget tyveriet, kontaktede hun straks Nordjyllands Politi, Airbnb og egen forsikring.

- Jeg er lidt utryg i forhold til at få erstatning, for min egen forsikring sagde med det samme, at de ikke dækker det, i og med jeg har givet dem en nøgle, forklarer Louise Sloth Frandsen.

Jeg føler mig ramt, for jeg har jo villet være et godt menneske, og jeg har troet på det bedste i folk.

Louise Sloth Frandsen

Spørger naboer om hjælp

Louise Sloth Frandsen har i forbindelse med oplevelsen delt et opslag på Facebook, hvori hun spørger naboer og andre aalborgensere, som har været i området, om hjælp.

'Er der mon nogle, som er kommet forbi i tidsrummet, som har set noget mistænkeligt, set nogle i eller ved lejligheden, eller lagt mærke til folk slæbe ting ud fra lejligheden/opgangen, så hører jeg meget gerne fra jer, står der i opslaget.

Samtidig håber Louise Sloth Frandsen, at der måske er nogle, der ved, om der er videoovervågning i området.

'Den mindste hjælp kan måske hjælpe mig, Airbnb eller politiet i denne kedelige situation'.

Opslaget er i skrivende stund delt 382 gange, mens flere hundrede har reageret på det.

Tyveriet betyder, at hun i fremtiden ikke ønsker at leje noget ud.