Demonstration i Aalborg: "Jeg håber, det hjælper"
Aida Manuchehri håber, at protesten i Aalborg er med til at gøre en forskel.
Igen i dag er der blevet demonstreret i Aalborg for iranske kvinders rettigheder.
FN´s Menneskerettighedsdag blev i dag markeret i Aalborg med en demonstration mod det iranske styres fremfærd efter drabet på en ung iransk kvinde.
Omkring 100 demonstranter, primært herboende Iranere, mødte op på Toldboplads i Aalborg, med det håb, at de kan påvirke begivenhederne i Iran.
- Der er blevet dræbt hundredvis af mennesker i Iran, så derfor er vi her i dag for at vise det til hele verden, og jeg håber det hjælper, siger Aida Manuchehri, der er herboende iraner.
En blandt mange protester
Urolighederne i Iran begyndte i september hvor en ung kvinde Jina Masha Amini blev dræbt af styret fordi hun ikke havde dækket sit hår til. Lige siden har der både været protester i Iran og herhjemme.
Nytter det overhovedet noget med en demonstration her i Aalborg?
- Selvfølgelig nytter det noget. Hvis det her var den eneste protest, der var i verden... Men det er jo en blandt mange. Så længe den her sitaution er der, så længe vil vi reagere på det her, lyder det fra Hans Hyttel fra Amnesty International, der er medarrangør.
Det er herboende Iranere, Amnesty International, Mellemfolkelig Samvirke, BUPL og Enhedslisten, der står bag demonstrationen.