De næste fire dage kan du se bevæbnet politi på gaden - men det er bare en øvelse
Foto: Michael Schmidt Thomsen
Arkivfoto
Nordjyllands Politis såkaldte reaktionspatrulje kommer de næste fire dage på hårdt arbejde.
Patruljen, som er en beredskabspatrulje med særlig uddannelse og udstyr, der kan indsættes med kort varsel, skal nemlig udsættes for fire dages træning og øvelse i og omkring Aalborg og Støvring - og patruljen kommer både til at køre udrykningskørsel og afgive skud med løs ammunition alle dagene.
- Vi håber på borgernes forståelse for de mindre gener, som øvelsen måtte give. Det er nemlig nødvendigt for os, at vi øver vores færdigheder og arbejdsmetoder i realistiske omgivelser. Det sikrer, at vi holder os skarpe, hvis det en dag skulle blive alvor, udtaler politikommissær Lau Larsen, der er leder af reaktionspatruljen og ansvarlig for den store øvelse.
Øvelse i fire dage
Reaktionspatruljens øvelse begynder mandag eftermiddag omkring klokken 14 og varer til torsdag. Alle dagene kan øvelserne fortsætte til ud på aftenen, men præcis hvor og hvornår, øvelserne kommer til at foregå, er det kun meget få, der ved på forhånd - og offentligheden får heller ikke noget at vide.
- Det er en del af øvelsen, at politifolkene ikke ved, hvor og hvornår de skal indsættes. Det bidrager til læringen, fortæller Lau Larsen.