Veteranhjem følger 'betændt' forhold tæt: - De har en agenda

Foto: TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Daglig leder på veteranhjemmet i Aalborg mener ikke, den amerikanske vicepræsident ved, hvad han udtaler sig om, når han kalder Danmark en 'dårlig allieret.'

- Der sidder pårørende til folk, der er døde og hører det her budskab. Det er helt utilstedeligt.

Sådan lød det onsdag fra veteran og rådgiver i Forsvaret, Barkan Smedstrup Christensen fra Saltum. Det er faldet ham for brystet, at den amerikanske vicepræsident J.D. Vance i et interview har kaldt Danmark en 'dårlig allieret,' fordi man ikke sådan uden videre er klar til at hejse Stars and stripes i Nuuk.

Der er mange amerikanere, der takker for mit opslag

Barkan Smedstrup Christensen, veteran, rådgiver i Forsvaret

På veteranhjemmet i Aalborg, hvor Flemming Agerskov er daglig leder, fylder det betændte forhold mellem Danmark og USA rigtig meget.

- Det er jo klart, at når man sidder derhjemme og tænker, at jeg har siddet sammen med drengene nede i sandkassen, jeg har blødt, jeg har svedt og kæmpet side om side med de her folk, og det er der, hvor jeg ser J.D. Vances udtalelse. Han ved ikke rigtig, hvad det er, han udtaler sig om, men de har en agenda omkring noget, de gerne vil prøve at presse igennem.

Se hele indslaget her.

Mere end 20.000 danske udsendte

Igennem sit arbejde har Flemming Agerskov daglig kontakt til store dele af det nordjyske veteranmiljø, hvor soldater er ærekære omkring deres samarbejde med amerikanerne.

- Nogle er jo voldsomt pikerede over udtalelsen, fordi de bliver beskyldt for at være dårlige allierede. Og de ser det jo ud fra deres eget synspunkt som soldater. Og det forstår jeg godt, siger den daglige leder og fortsætter:

- Her til morgen har vi haft morgenmad, og der har vi selvfølgelig talt om det.

Flere end 20.000 danske soldater har været udsendt til de amerikansk ledede krige i Irak og Afghanistan.

Faktisk er Danmark det land i koalitionen, der – målt på indbyggertal – har mistet flest soldater i kamphandlingerne.

Barkan Smedstrup har selv haft den store regnemaskine fremme. I et Facebookopslag, hvor han harcelerer over vicepræsidentudtalelserne, skrev han følgende:

'Vi er den nation i verden, der har mistet flest soldater i Afghanistan, når man kigger på vores befolkningsstørrelse. 3,8 soldater per en million indbygger.'

Opslaget har givet stor opbakning fra både danskere og amerikanere.

- Der er mange amerikanere, der takker for mit opslag og skriver, at de ikke deler Vances holdning, siger Barkan Smedstrup.

Danmark mistede 43 soldater som direkte følge af kamphandlinger i krigene. 37 faldne i Afghanistan og 6 faldne i Irak. Det fremgår af Forsvarsministeriets hjemmeside.


Direktør jubler: Bruger 30 millioner på ny indgang

Foto: Fårup Sommerland/Pressefoto

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det bliver en stor forandring, gæsterne kommer til at møde, når forlystelsesparken igen slår dørene op.

I 1975 åbnede Fårup Sommerland, som i år derfor kan fejre 50-års jubilæum.

Siden dengang er der sket store forandringer i forlystelsesparken, og i jubilæumsåret sker endnu en omfattende ændring af parken.

Denne gang er det indgangspartiet, som har fået en ordentlig tur - en makeover til hele 30 millioner, som torsdag blev markeret med et rejsegilde.

- Det er en stor dag i Fårup Sommerland, hvor vi kan markere rejsegildet på et helt nyt og komplet forvandlet indgangsområde, som vores gæster vil møde som det første, når de besøger Fårup i den nye sæson. Vi er nu så langt i processen, at man for alvor kan fornemme projektets omfang, siger Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland, i en pressemeddelelse.

I indgangen bliver der nye områder med butikker, café, eget ismejeri, et større udendørs torv, ny informationsbygning, trækvognudlejning og opgraderede toilet- og handicapfaciliteter.

Hele området bliver nu 2000 kvadratmeter stort, hvor der kommer op mod 700.000 gæster igennem hvert år.

Fårup Sommerland indleder sin sæson 14. april.

Foto: Fårup Sommerland/Pressefoto
Foto: Fårup Sommerland/Pressefoto
Foto: Fårup Sommerland/Pressefoto

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Daniel Lehmann har en klar vision for sin nye bar i Gaden. For det er tid til en forandring i Aalborgs festmekka.

Det er ikke en let opgave, at forandre kulturen i en gade.

Specielt ikke 'Gaden.'

Men det er netop, hvad Daniel Lehmann har sat sig for. Og hans nye bar Hops i Jomfru Ane Gade, er et skridt på vejen. Håber han.

- En gang var Gaden mere end et feststed for de helt unge. Men over tid, er det, hvad den er blevet til, og det er ærgerligt. For så lever den kun fredag og lørdag nat. Jeg vil gerne hæve standarden og gøre Gaden til et sted for et bredere publikum, siger Daniel Lehmann.

Han har flere steder i Gaden og kender de 150 meter indgående gennem mange år. Derfor ved han også, at drømmen om at trække et mere modent publikum i Gaden, ikke er lige til.

- Det er noget, vi har prøvet og snakket om i noget tid. Det er ikke slået igennem endnu, og forandringen kommer ikke til at ske hverken i morgen eller næste måned. Der skal et langt sejt træk til, siger Daniel Lehmann.

Alligevel er han mere fortrøstningsfuld, end han har været længe. For han fornemmer, at mange af Gadens aktører, nu deler den samme ambition.

- Jeg tror og håber på, at vi nu kan løfte i flok, og sammen lykkes med at gøre Jomfru Ane Gade til et sted, som flere kan se sig selv i.

En kæmpe investering

I mere end en måned har Daniel Lehmann knoklet på højtryk for at gøre Hops klar til åbningen fredag. En proces, der ikke er blevet gjort hverken nemmere eller billigere af, at han har store visioner for barens udseende. Gode sæder, pæne lamper, rigtigt træværk.

Men selvom det har været en kostelig affære, tror han på, at det er investeringen værd.

- Jeg kunne sagtens have valgt den billige løsning. Problemet med det er, at det hurtigt kommer til at se slidt ud, og det appellerer ikke til de mere voksne gæster. De vil gerne have nogle ordentlige rammer, og det forstår jeg godt. Det vil jeg også selv, siger han.

Og når han kigger på, hvorfor Jomfru Ane Gade er gået fra at være fuld af liv til at ligge død størstedelen af ugen, er rammerne netop en del af forklaringen. Derfor har det også været et meget bevidst valg, at bruge ekstra krudt på den del. En anden del er koncepterne.

- På et tidspunkt rykkede der nogle steder ind med koncepter, som i høj grad er målrettet de unge og som trak dem til. Det er fint, de unge må hjertens gerne være her. Men det har spredt sig mere og mere, og der har ikke været en modvægt.

Den modvægt ser han nu. Både med sit eget sted og med flere af de nye steder, som popper op.

- Med stedet her prøver jeg at lave et koncept, der hele vejen igennem er interessant for de lidt mere voksne gæster. Det er i alt fra indretningen til valget af bartendere til musikken og servicen. Hvis de unge vil feste med er det fint, men det er ikke dem, jeg aktivt prøver at ramme, siger Daniel Lehmann.

Kampen om kunderne

Samlet set håber Daniel Lehmann, at Gaden kan og vil forandre sig til glæde og gavn for både beværtninger og gæster. Men udviklingen er heller ikke uden bekymringer.

For som det er nu, kæmper de fleste af stederne i den lille gade om de samme gæster. En situation, som ikke er holdbar. Men ved at gøre Gaden mere divers, stiger mængden af konkurrenter også. For så er det pludselig steder i hele byen, de er oppe imod.

- Det er en kæmpe bekymring. Men jeg tror på, at der er gæster nok til det hele. Til både byens vinbarer og cocktails hos os. For det er forskellige fester, vi tilbyder, siger han.


Foto: Pressefoto

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Om et års tid står en række forhandlere af Ford og Hyundai ikke længere med forhandleraftaler.

Det kommer efter, at Nic. Christiansen Gruppen har opsagt aftalerne i store dele af landet.

Førhen har forhandlerne været fordelt på mange forskellige hænder, men i det nordjyske bliver det nu den familieejede virksomhed Brdr. Hosbond, der kommer til at stå med forhandleraftalerne, skriver nordjyderne i en pressemeddelelse.

- Vi kan bekræfte, at vi har indgået en aftale med importøren, som betyder, at vi fremover får ansvaret for forhandlingen af for Ford og Hyundai i Nordjylland.

- På nuværende tidspunkt kan vi ikke være mere konkrete om hvad der kommer til at ske, end at partnerskabet indebærer en væsentlig udvidelse af vores nuværende forretningsområde, siger driftsdirektør Mikkel Hosbond i pressemeddelelsen.

Færre forretninger

I dag har Brdr. Hosbond Ford-forretninger i Aalborg, Hjørring, Brønderslev og Frederikshavn, og det er en forventning fra direktøren, at den nye aftale betyder, at der skal ansættes nye medarbejdere i virksomheden.

- Men ellers har vi lige nu fokus rettet mod processen med at afdække de bedste samarbejdsmuligheder til forhandlernetværket, med henblik på at få etableret det optimale setup for både Ford og Hyundai i Nordjylland. Selv om der samlet set bliver færre udsalgssteder end der er i dag, så kan nordjyderne godt forvente, at både Ford og Hyundai bliver tilgængeligt i hele regionen, siger han.

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at grunden til, man laver nyt forhandlersetup, er, at man vil fremtidssikre forhandlernetværket, og at det skal ses som rettidig omhu, da branchen er under en stor transformation.

Det forventes, at de nye aftaler træder i kraft fra januar 2026.


Landin holdt ferie for første gang længe, men det kriblede i ham

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nu venter der målmanden og resten af Aalborg Håndbold et hårdt program.

Det er nok ikke gået nogles næse forbi, at det danske herrelandshold søndag vandt VM i håndbold for fjerde gang i streg.

Det gik i hvert i fald ikke den tidligere landsholdsmålmand Niklas Landins næse forbi, selvom han ikke var at finde på holdkortet i år. Han så nemlig sine tidligere - og nuværende - holdkammerater løfte det tunge guldtrofæ fra en helt ny position.

- Det var specielt, men det var helt okay. Da de kom til de afgørende kampe, så kriblede det lidt, forklarer han.

Se hele interviewet herunder:

Så på som tilskuere

Efter OL-triumfen i 2024, hvor det danske herrelandshold vandt guld efter at have besejret Tyskland, sluttede Niklas Landins landsholdskarriere nemlig, og derfor måtte han se VM-triumfen som tilskuer i stedet.

En af kampene så han også fra et sæde i Boxen i Herning sammen med over 10.000 andre.

- Der kommer en masse minder frem, når man ved, hvad de går igennem, og når man ved, hvor fedt det er til sidst, når man har klaret måneden. Men jeg er godt tilfreds med, at jeg har fået pustet ud og er klar mentalt til en ny halvsæson, forklarer Aalborg Håndbold-målmanden.

Det er nemlig længe siden, at Niklas Landin har prøvet at holde en halv måned fri fra håndbolden. Det prøvede han dog i år, mens landsholdet spillede VM.

- Vi har fået trænet godt, og jeg kan faktisk også godt lide den her halve måned, hvor man ikke skal tænke på en næste kamp, men hvor man i stedet bare kan give den gas og få lagt en masse fysik på, forklarer han.

Hårdt program forude

Nu venter der Aalborg Håndbold noget af en opgave, når der både skal spilles Final 4 i Santander Cup, flere Champions League-kampe blandt andet mod mægtige FC Barcelona, og vigtige kampe i ligaen.

Begyndende allerede mod BSH på lørdag, så der er ingen tid til guld-tømmermænd.

- Det er nogle sjove kampe at spille, og jeg ser frem til en masse store opgør, og så ved vi godt, at den slags kampe både kan være sjove og hårde, lyder det fra målmanden.


20-årig får forvaringsdom for besiddelse af børneporno

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Manden ankede dommen med påstand om frifindelse for de ting, han ikke erkendte.

En 20-årig mand er ved Retten i Hjørring 22. januar blevet idømt en forvaringsdom for blandt andet besiddelse af børneporno.

Det skriver Danmarks Domstole på sin hjemmeside.

Både i april og september måned 2023 blev den 20-årige afsløret i at besidde seksuelt materiale af personer under 18 år. Billederne med de mindreårige var såkaldt kategori 1 og 2 billeder, hvilket betyder, at nogle af dem var uden seksuel aktivitet (kategori 1), mens andre billeder var med seksuelt indhold (kategori 2).

Den 20-årige var også tiltalt for blandt andet et røveriforsøg i Brønderslev, som fandt sted 22. september 2023. Her forsøgte han at begå røveri med en skruetrækker. Han mislykkedes dog med sit foretagende, og personalet fik stoppet den 20-årige mand.

Overfald på fængselsbetjent

Men han var også tiltalt for trusler om vold, der blev fremsat på et botilbud i Vrå den 23. september 2023.

Her sagde den nu dømte til to pædagoger, at han havde lyst til at 'partere dem med en sav'. Herefter tog den 20-årige en sav frem og sagde til pædagogerne, at saven 'ville være perfekt til at skære halsen over på dem'.

Og det lader til, at den dømte har et problem med autoriteter. I hvert fald er han også dømt for at have overfaldet en fængselsbetjent med en kuglepen med et påsat barberblad.

I forbindelse med sagen er den 20-årige blevet mentalundersøgt, og Retslægerådet har i den forbindelse vurderet, at der er en nærliggende og væsentligt fare for andres liv, legeme, helbred og frihed på grund af risikoen for fremtidig kriminalitet.

Og for at forebygge fare for det blev der nedlagt påstand om forvaring, og et flertal i nævnetinget fulgte anbefalingen.

Et mindretal stemte for at idømme tiltalte en fængselsstraf eller en behandlingsdom, fordi den 20-årige kun var straffet en gang tidligere for et forhold, han begik, da han var 15.

Den dømte har anket dommen, fordi han vil frifindes for volden mod pædagogerne og overfaldet på fængselsbetjenten.