De er plaget af rotter og stinkende kloakker: - Nogle gange er man næsten grædefærdig

I Bislev har en gruppe borgere de sidste seks år kæmpet med generende kloaklugt. Kommunen har øget spuling af kloaker, men problemet bliver ved.

- Det er svært at beskrive, det er ikke en kloaklugt, som man sådan kender det, hvis ens vandlås er løbet tør. Det er altså det her surmælk, sådan en sødelig kvalm, meget, meget gennemtrængende lugt.

Sådan fortæller Anne Kjærsgaard Krogh, der er husejer i Bislev. Hun og en række af byens øvrige borgere har de seneste seks år kæmpet en kamp mod generende lugte og rotter. 

-  Her har man jo sat et dæksel i, der er huller i, så luften - det overtryk - det kan komme op lige her. Og der er godt nok sådan et kulfilter på, men det virker ikke, for det lugter stadigvæk, fortæller hun videre, mens hun viser rundt nær hendes hus. 

PH 040622 19 AT Rotter og kloaklugt Still1

For kloakdækslet ligger ovenpå en kloakledning, som halvdelen af byen er koblet på. 

En kloakledning, som de deler med Bislev Mejeri, og det giver i følge borgerne selv ekstreme lugtgener, fordi mælkefedtet aflejrer sig i røret, og sidder og rådner og sender lugten op i borgernes huse og haver.

Og det gør det næsten ulideligt for borgerne, lyder det.

- Skal du have gæster, og du kommer hjem, og det bare stinker, så er man næsten grædefærdig, siger Anne Kjærsgaard Krogh.

Se hele interviewet med Anne Kjærsgaard Krogh.

Kommunen spuler mere

Problemet opstod i følge borgergruppen i byen efter der blev lavet seperatkloakering i Bislev, og borgergruppen har både mødtes med Aalborg Forsyning og Aalborg Kommune, og sidstnævnte har oppet frekvensen af spulingen af kloakkerne, men lige lidt har det hjulpet.

Borgerne tror ikke, problemet bliver løst, før der laves en separate kloakledning til mejeriet, hvilket er en dyr løsning.

- Men det er også dyrt at have slamsugeren kørende her i Bislev med jævne mellemrum, siger Anne Kjærsgaard Krogh.

Men omvendt er det dyrt for borgerne at lade stå til.

- Det er skrækkeligt dyrt for os husejere. fordi vores huse jo bliver usælgelige og værdiløse, og det er til stor gene.


Seneste nyt

fra Nordjylland