Danseforestilling på hospice: - Jeg kom til at tænke på havet
Foto: Vibe Aagaard / TV2 Nord
I et nyt pilotprojekt undersøger Aalborg Universitet, hvordan dans påvirker patienter i sundhedssektoren. I dag betød det danseforestilling på Hospice vangen.
Stemningen blandt de fremmødte i fællesrummet på Hospice Vangen i Nørresundby er spændt helt frem til det sidste.
Det er første gang nogensinde, der skal være danseforestilling på hospicet, og der er ikke nogen, der ved, hvad de kan forvente sig af oplevelsen.
- Faktisk ved vi jo ikke en gang, om der er nogen af patienterne, der har energi eller lyst til at overvære det. Det kan komme meget an på dagsformen, siger Signe Lindstrøm, der arbejder som musikterapeut på Hospice Vangen.
Det er et vilkår, som både dansere og personale er indforstået med. Og det er også først til allersidst, da forestillingen skal til at begynde, at en patient indfinder sig i fællesrummet.
Det er 60-årige Karen Winther Kwiatkowski, der triller ind i fællesrummet i sin kørestol.
- Jeg ville da lige se, hvad det var for noget, siger hun og kører på plads, mens en sygeplejerske skænker hende et glas hvidvin.
Gymnastik for hjernen
Danseforestillingen er blevet til som et led i et nyt samarbejde mellem Aalborg Universitet, Holstebro Dansekompagni og dansefestivalen Dansekraft.
I løbet af projektet vil medarbejdere fra Aalborg Universitet undersøge, hvad dans kan gøre for syge mennesker.
- Dans kan gøre en glad. Med de rette mængder de rette steder og med den rette musik kan dansen have en positiv effekt på rigtig mange ting, siger Ditte Egholm, der er projektleder, og Videnskabelig Assistent ved Aalborg Universitet.
Tidligere på ugen havde de faciliteret dans på onkologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.
- Vi ved, at dans kan være gymnastik for hjernen, og denne form for moderne dans kræver ikke store, fysiske forudsætninger. Alle kan være med, hvis de vil, siger Ditte Egholm.
Hvis patienterne er i stand til det, må de meget gerne deltage i dansen.
Et møde mellem dans og mennesker
Få ting er fastlagt på forhånd til dagens danseforestilling, hvor både musik og dans bliver improviseret på stedet.
- Vi arbejder med energien i rummet og med de mennesker, vi møder, og så er det, der opstår en lille bitte smule magi, siger Christian From, der er Turné- og prøveleder på Holstebro Dansekompagni.
Signe Lindstrøm slå toner an på sin lyre, og de fire dansere fra Holstebro Dansekompagni bevæger sig roligt til musikken.
Der er stort fokus på puls og åndedræt, og danserne bevæger sig nærmest i blide bølger.
- Man kom til at tænke på havet og vandmænd. Det var meget afslappende, siger Karen Winther Kwiatkowski, da forestillingen er forbi.
Danserne fra Holstebro Dansekompagni er lidt på udebane på den meget intime scene, der er opstået på Hospice Vangen fredag formiddag, men danselederen understreger, at det er vigtigt for dem, at bringe dansen til dem, der ikke selv har mulighed for at opsøge den.
- Det er ikke alle, der har mulighed for at komme i teateret, og derfor ser vi det her, som en vigtig del af vores arbejde. Vi vil gerne møde folk der, hvor de er, og hvor deres verden udspiller sig, siger han.
Det er mødet mellem mennesker og dansen, der er det vigtige, understreger han.
Når sproget kommer til kort
Dans og musik kan lindre i en svær tid. Sådan lyder det fra Hospice Vangens egen musikterapeut.
- Dansen kan bevæge os, og dansen kan skabe en bevægelse inde i os. Og så taler dansen et universelt sprog, som alle kan forstå, lige meget hvilken situation de er i, siger Signe Lindstrøm.
Karen Winther Kwiatkowskis nyrer virker ikke. Hun har været i dialyse, men behandlingen blev afbrudt, fordi den var udsigtsløs, og nu bor hun på hospicet.
Danse kan hun ikke mere, men oplevelsen med at overvære danseforestillingen er stadig meningsfuld.
- Det minder lidt om, hvordan man har det. At man bare gerne vil slappe af og have ro og fred. Det er jo derfor, man er her, og den følelse får man, når man ser det her, siger hun.