Danmarks første førerløse bus: Her er dommen fra passagererne
Danmarks første førerløse busser kunne torsdag for første gang tage passagerer med på ruten på Astrupstien i Aalborg Øst. Og det var lidt af et tilløbsstykke for beboerne i området.
Der var masser af mennesker på Astrupstien og kø ved den lille perron, da Danmarks første førerløse busser torsdag rullede ud på de allerførste ture.
Og dommen fra de første passagerer, der kunne sætte sig til rette i bussens sæder, var klar. De var begejstrede for det lille stykke danmarkshistorie.
- Jeg synes, at det er fantastisk. Det synes jeg virkelig. Det er utroligt, at det overhovedet kan lade sig gøre, siger Lis Christensen, som bliver bakket op af en af medpassagererne:
- Som min mand siger, så er det næsten ligesom at være i Fårup Sommerland, griner Inger Melgaard, som har taget turen til Aalborg Øst for at få en af de første ture med den selvkørende bus.
Selvom de nye busser er selvkørende, så er passagererne ikke overladt helt til sig selv. Indtil videre vil der være en operatør med på alle afgangene, som kan træde til, hvis der skulle opstå noget uventet. Og dagens første passagerer var da også helt trygge ved den nye bus.
FAKTA OM DEN SELVKØRENDE BUS
- Det er gratis at køre med busserne
- Bussen navigerer ved hjælp af en række sensorer og Lidars, som i realtid scanner omgivelserne og sammenligner dem med et 3D-kort, som forud for kørslen er blevet lagt ind i bussens hukommelse
- Den registrerer omgivelserne i 360 grader 60 meter ud fra bussen
- Bussen vil maksimalt køre 18 km/t på en 2,1 km lang strækning
- På ruten vil der være 10 stoppesteder
- I busserne er der 11 siddepladser
- Busserne er ikke med fast forende/bagende og vil derfor ikke skulle vende på ruten
- Ja, det er ikke noget problem. Der er jo sådan en supporter med, så det mærker man ikke noget til, fortæller Inger Melgaard.
Blandt de første passagerer var også transportminister Benny Engelbrecht (S), som ser store perspektiver i Aalborgs nye førerløse busser. Se hele interviewet med ham herunder: