Dagens mænd i skysovs: Lastbilchauffører trådte til efter uheldigt bus-stunt
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Bussen spærrede mere end en vognbane.
De to lastbilchauffører høster nu stor ros.
Tirsdag morgen havnede en bus i grøften på Omfartsvejen mod Hals. Eller i hvert fald dele af den. Bagenden var røget i grøften, mens forenden spærrede den ene vognbane på vejen.
Det uheldige stunt er ifølge Nordjyllands Politis vagtchef Lau Larsen formentligt sket, fordi chaufføren ville vende bussen.
Uheldet gav trafikale problemer i flere timer. Dog kom ingen til skade i trafikken trods morgen- og formiddagstågen, og det kan to lastbilchauffører tage en del af æren for.
Jeg synes, at det er vildt flot at tage ansvar på den måde
Tina Jørgensen, bilist
En af dem, der skulle passere bussen, var Tina Jørgensen.
Hun kom kørende fra Vodskov mod Hals klokken 9.40. Bilisten sender nu en stor tak til de to chauffører, som valgte at indstille deres kørsel for at dirigere medtrafikanterne sikkert forbi bussen.
- Kæmpe ros til dem begge for at lede trafikken uden om bussen. Det var en meget farlig situation i tågen, siger hun og fortsætter:
- Jeg hilste på den ene, og han gav mig en thumps up. Det var virkelig godt arbejde, fordi jeg kunne ikke se, at der var nogen afspærring eller nogen ting, og det kunne virkelig være endt galt, så jeg synes bare, at det er vildt flot at tage ansvar på den måde, fortæller hun.
Ros fra politiet
Lastbilerne holdt på begge sider af bussen, indtil politiet kom frem.
- Det var et rigtig godt stykke arbejde, de udførte, indtil vi kom frem og overtog. Det var så fint, så stor cadeau for det. Men man skal selvfølgelig huske at passe på sig selv. Specielt når der er så tåget, men det var rigtig godt, de fik advaret deres medbilister, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Lau Larsen.
Bussen blev bugseret væk fra Omfartsvejen omkring klokken 11.30.
Da Tina Jørgensen kørte forbi bussen, lignede den - med hendes ord - en 'forladt bus'. Buschaufføren og passagerne var ikke længere at finde i bussen.
Tina Jørgensen har lavet et opslag på Facebook, hvor hun roser de to lastbilchauffører. Opslaget har i skrivende stund fået over 150 likes, og flere sender også rosende ord i retning mod de to chauffører.