Da Jesper så fællesstuen på børneafdelingen, vidste han, at han måtte gøre noget
Foto: GRAFIK/TV2 Nord
Det er langt fra første gang Jesper Mosbæk Thordal har givet en hjælpende hånd på hospitalet og samlet ind til børnene.
Lige nu er børnestuen på ortopædkirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital hvid og kedelig uden en masse legetøj.
Men det vil Jesper Mosbæk Thordal lave om på.
Derfor delte han onsdag et opslag på Facebook, hvor han efterspurgte hjælp fra nogle malere, som ville komme og male stuen. Han havde nemlig allerede selv fået doneret for 6000 kroner legetøj.
- Jeg synes bare, det er rart at gøre noget. Der skal være sådan et sted her til børnene, der ikke kun er gråt og kedeligt, så de kan få noget varme udover den, de får af personalet, forklarer han om beslutningen om at opstarte projektet.
Overvældet af henvendelser
Opslaget på det sociale medie gav også pote - måske endda lidt for meget.
- Jeg har ikke nået at se alle igennem. Jeg tror ikke, jeg lyver, hvis jeg siger, at jeg har fået mellem 50 og 100 henvendelser, så det er bare mega fedt, konstaterer Jesper Mosbæk Tordahl, der nu har lavet en aftale med to.
- Først kommer Malermester Per Carlsen, og maler rummet i en ens farve. Derefter kommer der en street artist og maler den ene væg i et tema, som vi ikke har aftalt endnu, men jeg tænker måske et dyretema.
Hjælper hvor han kan
Det er langt fra første gang Jesper Mosbæk Thordal har givet en hjælpende hånd på hospitalet og samlet ind til børnene.
Han har nemlig to gange før samlet nyt legetøj og playstations ind til børnekræftafdelingen og håndboldtrøjer med Mikkel Hansen.
Ideen til det nyeste projekt opstod, da Jesper Mosbæk Thordal var på arbejde som portør en tilfældig dag. Opholdsstuen var nemlig lukket for en periode på grund af noget sygdom.
- Jeg kom bare til at tænke over, hvor kedelig den så ud, og så tænkte jeg, at det kunne man måske gøre noget ved, forklarer han.
Jesper Mosbæk Thordal har selv en søn på tre, derfor tænkte han også over, hvordan børneværelset ser ud derhjemme med hygge og sjov.
Efter at have fremlagt ideen for sin chef og for afdelingen, som begge synes om ideen, blev opslaget på Facebook lavet.
Nu venter selve arbejdet, som er ved at blive nøje planlagt, så børnene på afdelingen forhåbentligt snart kan se og opleve det nye fællesrum.