Cyklister på Limfjordsbroen fik hep og hujen med på vejen
Børn fra skoler og børnehaver var mandag morgen samlet langs cykelstien over Limfjordsbroen i Aalborg for at heppe på alle dem, der havde taget cyklen for at komme på arbejde eller i skole.
Der var opbakning til cyklisterne på Limfjordsbroen i Aalborg mandag morgen. Masser af børn og voksne var samlet på fortovet over broen for at heppe på dem, der kørte over broen.
Det skete som led i den landsdækkende "Vi cykler på arbejde"-kampagne, som er skruet lidt ekstra op i år, fortæller Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.
- I foråret var der mange, der ikke cyklede så meget som vi plejer, fordi vi sad derhjemme. Men nu skal vi cykle os tilbage til hverdagen igen. Så vi skaber lidt bjergetapestemning for at hylde cyklisterne, der kæmper sig på arbejde og i skole, men også for at drille og motivere folk i bilerne til at overveje den sundere jernhest i stedet for, siger han
Kan blive endnu bedre
Der var faktisk mange cyklister, der mandag morgen blev mødt at heppen og en flaske vand, og det glæder rådmanden, men det kan blive endnu bedre.
- Der er mange, der tager cyklen på arbejde, men der er stadig mange, der holde i kø på vejen lige ved siden af. Så jeg håber, vi kan inspirere nogle af dem i bilerne til at skifte til cyklen, lyder det fra Mads Duedahl.
- Dejligt med opbakning
Morgencyklisterne glæder sig over opbakningen mandag, men den er slet ikke nødvendig, fortæller Henrik Pedersen.
- En fantastisk opbakning, men det er nu slet ikke nødvendigt. Jeg tager cyklen alligevel, for det er en frisk tur her om morgenen, siger han.
Mads Duedahl er overbevist om, det nytter at skrue op for opbakningen til cyklisterne.
- Jeg tror virkelig, det hjælper. Det er alle de små tiltag, der tilsammen kan gøre at man vælger at tage cyklen i stedet, lyder det fra rådmanden.
Se tv-indslag om de heppende børn på Limfjordsbroen øverst i denne artikel.