Corona-regler: Gul stribe skal guide de gående i gågaden i Aalborg
Det er en lidt anderledes gågade borgerne i Aalborg mandag morgen er vågnet op til; for fra i dag er der nemlig en gul streg på gaden og skilte, der viser hvor, man som fodgænger skal gå. Video: Thomas Gaardsmand
Det er en lidt anderledes gågade borgerne i Aalborg mandag er vågnet op til; for fra i dag er der nemlig en gul streg på gaden og skilte, der viser hvor, man som fodgænger skal gå.
Det er ikke for sjov, når Aalborg Kommune nu har valgt markant at vise borgerne vej til, hvordan den gående trafik bør foregå i midtbyen.
Det er nemlig et resultat af den corona-krise, der hærger hele verden, og et bud fra kommunens side på, hvordan man kan være med til hindre smittespredning af coronavirus, når man går en tur i gågaden.
- Vi vil så gerne have, at folk kommer ud i vores gågader igen og er med til at holde gang i detailhandlen, og det, kan vi heldigvis også se, er ved at ske igen. Folk er ved at komme tilbage. Samtidig vil vi også gerne sikre, at smittetrykket ikke stiger i takt med, der bliver åbnet mere og mere, siger Thomas Kastrup-Larsen, der er borgmester i Aalborg.
Han understreger, at striberne i gaden er anvisninger, som han håber, folk vil tage til sig og overholde, men der er umiddelbart ingen, der står og holder med bødeblokken, hvis man så og sige ikke holder sig inden for stregerne.
I weekenden blev det i gågaden i Skagen forbudt for handelslivet at sætte for eksempel tøjstativer med varer ud i gadebilledet. Det var Nordjyllands Politi, der havde vurderet, at der var en forhøjet risiko for at for mange mennesker ville blive samlet på for lidt plads og dermed ikke ville kunne holde den fornødne afstand til hinanden.
Flere streger på vej
Det er dog ikke kun i Skagen, at Nordjyllands Politi har et ekstra øje på gågaden, og i Aalborg har der været samarbejde mellem ordensmagten, de handlende og kommunen.
- Jeg er ikke helt klar over, om det er politiets ide det her, men alle gode ideer er selvfølgelig velkomne, og vi lader os inspirere af mange, alt andet ville jo være tosset, siger Aalborgs borgmester, som understreger, at det er hans håb, at borgerne tager godt imod og fortsætter:
- Det er ikke for sjov, vi gør det her. Det er en alvorlig situation, vi står i, og jeg tror ikke, det er det sidste af den slags vi kommer til at se i fremtiden, når landet forhåbentlig snart begynder at åbne mere op. Jeg håber, at der kommer en genåbning, der betyder, at der kommer gang i cafelivet og udeserveringen. Og i den forbindelse kan man godt forestille sig, at vi skal indrette en større del af gaderummet for fortsat at holde afstand og følge Sundhedsstyrelsens anvisninger, og det kunne så også være noget med, at vi skal tegne flere streger på gaderne, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Hvor er overhalingsbanen?
Indtil videre er det gule streger og skilte, der deler gågaden i Aalborg op i felter, som man skal gå inden for afhængig af hvilken vej man skal. Og det er et tiltag, som får en blandet modtagelse på gaden i Aalborg.
- Det er en praktisk foranstaltning, men jeg har observeret, at folk ikke er så gode til at respektere stregen, siger Eva Christensen.
Også Kirsten Kroustrup tager godt imod kommunens forsøg på at ensrette de gående.
- Det er godt at blive mindet om at holde afstand, og jeg synes, folk er blevet lidt sløset med det, siger hun.
Jack Asp, som TV2 Nords reporter Robert Bedsted også møder på gågaden i Aalborg, griner lidt ad den kommunale gule "fartstribe", som efter hans opfattelse alligevel ikke bliver fulgt, og han efterlyser en overhalingsbane.
Se interviews fra gågaden i Aalborg nedenfor i videoen: