Conny har lidt af depression i over 20 år - Nu er et socialt værested endelig dukket op i byen
Conny Kristensen håber på at få nye bekendtskaber gennem værestedet.
Der har manglet et åndehul i form af et socialt værested for depressionsramte i Aalborg, lyder det fra flere.
Midt i Aalborg blev dørene torsdag slået op til et nyt socialt værested for personer, der er ramt af blandt andet depression.
Derfor var 47-årige Conny Kristensen troppet op for at tage et kig på det sted, der både bliver hus for guidet læsning, fællesskrivning, fællessang og en snak med ligesindede.
- Jeg vil gerne bruge stedet her, fordi jeg selv har en depression og jeg føler mig alene nogle gange, fortæller Conny Kristensen.
En hånd ud af isolationen
Mens ventetiden på psykiatrisk behandling ifølge venteinfo.dk lige nu ligger på 25 uger for børn og unge og op til 8 uger for voksne i Region Nordjylland, blev der nemlig i dag åbnet et lille åndehul for de depressionsramte.
Og det er et tilbud, der er vigtigt at have i en større by som Aalborg, lyder det fra Dorthe Haslund, der er projektleder for DepressionsForeningen.
- Målet er at skabe meningsfulde fællesskaber. Og det er at skabe ro og tryg stemning blandt dem, der kommer her, og det er at møde ligesindede og have nogle at spille bolden op af, hvis man kan sige det på den måde.
Vi vil være i stand til at støtte op om de gæster, der vil komme hernede
Birgit Dodensig, frivillig på Café Høk
Det anslås, at der på landsplan er op til 250.000 danskere, der lider af depression i løbet af et år.
- Det, der sker, når man har depression eller bipolar lidelse tæt ind på livet, er, at man godt kan komme ind i en periode, hvor man isolerer sig derhjemme, det kan være svært at komme ud og man kan have dårligt selvværd, siger Dorthe Haslund.
- Og derfor tænker vi, at det er vigtigt at kunne tilbyde nogle meningsfulde fællesskaber som for eksempel hernede.
Foruden 13 værter, drives caféen af blandt andre 24 frivillige, der hver især har sit at bidrage med til dem, der skulle lægge vejen forbi Café Høk på Danmarksgade 49.
En af dem er Birgit Dodensig, der selv har arbejdet adskillige år i psykiatrien.
– Nogle af os har erfaring fra psykiatrien, mens andre selv har noget diagnose og noget sygdom at døje med, så det er en god blanding. Og der føler jeg allerede nu, at vi vil være i stand til at støtte op om de gæster, der vil komme hernede, siger hun.
Caféen er blevet en realitet ved hjælp af Spar Nord Fonden, der har doneret knap 3,3 millioner kroner til formålet.
Se indslaget om Café Høk herunder.