Brian stoler på ny asbestlov: - Jeg frygter, hvad jeg selv har været udsat for
Som VVS-montør er Brian Skov bange for konsekvenserne af at have arbejdet i potentielt asbestfyldte huse gennem mange år i branchen. Foto: Lisbet Christensen
Større kontrol med håndtering af asbest kan redde omkring 100 liv om året, vurderer lokalt arbejderforbund.
I sine godt 30 år som VVS-montør er Brian Skov blevet kaldt ud på mange opgaver, der potentielt kan have været sundhedsskadelige for ham.
- Jeg er blevet sendt ud til steder, der har vist sig at have gammel asbest. Selv om der skulle være asbest-saneret, ved du ikke, om det er blevet gjort ordentligt, og om der er støvsuget bagefter, fordi der ikke har været tilsyn med det, fortæller han.
Men dén usikkerhed skal være slut nu.
Et nyt lovforslag fremsat onsdag gør det lovpligtigt for en virksomhed at have en autorisation, før medarbejderne må nedrive asbestholdige materialer.
- Det er rigtigt godt for rigtig mange håndværkere, at vi får styr på, hvem der gør, så det bliver gjort rigtigt, mener Brian Skov, der arbejder som VVS-montør hos Holm El & VVS i Vodskov.
Kan redde 100 liv
Det nye lovforslag skal sikre, at færre udsættes for den farlige asbeststøv, som kan være skyld i lungehindekræft, leukæmi og den kroniske lungesygdom asbestose.
Derfor er der i dag stor glæde hos den nordjyske afdeling af Blik & Rørarbejderforbundet, hvis medlemmer ofte kommer i berøring med asbest i skifer, tage, isolering i rør og lim på både byggepladser og i private hjem.
- Jeg synes, det er en fantastisk dag. Det er en dag, vi er meget stolte af, for vi har kæmpet for den her sag i årtier. Så nu håber vi på, at det her går igennem, fortæller den lokale formand Thomas Christensen om det nye lovforslag.
- Vores håb er, at der nu kommer mere styr på det. Og at der er langt færre personer, der bliver ramt af den her sygdom. Det er måske 100 liv om året, vi kan redde på det her.
Uhelbredelig sygdom
Ifølge formanden er autorisationen vigtig, så man er sikker på, at uddannet arbejdskraft laver asbestsaneringen på en korrekt måde.
I Blik & Rørarbejderforbundet har man desværre set mange eksempler på det modsatte.
- Vi oplever desværre dødsfald på det her område hvert år. Regningen er jo, at man får asbestose, hvis man har været i berøring med det her. Der kan gå 10-50 år, før sygdommen bliver konstateret. Og så får man desværre en langvarig død, der er meget træls, siger formanden.
Det er skræmmende, når man ved, hvad det gør ved én – at man kan dø af det
Brian Skov, VVS-montør
Han understreger, at hvert dødsfald er uendeligt tragisk.
- Ingen skal jo gå på arbejde og risikere at dø af det. Det er enormt trist for både den enkelte og deres familier. Det er desværre uhelbredeligt, så det er et spørgsmål om tid, når først man har fået sygdommen.
Bøder bør være større
Hvis en virksomhed udfører asbestarbejde uden den lovpligtige autorisation, kan den idømmes en bøde på mindst 30.000 kroner.
For lidt, mener både VVS-medarbejder Brian Skov og foreningen Blik & Rørarbejderforbundet.
- Det skal være bøder, der kan mærkes og er respekt om. Nogle gange er det kun økonomi, der afgør, om reglerne bliver overholdt. Det oplever vi også i andre sammenhænge, når vi snakker arbejdsmiljø, lyder det fra Thomas Christensen.
DET INDEHOLDER DEN NYE AUTORISATIONSORDNING OM ASBEST
Alle personer, der udfører asbestarbejde, skal gennemføre den eksisterende arbejdsmiljøfaglige uddannelse af fire dages varighed.
I dag er det kun et krav, når man nedriver indvendigt asbestmateriale, som er anvendt til isolering.
Dermed sidestilles indvendigt og udvendigt asbestarbejde.
Virksomheder skal sikre en egenkontrol, der løbende skal godkendes og efterprøves af en uafhængig tredjepartskontrol.
De skal have tilknyttet en fagligt ansvarlig, som skal sørge for, at arbejdet udføres i overensstemmelse med gældende regler.
Kilde: Dansk Industri
VVS-montør Brian Skov håber på, at de nye, skrappere regler kan redde andre fra en grusom skæbne.
- Det er skræmmende, når man ved, hvad det gør ved én – at man kan dø af det. Og der skal ikke ret mange fibre til. Jeg er begyndt at bekymre mig om, hvad jeg har været udsat for i mine unge dage – kommer det til at få indflydelse for min sundhed om 10 eller 20 år.
De nye regler forventes at træde i kraft 1. juli 2024.