Branden er fortsat i gang, men politiet har haft "stille nat - heldigvis!"
Det har primært været folk i uniform fra Beredskabet og Hjemmeværnet, der har været på arbejde omkring den brændende skole.
- Det har heldigvis været en stille nat – det havde vi brug for!
Selvom det er tidligt på dagen og der har været ekstraordinært meget at lave som vagtchef hos Nordjyllands Politi det seneste døgn, er der efterhånden overskud igen.
Vagtchef hos Nordjyllands Politi, Lau Larsen, er i hvert fald tilpas med at det værste er overstået efter den nedlukkede Løvvangsskole natten til mandag brød i brand - og efter hektisk og omfattende arbejde ikke stod til at redde.
Tirsdag morgen fortæller Lau Larsen at de primært har cirkuleret i området med politibiler for at holde tilsyn, men ellers har det været Hjemmeværnet, der har holdt vagt.
Vagtchef Lau Larsen erkender at det har været et heftigt arbejde også for politiet det seneste halvandet døgn:
- Det har været hektisk, men nok mest hektisk for dem, der skal slukke branden. Vi skal bare sikre arbejdsro og facilitere de ting, der skal være i sådan et indsatsområde, forklarer han.
Trods den farlige røgudvikling, har der også været lokale, der lige skulle så tæt på de kunne komme:
- Der vil altid være nogen, der er nysgerrige med sådan en stor brand i baghaven, så derfor rekvirerede vi også hurtigt Hjemmeværnet, ligesom vi har fået hegn opsat, understreger Lau Larsen.
Sagen er overdraget til den almene efterforskning, men foreløbig er efterforskningsarbejdet umuligt ved brandtomten. Det er simpelthen for farligt, fortalte Jan Nedza, beredskabschef ved Nordjyllands Beredskab tidligere på morgenen.
- Vi arbejder med en hypotese om at branden kan være påsat, men det skal senere brandtekniske undersøgelser afgøre, fortalte vicepolitiinspektør Søren Pejtersen i går.
Jan Nedza forudser det kan blive muligt sidst på ugen.
Løvvangskolen lukkede i 2017, da det stod klart at en renovering ville koste et trecifret millionbeløb, primært fordi en del af det oprindelige byggemateriale indeholdt det sundhedsskadelige PCB.
Aalborg Kommune valgte i går at hjemsende børn og voksne på nogle af de nærmeste institutioner, på grund af røgsøjlens udvikling, nemlig Børnehaven Blæksprutten på Hvorup Kirkevej, Vuggestuen på Hvorup Kirkevej, samt Nr. Uttrup Skole.
Til gengæld har fodboldskolen i Nørresundby valgt - efter dialog med myndighederne - at fortsætte:
TV2 Nord har samlet et overblik til dig over hele forløbet det seneste halvandet døgns tid: