Brand på lystyacht udløste stor redningsaktion
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En enkelt person måtte flyves med redningshelikopter for at få behandling, da der lørdag eftermiddag udbrød brand på en lystyacht ud for Hals.
Mandskab fra to redningsstationer, en lodsbåd fra Hals og en redningshelikopter fra Aalborg måtte i aktion lørdag eftermiddag ved 17-tiden, da der via Lyngby Radio indløb melding om brand på en lystyacht, der lå i Kattegat cirka 10 mil fra Limfjordens udmunding ved Hals og Egense.
- Vi scrambler alle redningstationerne i nærheden og sender redningshelikopteren i Aalborg i luften, for at komme hurtigts muligt ud til båden, fortæller vagtholdslederen ved Forsvarets Operationscenter.
Derudover blev lodsbåden Pollux, der har hjemme i Hals sendt ud mod den 36 meter lange yacht, og sammen med redningshelikopteren var den først fremme på stedet.
- Der er syv personer ombord på skibet, og fire af dem får vi flyttet over på lodsbåden mens en enkelt, der har været udsat for røg i forbindelse med branden, bliver løftet ombord på helikopteren for at blive fløjet på hospitalet, fortæller vagtholdslederen.
Tilbage på båden var således to personer, og da man sammen med redningsmandskab fra Sæby og Anholt, der også var nået frem, vurderede man at det var nødvendigt at hente brandvæsen fra fastlandet ud på båden for at få branden, der stadig ulmede i motorrummet, slukket helt ned, blev redningsmåden sendt til Hals.
Her samlede den røgdykkere fra Nordjyllands Beredskab op, som tilbage på båden, der var under bugsering til Hals, kunne slukke branden helt ned og begynde udluftning af båden.
Slutteligt blev den store yacht bugseret ind i Hals Havn og bragt til kaj.