Brand: Mand var i gang med at lave morgenmad og faldt i søvn
Tirsdag formiddag måtte beredskab og politi rykke ud til Istedgade i Aalborg, da der var ild i en lejlighed.
En 30-årig mand faldt i søvn, da han var ved at lave mad tirsdag formiddag.
Hvis det var æg og bacon, den 30-årige mand havde smidt på panden i håbet om en stille og rolig tirsdag formiddagsbrunch, så fik det hele en brat ende.
For den 30-årige mand, der bor i Istedgade i Aalborg, begik den fejl, at han faldt i søvn, inden maden var færdig.
Og det var med det resultat, at maden brændte på - i en sådan grad, at der blev slået alarm via 112.
BEREDSKABSLOVENS §71
Med bøde straffes
1) den, der ikke udviser tilbørlig forsigtighed med ild, lys, tændstikker, aske, brandfarlige stoffer, og hvad der i øvrigt kan fremkalde eller befordre brand, eller undlader at påse, at personer, der hører til den pågældendes husstand eller virksomhed, udviser sådan forsigtighed, og
2) den, der som ejer eller bruger af elektriske anlæg eller andre lys-, varme-, kraft- eller maskinanlæg, som kan fremkalde eller befordre brand, benytter sådanne anlæg eller lader dem benytte, uanset at de ikke er i forsvarlig stand.
Kilde: Retsinformation.dk, "Bekendtgørelse af beredskabsloven"
Blev vækket af sirener
Den 30-årige beboer opdagede ikke selv, den var gal, før han blev vækket af sirenerne fra Nordjyllands Beredskab og Nordjylland Politi, der rykkede ud.
Ilden blev slukket, og den sultne og søvnige mand er nu sigtet for overtrædelse af Beredskabslovens paragraf 71, idet han ikke udviste tilbørlig forsigtighed, da han ikke slukkede for komfuret, før han faldt i søvn.